Først var de tyve. Nu er de seks. Vejen igennem Frømandskorpsets Elevskole er kendt for at være en skrap omgang, hvor størstedelen sorteres fra. Dyk ned i frømandselevernes hverdag og find ud af hvorfor det ikke altid er de stærkeste og hurtigste, der kommer igennem nåleøjet.

Fra dreng til (frø)mand

Hvilken type menneske er en frømand? De fleste, der spørger, søger et simpelt, håndgribeligt svar, der kan forklare dem, hvorfor de kan eller ikke kan blive frømænd. ”Jeg kan ikke blive frømand, fordi…” Men sådan fungerer det ikke. Frømænd findes i alle former og størrelser, og man kan ikke regne ud, hvem der klarer den gennem elevskolen alene på udseende. Det er Jonas, som er chef for Frømandskorpsets Elevskole, også klar over. Han kender til én ting, der er god at have, hvis man regner med en dag at stå som Frømand: ”Høj motivation. Ikke kun efter at starte, men også efter det at blive frømand. Man ved, hvorfor man vil det.”

Når man ved det, bliver pinsel til en væg, man skal bryde igennem for at nå sit mål. Især den første tid på elevskolen er hård, og det kan være svært at vide, hvordan man kommer til at reagere, når man bliver udsat for alverdens strabadser. Jonas har set mange elever give op og falde fra, men han har også set mange mennesker gå igennem udviklingen fra elev med dådyrøjne til knivskarp frømand. Frømandsuddannelsen er nemlig et otte måneders forløb, der først består af selektion, dernæst intens træning og undervisning. Alt dette sørger for, at de, som gennemfører, er de bedste af de bedste til at løse Frømandskorpsets opgaver.

Vil du høre en hemmelighed? Det er nemt nok. Man skal bare lade være med at give op. Ingen af os var de stærkeste eller de hurtigste.

– Frømandselev

En pirats værste mareridt

Vi er i Kongsøre Skov, hvor Frømandskorpset har deres marinestation. Her lægger man hurtigt mærke til en ting. Det er gruppen på seks frømandselever, som har deres karakteristiske røde hjelme på og næsten altid er i gang med noget. Bording står på dagens program – eleverne skal nemlig lære at entre skibe på en effektiv og sikker måde fra en gummibåd. Bording i praksis kan anvendes imod pirater eller andre uønskede personer ombord på et skib. Der bliver først øvet intenst på en gammel hangar, der måler hele 6 meter fra vandet til taget. Eleverne sejler så tæt på som muligt, sætter en krog i taget ved hjælp af en lang stang, som så ruller en smal rebstige ned. Det er ikke nemt at bestige hangaren med alle de kilo udrustning, som eleverne har på – især når det skal gøres igen og igen. På toppen af hangaren er det selvfølgelig vigtigt at sikre i de farlige retninger, præcis som i ethvert andet taktisk scenarie.

Efterfølgende skal de øve sig på et skib i bevægelse. Det foregår i høj fart, og eleverne bliver kastet rundt i gummibådene af bølgerne, som skibets motorer skaber. Imponerende nok bliver kun én enkelt elev slynget i vandet i løbet af de mange gentagelser. ”Rolig, rolig – vi er bare på badeferie,” siger en elev, imens han hjælper sin kammerat op af vandet. For hver gang, de border skibet, øges intensiteten. Farten sættes op, og eleverne bevæger sig længere og længere ind i skibets indre. En af eleverne, der styrer gummibåden, fortæller stille under en kort pause: ”Jeg plejede at læse filosofi, men der er satme lidt mere pondus i det her.” Man kan også kun give ham ret, når man ser, hvordan eleverne gang på gang sejler op til skibet, border det, sikrer og søger efter fjender.

Der er mening med galskaben

Tilbage på marinestationen sker det ofte, at man bliver overhalet af en af frømandseleverne, der suser forbi som et rødt lyn. Det skyldes elevskolens simple regel: Hvis man er udenfor, så foregår bevægelse i løb. Det kan man godt blive lidt forvirret over, hvis man kommer udefra – hvis man ikke har travlt, hvorfor så løbe?

Der er dog en mening med det. Alt, eleverne foretager sig er nøje planlagt. Jens Bach, med frømandsnavnet Pusling, er chef for Frømandskorpset. Da han har været frømand siden 1997, kan han godt se meningen i galskaben: ”At eleverne løber er selvfølgelig god træning – men det er også en del af den stress, vi hele tiden bygger op omkring dem,” siger Jens. Som elev skal man lære at håndtere uretfærdighed og uforudsigelighed, samt være klar til at omstille sig til nye krav. Det er et stressende miljø at stå i, og derfor starter man med at tilvænne eleverne til stress. ”Vi er ikke interesserede i at knække folk. Vi er interesserede i at opbygge dem til de frømænd, vi gerne ser dem blive,” forklarer Jens.

Vi bygger mennesker op til at fortsætte, selvom det gør ondt. At se ned og se, at der bare er mørkt dernede, og alligevel fortsætte.

– Jens Bach, Chef for Frømandskorpset

Den anden ting, man bider mærke i, er måden, eleverne taler til deres instruktører. På trods af at de har kendt dem i seks måneder, har de et meget formelt forhold til dem. De tiltaler instruktørerne med ”De”, og instruktørerne tiltaler eleverne ligeså. Der kommer heller ikke meget opmuntring fra instruktørerne, når der undervises. Kun ligefrem og kontant vejledning. Det har Jens også en forklaring på: ”Der er ikke ros på elevskolen,” siger han og peger på gruppen af elever der arbejder. ”De drenge er ikke afhængige af motivation udefra. Det er opgaven i sig selv, der motiverer dem. Når du står ude i kampsituationen, så kommer der ikke nogen og roser dig. Fjenden, derimod, vil gøre alt for at gøre det surt for dig.” Eleverne skal kunne motivere sig selv og ikke arbejde ud fra en forventning om ros.

Hemmeligheden om elevskolen

Eleverne udstråler rolighed og tålmodighed – noget man også hurtigt opdager, at de fleste frømænd gør. De lytter hellere end at tale. Det må være en væremåde, man tilegner sig gennem uddannelsen og tilvænningen til stress. Det er ikke, fordi elevernes liv før uddannelsen har været helt exceptionelle. En muskuløs elev holdt sabbatår efter en STX-uddannelse, og en højere og slankere elev har været konstabel i Forsvaret og læste på universitetet.

Det, der gør dem exceptionelle, er viljen. En tredje elev fortalte lidt stille, imens hans kammerater ikke var i nærheden: ”Vil du høre en hemmelighed? Det er nemt nok. Man skal bare lade være med at give op. Ingen af os var de stærkeste eller de hurtigste.” Det handler mere om mindset.

Den muskuløse elev har knækket koden: ”En ting, jeg har lært om mig selv, er, at uanset hvor meget pres der er på, så er mit reaktionsmønster helt op til mig selv. Det er noget, jeg styrer oppe i hovedet,” siger han. Hvis man har det rette mindset, kan man lige pludselig meget mere. Den høje tager et stædigt standpunkt, når han er dødspresset: ”Jeg plejer at tænke, at det ikke skal være det her, der får mig ned med nakken,” siger han. For ham handler det om, at han ikke har lyst til at fortryde, at han gav op senere i livet. Den muskuløse vælger at tænke i andre baner: ”Det, jeg siger til mig selv, det er, at der ikke er noget, der varer evigt. Og det har passet indtil videre.”

Man kan godt mærke, at gruppen har klaret den igennem mange pressede situationer sammen. Det har gjort dem til gode venner. Den muskuløse elev, der mener, at han aldrig rigtigt har haft gode kammerater, siger: ”Jeg har fået de kammerater, jeg drømte om. Og mere til – det er helt ubeskriveligt.”

At stå på fortvivlelsens rand – og fortsætte

Galskaben kommer til at fortsætte for eleverne i et par måneder endnu. Lige meget hvor mange gange instruktørerne smider elverne ud på dybt vand, kommer de altid svømmende tilbage. Det er nok det, der gør dem til frømandstyper. Eleverne ved hvorfor de gør de ting, de gør, og de har viljen til at gøre dem. Resten sørger elevskolen for. Som chefen for Frømandskorpset, Jens Bach, siger: ”Vi bygger mennesker op til at fortsætte, selvom det gør ondt. At se ned og se, at der bare er mørkt dernede, og alligevel fortsætte. Fysikken siger måske stop på et eller andet tidspunkt, men så kommer hovedet og tager over.” Det er ikke særlig kønt atse på, når eleverne under selektionen har været i gang en uge uden at sove og er på fortvivlelsens rand, men her tager sindet kontrollen over kroppen. ”Du kan ikke gøre det for din mor, din far eller dine venner. Du kan kun gøre det for dig selv.”

Christoffer L. Jørgensen

 

 

 

 

 

 

Artiklen er udgivet i SOLDATEN – Oktober 2019. Tryk her for at læse hele bladet!


 

You may also like

1 Comment

  1. Altid spændende læsning! /SSR

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *