Midt på den jyske hede er 2. deling fra Dragonregimentets 2. eskadron i fuld gang med at gøre sig fortjent til H.K.H. Prins Henriks navnetræk, det såkaldte H-REX. Med eskadronens slagord sammenhold gør stærk fastbrændt på nethinden kæmper rekrutterne sig gennem deres hårdeste felttur med ét mål for øje – at kunne kalde sig Dragoner, inden ugen går på hæld.

Efter adskillige natpatruljer skal rekrutterne finde de sidste kræfter frem, da de fredag morgen skal kæmpe sig gennem indpassagen.

Bidske hunde i bagagerummet

”Ud af posen, få styr på jeres grej og kom afsted!”, lyder det fra delingsføreren. På et splitsekund forvandles det fredelige ODO (Overdaningsområde) til et virvar af tætpakkede rygsække, der i lyset fra det fjendtlige køretøjs forlygter forsøger at finde en vej ud af det dunkle skovstykke. ”Idet mørket falder på, bliver man pludselig bevidst om, hvor afhængig man er af manden foran, når der skal findes vej,” fortæller menig Ulstrup senere om hændelsen, hvor han i blinde forsøger at hægte sig på sin gruppe. Midt i det hektiske opbrud går dørene på det fjendtlige køretøj op, og ud springer et par hunde, der sætter jagten ind på de værnepligtige. Hundenes vedholdende gøen skærer igennem den kolde natteluft og efterlader ingen tvivl om, at delingen skal arbejde hurtigt, hvis de skal undgå konfrontationen med de bidske hunde.

I løbet af natten skal rekrutterne holde sig skjult for den fjendtlige organisation, No To War, der har til formål at forhindre uddannelsen af værnepligtige i Danmark.

Ildoverfald i månens skær

Selvom de seneste dages øvelse har sat sine tydelige spor i benene, formår grupperne at løsrive sig fra den tætbevoksede skov og træde ud på et nærliggende panserspor. ”Føling venstre!”, lyder det pludselig, og rekrutterne har ingen anden mulighed end at indtage skydestilling i det mudrede panserspor og besvare den fjendtlige ild. På trods af den tunge rygsæk, der gnaver løs på hoften, forsøger Ulstrup at rette fokus mod kamphandlingen. ”Man har ikke lyst til at skuffe sine kammerater, og derfor kæmper man videre, selvom det bliver hårdt,” fortæller han, vel vidende at der skal knokles, hvis fjenden skal holdes på afstand. I månens skær hæver rekrutternes kropsdampe sig op mod stjernehimlen i et vidnesbyrd om deres stenhårde arbejde, der med ét skifter karakter. ”Fremad, fremad!”, lyder meldingen fra gruppeføreren, som sætter Ulstrup og resten af gruppen i ilmarch gennem det ujævne og drivvåde panserspor. Håbet om at have rystet fjenden af sig når kort at forplante sig i de værnepligtige, da en hundefører pludselig brøler: ”Overgiv jer, vi har hunde!”. Frygten for hundenes tandsæt overskygger alt andet og tvinger gruppen til at kæmpe sig vej gennem det møjsommelige terræn. Efterhånden som hundenes gøen aftager bag dem, kan rekrutterne for en stund ånde lettet op, inden den forestående natpatrulje kræver gruppens fulde fokus.

Dagstimerne bruges på at indøve roller til nattens patrulje.

Med fællesskabet i fokus

Efter flere kilometers march under nattehimlen når Ulstrup og resten af gruppen til delingens KFO (Klargøring Før Objekt). Hele dagen er gået med at recce ruten og indøve gruppernes specifikke roller, og snart skal forberedelserne stå deres prøve i et baghold på en fjendtlig køretøjskonvoj. ”Jeg er på angrebsholdet, hvor vi skal koordinere og eksekvere bagholdet,” forklarer Ulstrup, der har forberedt sig grundigt på sin rolle i bagholdet. Skal eksekveringen forløbe gnidningsfrit, kræver det, at alle udfylder deres rolle til perfektion – lige fra ham, der ligger i buskadset og varsler, til hende, der afsøger køretøjet. Selvom Ulstrup har gjort sig umage med at indøve sin rolle på angrebsholdet, er det ikke hans individuelle præstation, der betyder mest for ham. ”Min motivation er at være sammen om at komme igennem udfordringerne. Det handler ikke om min individuelle præstation, men derimod om vores fælles indsats,” fortæller Ulstrup.

 

Baghold bag fjendens linjer

Da delingen ankommer til grusvejen, hvor de forventer fjendtlig aktivitet, indtager Ulstrup sin position. I bælgravende mørke skal han ligge i venteposition og stole blindt på, at hver mand løser sin opgave. Efter at have ligget trykket mod jorden et par timer i den bidende kulde, giver varslingsholdet pludselig lyd fra sig: ”9-0, 9-0, netop nu, tre køretøjer, type GD, fra nord mod syd!”. Adrenalinen begynder at pumpe, og inden længe erstattes nattens stilhed af spredte skudsalver i retning mod de fjendtlige køretøjer, der øjeblikkeligt bringes til standsning. Frem fra deres skjul springer angrebsholdet. Mens nogen sikrer, afsøger andre ihærdigt køretøjet, og i et velorganiseret samarbejde får rekrutterne kontrol over konvojen. Til deres store begejstring opdager delingen, at den ene GD bugner af feltrationer. På rekordtid fragter angrebsholdet feltrationerne ud af køretøjet, vel vidende at kasserne vil indeholde kalorier og snacks nok til at klare sig igennem Dragonturen, der venter lige om hjørnet. Efter den succesfulde patrulje får delingen mulighed for et par timers tiltrængt søvn. På trods af at delingen har søgt ly i træernes mørke, er de trætte ansigter ikke til at skjule for månens lys. ”Efterhånden som dagene går og man bliver presset på søvn og fysik, åbner man mere op for sig selv. Vi kommer tæt på hinanden og lærer hinandens grænser at kende. Man kan føle, at man har kendt folk i flere år, selvom vi kun har været her i få måneder,” fortæller Ulstrup.

På hele Dragonturen skal delingen fragte en trækasse, der viser sig at indeholde deres H-REX.

Kanonslag og kraftpræstationer

Den efterfølgende morgen marcherer delingen mod Movsø, hvor dagens øvelse, VÅD PANTER, har til formål at sætte delingens sammenhold på dybt vand. Efter en våd og kold dag bliver delingen transporteret til den sydlige del af det hjemlige øvelsesterræn ved Holstebro. Lidt efter lidt falder mørket på, og de værnepligtige bliver klar over, at feltturen nærmer sig sine afgørende timer. ”For hver time der går, for hvert skridt vi tager, er vi ét skridt tættere på at blive Dragoner!”, opridser en sergent for delingen. Topmotiveret nikker Ulstrup og udveksler blikke med nogle af sine kammerater. Han er ikke i tvivl. ”Det er sammenholdet, der skal bære os igennem Dragonturen,” fastslår han. Efter få timers søvn går det løs. Hjelmen spændes, og de sidste kræfter, der resterer efter diverse natpatruljer og flere dages march, skal findes frem. I nattens mørke mødes delingen med en agent, der beretter om fjendtlig aktivitet. For at komme tilbage til eget territorie skal delingen krydse et minefelt. ”Uanset hvad der sker derude, skal I fortsætte fremad og ikke se jer tilbage!”, lyder anvisningen fra agenten. Anført af deres sergenter spæner grupperne gennem minefeltet. ”Fremad, fremad! Bliv nu ved!”, lyder det motiverende fra delingsføreren. Infernoet af skudsalver og trykket fra kanonslagene sprænger al nervøsitet og træthed ud af rekrutternes hoveder. Lige nu er der kun én ting, der betyder noget. De skal gøre sig fortjent til at blive Dragoner, og alt andet kan være lige meget.

Ulstrup fører an, da gruppen passerer søen. I tæt konkurrence med en gruppe fra 1. Eskadron kæmper de om at nå først i mål.

Stålsat til det sidste

Ved næste post får delingen udleveret tre bårer, nogle vanddunke og noget materiel, der skal bringes med videre. En menig byder sig til: ”Har nogen brug for et skifte?”. ”Ja, forreste båre, bagerst venstre!”, lyder svaret. I fællesskab får delingen fragtet bårerne til den post, hvor det medbragte materiel afleveres. Pludselig lyder et brøl i mørket. ”Mit knæ!”. Ordene kommer fra en menig, der er faldet og vredet om på sit knæ. Selvom befalingsmændene tilser skaden med stor skepsis, er den menige ikke i tvivl. ”Jeg fortsætter,” meddeler han med et stålsat blik. Han skal ingen steder, før målet er nået. To kammerater hjælper ham på benene igen, og snart har de sammen kæmpet sig vej til den sidste kraftanstrengelse inden målstregen. Indpassagen.

Under Dragonturen lider flere af grupperne mandefald, hvilket kræver en kraftpræstation af de resterende, når båren foldes ud og en såret rekrut skal fragtes.

Værnepligtens højdepunkt

Solen er så småt begyndt at lure i horisonten, mens delingen tager en slurk vand og ryster liv i de iskolde fødder. ”Så er det nu folkens, hvis I tager jer sammen og hjælper hinanden igennem det her, er I Dragoner om få timer!”, indsparker gruppeføreren. I en blanding af spænding og glæde står gruppen i en tæt rundkreds på startlinjen og på tærsklen til værnepligtens højdepunkt. ”Sæt i værk!”, lyder det fra instruktøren, hvorefter gruppen tordner ud i det dugfriske hedelandskab. Efter at have kravlet i sandjord og hjulpet hinanden gennem søer og åer skal gruppens sammenhold stå sin endelige test. Et gruppemedlem er blevet såret og skal transporteres på båren. Sjaskvåde og med mudder til navlen skal gruppen piske sig det sidste stykke vej gennem det ujævne terræn.

Trods kollaps få meter før målstregen kommer hele gruppen ud på den anden side som Dragoner.

Bevidstløs over målstregen

Skiftene foretages oftere og oftere, og armene føles tungere end nogensinde før. Efterhånden som råstyrken er brugt op, begynder man at spore fortvivlelse blandt de værnepligtige. ”Båren glider ud af min hånd, det går ikke mere!”, lyder det panisk fra en menig, der straks besvares af sin kammerat: ”Vi er der lige om lidt, hold ud det sidste stykke!”. Og ganske rigtigt bliver fortvivlelsen erstattet af forløsning, da de får lov til at folde båren sammen og løbe det sidste stykke mod mål. ”Giv den nu det sidste, æd jer selv. I er der om lidt!”, råber gruppeføreren opløftende til rekrutterne. Men på trods af motivation og vilje må en af de værnepligtige se sin krop give efter for presset, da han få meter før målstregen kollapser. Da omgivelserne begynder at sortne for ham, mærker han pludselig en arm om sin ryg. De andre menige er stoppet op for i fællesskab at bære deres kammerat over målstregen. Selvom euforien er enorm, da de krydser målstregen, slår gruppen koldt vand i blodet. Ingen er nået i mål, før alle er ved bevidsthed. Efter at have været taget i god behandling begynder den menige igen at udvise tegn på bevidsthed og fremstammer som det første: ”Tusind tak skal I have, alle sammen.” Uden sine kammerater var han ikke kommet i mål, og uden sammenholdet havde delingen aldrig kunnet fæstne deres H-REX på brystet.

Efter Dragonturen marcherer de værnepligtige gennem Sydporten til hyldest fra konstabler, befalingsmænd og regimentets øverste ledelse.

Operation VÅD PANTER

Kl. 12:20 – Gummibådssejlads

Kl. 13:10 – Vandpassage

Kl. 14:20 – Kommandokravl

Kl. 16:50 – Hypotermiøvelse

Mikkel Ahle Høgh

 

 

 

 

 

 

Artiklen er udgivet i SOLDATEN – November 2020. Tryk her for at læse hele bladet!

You may also like

Hæren

Bevogtning på Bornholm

Mens specialoperationsstyrkesoldater løber frem og tilbage, står de værnepligtige fra Bornholms 4. Marineeskadron ...

Comments are closed.

More in Hæren