DEN FLYVENDE AMBULANCE
Som en livredder fra luften, står helikopteren klar til at redde mennesker i nød døgnet rundt. Flyv med Jesper i den flyvende ambulance, når han ydmygt lufter tankerne om de liv, han har reddet.
“Jeg kan huske den første gang, jeg skulle samle en druknet person op,” fortæller Jesper, der var redder på helikopteren, før han blev førstetekniker. ”Jeg havde kun været et par måneder i tjenesten, da jeg skulle hente en mand, som var faldet over bord fra sin jolle. Han var stendød.” Fra helikopteren kan en wire sænkes, så redderen kan samle mennesker op fra havet og ombord på helikopteren, hvorfra lægen tager hånd om personen med assistance fra redderen.
”Havet har det med at tage tøjet af folk, så han lå der i bar overkrop og var så bleg, at man ikke var i tvivl om, at han var død. Det var en varm sommerdag, og jeg havde glemt mine handsker. Jeg kan huske, hvordan jeg på vej ned af wiren tænkte, at jeg nu skal røre ved en død person – uden handsker,” fortæller Jesper. ”Men når man er ved dem, går man i work mode og løser opgaven, som man har lært, uden at tænke videre over det.”
I VENTEPOSITION
Jesper åbner dørene til sit midlertidige hjem i Roskilde Lufthavn og sætter sig ved det runde spisebord i det store køkkenalrum. Langsomt trisser de øvrige fem besætningsmedlemmer ned fra førstesalen og slutter sig til. Besætningen er på det sidste døgn af deres 72-timers vagt ved SAR-vagt. I løbet af de sidste to dage har vagten allerede været scramblet to gange: til Bornholm for at fragte et halvanden måned gammelt barn med RS-virus til Rigshospitalet og en redningsaktion for at lede efter en mand, som muligvis var drevet væk fra kysten. To helt almindelige dagligdagsmissioner for det erfarne team.
Lige nu foregår alting i et roligt tempo. På væggen hænger en stor hvid klokke, som kan alarmere når som helst. Så længe klokken forbliver tavs, er der ingen, der har travlt.
ET SYN, MAN ALDRIG BLIVER TRÆT AF
”Husk nu: Slow is smooth and smooth is fast.” Sådan afslutter BAF, som er fartøjschef og førstepilot, sin briefing for dagens træningsflyvning, inden besætningen går ind i hangaren, hvor EH101 Merlin-helikopteren står klar. Helikopterens rotor sættes i gang, og mens de roterende skygger på asfalten sætter farten op, overdøves al anden lyd. Over radioen lyder piloternes meldinger i en konstant ordstrøm, som for resten af besætningen forsvinder i den velkendte lyd af rotorens rytme, og helikopteren løfter sin vægt fra jorden. I kabinen er der sæder hele vejen langs helikopterens vægge bortset fra den side, hvor en båre er slået op ad væggen, og et simpelt værktøjsudvalg af lægegrej står til rådighed ovenover. Jesper bevæger sig ubesværet rundt i helikopterens gennemblæste kabine og stiller sig så tæt på de åbne døre, at han kan stikke hovedet ud af kabinen for at nyde det bjergtagende syn af Danmarks landskab under fødderne på ham. Det er vist ikke et syn, man nogensinde bliver træt af.
Hvis Roar skulle give high-five til alle, hver gang han redder et liv, så ville han få ondt i håndfladerne.
EN VERDENSREKORD, MAN HELLERE VILLE VÆRE FORUDEN
Efter dagens træningsflyvning stilles helikopteren tilbage i hangaren, og Jesper kontrollerer, at alt står klar til næste flyvning, som klokken dikterer. Når han vender tilbage til SAR-stuen, er det første, der møder ham, den mindevæg, som adskiller køkken og entre. Først for er et stort indrammet billede af 13 unge mennesker foran helikopteren, der minder Jesper om den rekord, han helst havde undværet. SAR-vagten er næsten hver dag med til at redde liv, men nogle dage er denne opgave lettere end andre. Katastrofen ved Præstø Fjord, som fandt sted den 11. februar 2011, hvor 13 efterskoleelever kæntrede i fjorden i et uvejr, var en af de sværere missioner. Da den første helikopter nåede frem, var de fleste af eleverne spredt, som var de kastet ud i fjorden, og havde ligget med hovedet under vand i næsten en time. ”Vejret var rigtig koldt, og vandet var kun 4 grader. Jeg havde lige selv været nede og bade i forbindelse med en øvelse i Skrydstrup nogle timer forinden. Og så blæste det også rigtig meget,” erindrer Jesper. Selvom alle eleverne var klinisk døde, da den første helikopter nåede frem, gjorde fire særlige forudsætninger det muligt at gøre det umulige: 1) En ekstra redningshelikopter var på Sjælland i forbindelse med et arrangement, 2) et vagtskifte på Rigshospitalet var timet, så der var ekstra bemanding til udredning, 3) de kolde vejrforhold skabte bedre forudsætninger for at genoplive eleverne, og 4) de tre SAR-vagthold formåede at finde samtlige elever tids nok til at genoplive alle 13 elever. Den dag blev der slået verdensrekord i at genoplive personer, som har været døde i længst tid. Men selvom Jesper normalt ser frem til at få luft under vingerne og gøre en forskel, var netop denne flyvning én, som satte præg på ham og de øvrige besætningsmedlemmer, der var med. ”Det var en mission, som de fleste af os gerne havde været foruden, fordi der er så mange følelser indblandet,” fortæller Jesper.
STORT ANSVAR PÅ FÅ KVADRATMETER
Helikopteren er stor som en bus, men kan hurtigt blive fyldt op med patienter på bårer, ledsagere og lægefolk. Ligesom i en ambulance er der færre remedier og mindre personel til rådighed, og det er altafgørende, at redderen i samarbejde med lægen ombord får stabiliseret patienterne, indtil helikopteren når frem til hospitalet.
”Hvis Roar skulle give high-five til alle, hver gang han redder et liv, så ville han få ondt i håndfladerne,” fortæller Jesper og smiler til SAR-lægen, som netop er trådt ud fra træningslokalet og er på vej ned ad trapperne. Beskedenheden er ikke til at tage fejl af: ”Hvis ikke jeg gjorde det, var der sikkert nogle andre, der gjorde det,” fortæller han i et afslappet tonefald. For ham handler hverdagen i højere grad om fællesskabet og samarbejdet med kompetente kollegaer, end det handler om heroiske heltegerninger.
Leonora Frydensberg Sepstrup
Artiklen er udgivet i SOLDATEN – Oktober 2021. Tryk her for at læse hele bladet!