Lørdag den 14. august 2021 flyver piloten GIR et Hercules-fly mod Afghanistan. Mens Taliban hurtigt rykker frem gennem Kabuls gader, er han de næste 13 dage være med til at redde over 900 mennesker fra en uvis skæbne. I denne medrivende reportage erindrer GIR hvordan det forløb sig, da han lander det første danske Hercules ved evakueringen af Kabul.
Hercules-flyet, med GIR som pilot, nær- mer sig Kabul Lufthavn søndag den 15. august 2021. Det er nat, og alt lys på flyet er slukket, så Taliban ikke kan spotte det store transportfly på den mørke nattehimmel. GIR kontakter Kabuls kontroltårn, men der er ikke nogen, der svarer. Alle er evakueret, taget hjem, gået i sikkerhed.
GIR har fået nogle frekvenser hjem- mefra, han kan kontakte i tilfælde af ovenstående. Han får fat i Hitman, der fungerer som en amerikansk Joint Ter- minal Attack Controller (JTAC). “Hitman fortæller os, at der er kaos, alle er evakuerede, og der løber civile rundt på landingsbanen.” Sådan erindrer GIR den første samtale med Hitman. Hitman, GIR og besætningen bliver enige om at flyve ud over ørkenen, et øde sted øst for Kabul. “Vi skal væk fra Taliban. Vi flyver mørklagt, så Taliban kan ikke se os, men de kan høre os,” fortæller han.
“Vi følger med på frekvensen fra Hitman og kan høre, hvordan U.S. Marine Corps prøver at få civile væk fra banen.” Idet GIRs loadmaster finder satellittelefonen frem for at ringe hjem til Danmark og berette om situationen i Afghanistan, får flyet GO af Hitman til at lande i Kabul. “Det er så der, man er nødt til at tage chancen,” siger GIR. “Når truslen mod civile danskere er så høj, øges vores risikovillighed for at komme ind og hente dem ud.”
“Vi øger vores risikovillighed for at komme ind og hente dem ud.”
– GIR, fartøjschef på C-130J Hercules
INDFLYVNING PÅ EGET ANSVAR
Besætningen begynder indflyvningen til Kabul lufthavn med alt lys slukket. Transportfly af typen C-130J Hercules kan lande på omkring 600-700 meter. “Hvis der er nogen på landingsbanen i de 600-700 meter, kan det ende fatalt,” forklarer GIR. Der sker heldigvis ikke noget, men GIR kan igennem sine Night Vision Goggles se, at der går civile rundt ved siden af banen. GIR navigerer på egen hånd flyet hen til det område af lufthavnen, hvor ambassadens folk skulle befinde sig. Der er næsten helt fyldt op med civile og militære fly, som ikke har kunnet lette på grund af kaoset på landingsbanen. Der er ingen, der hjælper GIR med at vinke det store transportfly på plads. GIR lader motorerne køre. “Så længe motorerne virker, er der ingen grund til at slukke dem.”
Der var mange kvinder og børn, der gik med hænderne over hovedet hen mod lyset på flyene. De gjorde alt for at komme væk fra Kabul.”
– GIR, fartøjschef på C-130J Hercules
ENDNU ET HOLD PÅ VEJ
Tilbage i Danmark sidder loadmaster DOL og følger med i nyhederne søndag aften. Han er godt klar over, at der skal til at ske noget. Da han møder ind på Flyvestationen Aalborg, får han besked om, at han skal gøre sig klar. Tirsdag den 17. august sender Danmark endnu en besætning, endnu et Hercules-fly og DOL mod Afghanistan.
DOL har været i eskadrillen i Aalborg siden 1990. Forberedelse til turen mod Afghanistan var der ikke meget af, men med snart 40 år i Forsvaret er DOL vant til at omstille sig. “Vi er vant til, at når der sker sådan noget som evakueringen i Afghanistan, så klør vi på,” pointerer DOL.
“Hele deres liv er pakket ned i det, de kan bære i to hænder”
– DOL, loadmaster på C-130J Hercules
Efter 22 timer med klargøring af flyet og en enkelt mellemlanding i Ankara for at tanke lander DOL og den anden besæt- ning i Islamabad i Pakistan.
I Afghanistan er de danske ambassadefolk kommet om bord på det første dan- ske evakueringsfly med hjælp fra danske jægersoldater. Men ambassadøren er stadig tilbage. “Jægersoldaterne spørger, hvor længe vi kan blive på jorden,” forklarer GIR og husker tilbage på, hvordan de beregnede, hvor meget fuel de skulle bruge for at nå til Islamabad. “Jeg gav en melding på omkring én time. Det var det, vi kunne vente.” Efter en time var de danske jægersoldater og ambassadøren endnu ikke kommet. GIR kalder op for sidste gang. “Så er det nu, I skal komme,” siger GIR. Så kom de så også ud med ambassadøren.
GIR, besætningen, de danske jægersoldater og ikke mindst ambassadens folk kunne ikke trække tiden længere og var nødt til at tage af sted. “Vi aftalte at tage af med lys på flyet, så de civile folk, der stadig var omkring landingsbanen, havde en chance for at komme væk.” Så snart flyet kom i luften, blev alt lys slukket, så Taliban ikke kunne se flyet.
De efterfølgende dage kommer der mere styr på situationen i Kabul. Der kommer bestemte tider, hvor hvert enkelt fly må lande. Amerikanerne styrer kontroltårnet og har fået 3.000 ekstra soldater til Kabul. Onsdag d. 18. august lander DOL. Han sidder bag i flyet og kigger ud gennem sidedøren. “Alle i flyet har øget opmærksomhed og hjælper med at holde øje,” fortæller han. Det er begrænset, hvor længe flyene kan blive på jorden, da der skal andre fly ind. DOL går ud af flyet, ud i larmen fra motorerne, ud i de 30 grader, der er i Kabul i august måned, ud i støj og råben. Folk kommer gående med små plastikposer. “Hele deres liv er pakket ned i det, de kan bære i to hænder,” fortæller DOL og fortsætter: “Kvinder og børn kommer om bord”. Mange har aldrig været ude at flyve, og stemningen er trykket”. Stemningen er lettet, så snart de lander i Pakistan. “Man kan tydeligt fornemme, hvor lettede og taknemlige folk er,” husker DOL, og GIR supplerer: “Man kan mærke lettelsen og glæden helt ud i cockpittet.”
Skrevet af Louise Maegaard
Denne artikel er udgivet i SOLDATEN – November 2023. Du kan læse hele magasinet lige her.
