Et alarm-opbrud er lydt en iskold morgen i Hyby Fælled øvelsesterræn i Fredericia. Hvad de værnepligtige ikke ved er, at de inden længe skal igennem den sidste prøvelse, så de kan gøre sig fortjent til kompagniets mærker. Hop med ind i skoven og følg med, når de skal finde deres sidste psykiske overskud frem.
EN ISKOLD FORNØJELSE
Inde langs skovbrynet kommer 2. gruppe til syne en isnende kold morgen. Gruppen har for et kort øjeblik siden aflagt deres rygsæk uvidende om, hvad de går ind til. Instruksen er klar. “I skal have alle mand med over målstregen,” lyder det fra en befalingsmand. Gruppen samles i en cirkel, hvor de puster stemningen op, for om lidt skal de give den alt, hvad de kan. “GOOO!” lyder det, og i let løb begiver gruppen sig ind i skovens dyb.
“Vi er en enhed, både som gruppe, deling og kompagni, hvor vi støtter hinanden til at løse opgaven”
– Kaptajn Keller ved 3. uddannelseskompagni,
Føringsstøtteregimentet
Foran dem kommer en mark til syne, og forhindringen er ikke til at spotte med det blotte øje, men jo længere hen ad marken de kommer,
desto mere klart er det, hvad de skal igennem. Et tyndt lag is på vandhullets overflade bliver hurtigt brudt, da første mand træder frem. “Det er det første bad i tre dage, nyd det!” bliver der råbt. Man kan se, hvor fokuseret de værnepligtige er på at holde kontrol over åndedrættet, da kulden rammer. Med en iskold og gennemblødt uniform op til hoftehøjde er gruppen hurtigt videre.
“DET VAR DET FYSISK HÅRDESTE”
Efter en løbetur rundt i terrænets afkroge kommer gruppen frem til næste post. “Gruppefører, op på båren!” bliver der råbt. I et hurtigt ryk bliver gruppeføreren placeret, og seks værnepligtige får hurtigt fordelt sig rundt om båren, klar til at komme fremad. Der er ingen udsigt til, hvornår de er i mål med båreræset. De værnepligtige, der ikke bærer båren, gør deres bedste for at holde motivationen kørende for de fysisk pressede rekrutter. “Kom så! I kan godt!” lyder det flere gange. “Jeg har brug for, at der er en ny, som tager over nu,” kommer det fra en af de værnepligtige.
Et kort holdt er nødvendigt, for det er ikke en mulighed at tabe sin gruppefører på jorden. “Det var især hårdt, fordi man ikke bare kunne give slip. Så man var nødsaget til bare at æde sig selv,” fortæller menig Bromberg efter øvelsen. Efter et par sving igennem skoven spotter de værnepligtige, der ikke bærer båren, at endestationen er nær. “Det er lige herovre!” udbryder den ene. Og hurtigt bliver tempoet sat tilstrækkeligt op, så de kan få aflagt båren hurtigst muligt. De værnepligtige sukker lettet, da de omsider får lagt gruppeføreren ned, og nu er klar til næste opgave.
”VI SKAL IGENNEM”
Der er ikke tid til at holde en kort pause, for turen kører på tid, så det handler om at komme hurtigst muligt igennem hele indpassagebanen. Markeringen er tydelig, og den peger gruppen direkte ned i den dybe å, der løber inde bag skovens tætte buskads. På en lang kolonne får de værnepligtige kæmpet sig over og under væltede træer og gennem åens laveste og dybeste punkter. ‘Plask’ lyder det. De to forreste i kolonnen vender sig rundt og ser, at deres kammerat ligger nede i det beskidte og kolde vand. De får hurtigt hjulpet ham på benene igen, og der bliver kaldt “Fremad, fremad!” nede bagfra. Åen stopper brat foran dem, og det smalle velkendte cementrør kommer til syne. Der er ikke meget at tage fejl af, og der er kun en vej frem, og det er igennem.
“Hvis man presser andre, så kræver det også, man presser sig selv”
– Menig Marcinkas
Første mand stikker hovedet ud på den anden side af røret, men vælger at stoppe op. Det er en større videnskab at regne ud, hvordan man får vendt sig inde i røret, så ikke man står på hovedet først direkte ned i den stenfyldte å. Efter et kort holdt får han mobiliseret sig rundt, og han formår at komme ud med benene først og kan dermed tage imod resten af gruppen. “Vi er en enhed, både som gruppe, deling og kompagni, hvor vi støtter hinanden til at løse opgaven,” fortæller kaptajn Keller, som selv deltog under hele turen.
DEN FARLIGSTE FORHINDRING, PIGTRÅDEN
Langs kanten til terrænet med udsigt mod Lillebælt kommer gruppen løbende mod, hvad de ikke ved er den sidste øvelse. Over pansersporene er der opsat pigtråd. Flere af de værnepligtige ser opgivende ud ved synet. Energidepoterne er ved at være tømte, så motivationen er alfa og omega for at få alle med gennem den sidste øvelse. For selvom kroppen er brugt, handler denne øvelse om at holde fokus. For hvis du først sidder fast i pigtråden, kommer du ikke derfra lige foreløbig. Første mand får lagt sig ned i det mudrede panserspor og ser tilbage på sin gruppe, der ser tøvende på. “Kom så, 2. gruppe!!!” bliver der råbt. Gruppen får hanket op i sig selv og kommer direkte ned på buffen, klar til at kæmpe sig igennem mudderet. Alle mand kommer igennem på den anden side af pigtråden og skal lige bruge et kort øjeblik på at finde sig selv.
“DET ER ADRENALINEN, DER FYLDER KROPPEN”
Den forrige øvelse med pigtråden har taget pusten og energien ud af dem alle, men rundt om svinget ser de målstregen. 1. gruppe står og hepper på dem, og små smil er til at ane i 2. gruppe bag den tre dage gamle sløring. Adrenalinen sætter gang i kroppen, og med skub i ryggen, råb og skrig kommer gruppen langt om længe i mål. Lettelsen i deres blik er ikke til at tage fejl af. De fik kæmpet sig igennem selv de hårdeste forhindringer, sammen! Kort tid efter kommer 3. gruppe i mål, og 1. deling er nu samlet. I en hestesko bliver de linet op, klar til at modtage mærker og regimentets egen portvin. “Der var mange, der brød igennem nogle grænser, hvilket også udløste, at der var nogen, der var meget rørte, da de fik deres mærker,” fortæller kaptajn Keller.
Skrevet af Sarah Sønderhøj Stub Petersen
Denne artikel er udgivet i SOLDATEN – April 2023. Du kan læse hele magasinet lige her.
