Sig farvel til grå og kedelige mandage, og sig goddag til Flyvevåbnet. Her er der så godt som garanti for blå himmel for jagerpiloterne RAM og GIS, når de møder på arbejde for at flyve kampfly og øve formationer i flere kilometers højde. Men ligeså højt der er at flyve, er er dybt at falde – og så er der godt at have sin wingman.

Grønne flyverdragte på offensiv mission

”Vi valgte at flyve meget lavt mellem trætoppe og bjerge og ræsede af sted mod målet i en fart på mindst 800 kilometer i timen. Selve den fysiske oplevelse er fuldstændig uforklarlig,” fortæller jagerpiloten GIS og afbryder sin egen historie for at konstatere, at han får kuldegysninger af bare at fortælle om oplevelsen. Med et smil på læben er han iklædt den ikoniske grønne flyverdragt, som afslører hans tilknytning til Flyvevåbnet. Til daglig arbejder GIS i Karup, hvor han er oberst og chef for kapacitetsdivisionen i Flyverkommandoen, men i dag er han på besøg på sin tidligere arbejdsplads, Fighter Wing Skrydstrup. Flyvestationen huser intet mindre end 30 operative F-16-kampfly, som Danmark besidder.

GIS har selv fløjet F-16, for eksempel under den berygtede øvelse Red Flag, der finder sted i den amerikanske ørken, og som i dag vækker helt særlige minder for den garvede jagerpilot: ”Vi havde en mission, hvor vi var fire danske F-16-fly, som skulle flyve en offensiv mission sammen med fly fra andre nationer og angribe et mål. Vi havde også andre fly rundt om os, som skulle beskytte os mod de angrebsfly, der prøvede at forhindre os i at fuldføre missionen. Det lykkes dog ikke for dem. Kort før målet steg vi op i stor højde og afleverede vores våben. Derfra gjaldt det bare om én ting for os: at komme hurtigst muligt ned igen. På et splitsekund vendte vi rundt på skjoldet og trak næsen nedad, og netop i dét øjeblik, fik jeg øje på min wingman ved siden af. Han befandt sig i fuldstændig samme manøvre som jeg selv og lavede en tommel-op til mig, mens vi drønede lodret mod jorden med nær 1.000 kilometer i timen. Det var sådan en fed fornemmelse,” fortæller GIS med stort engagement i stemmen.

Når bomberne falder, og hårene rejser sig

”Hele den der oplevelse af, at det hele bare kører, taktikkerne spiller, og manøvrerne udføres synkront føles fantastisk. Vi kunne gå på vandet, da vi kom hjem. Når vi mødes på jorden efter sådan en gennemgang, giver vi altid hinanden et klap på skulderen. Alle spiller selvfølgelig helt cool, men indeni er man bare et lille barn, der jubler,” fortæller GIS med julelys i øjnene. Det gibber i den nyudklækkede jagerpilot RAM, som sidder overfor GIS og er opslugt af historien.

Jeg spiste frysepizzaer i tre måneder i træk

– RAM

Ligesom så mange andre i sin alder er den unge RAM ambitiøs og målrettet. Det er tydeligt, at han suger al den viden og erfaring til sig, som han kan komme i nærheden af. Selvom han først lige er hjemvendt fra uddannelsen som jagerpilot på basen i USA, kan han sagtens relatere til GIS’ følelse efter en succes- fuld gennemgang: ”Der er så mange ting, man skal holde styr på som pilot, og når det endelig lykkes, og det hele bare kører, som det skal, så føles det så godt!” siger RAM og smiler stort. For at nå dertil kræves først enorme mængder af træning af den simple årsag, at der ikke er plads til selv de mindste fejl i cockpittet, når bomberne falder.

Jagerpilotens udstyr består eksempelvis af en avanceret JHMCS-hjelm. Den præsenterer piloten for alt fra navigationsinformationer, som man kender det fra head-up-displays fra biler, til targeting­data på visiret

Begyndelsen på et eventyr

Selvom RAM voksede op med en pilot som onkel, tænkte han det samme om arbejdet som de fleste andre; jagerpilot er kun noget, man kan blive i sine vildeste drømme. ”Jeg havde slet ikke forventet at blive optaget på Flyveskolen. Jeg tænkte, at piloter var sådan noget man så i TV og Top Gun. Det føltes uopnåeligt på en eller anden måde. Men jeg har siden fundet ud af, at det blot krævede nogle skills og lidt held, som i sidste ende fik mig igennem,” for- tæller RAM og mindes sin første tid på Flyveskolen i Karup. Fra den ene dag til den anden kunne han pludselig drømme med åbne øjne og være omgivet af fly i næsten alle døgnets timer.

Skulle piloten få brug for at skyde sig ud ad flyet, starter raketmotoren i sædet, hvorefter faldskær­men folder sig ud. Pilot og skærm frakobler sig sædet helt automatisk takket være harness, som er en del af jagerpilotens udrustning

Det skulle blive starten på et eventyr, som først lige er begyndt for RAM. Det betyder dog ikke, at han ikke har mødt bump på vejen: ”Under uddannelsen kan det især være hårdt. Jeg dumpede mit første solo-check på Flyveskolen i Karup, hvilket som regel er slutningen på ens uddannelse. Det var nok det største nederlag, jeg nogensinde har haft i mit liv. Jeg havde jo sat et mål for mig selv om, at jeg ville være pilot, og det var forfærdeligt at forestille sig, at den drøm skulle slutte,” fortæller RAM. Hårdt arbejde betaler sig heldigvis, og takket være hans ihærdighed og forbe- redelse til andet forsøg bestod RAM og kunne fortsætte på drømmeuddannel- sen. Hvad RAM ikke vidste var, at en meget større udfordring ventede ham på den anden side af Atlanten, hvor en ny hverdag skulle begynde.

Tre måneder med fire hose og frysepizzaer

”Når man bliver sendt til USA efter Flyveskolen, bliver man bombarderet med lektier. Vi kalder det fire hose, fordi det er, som om man får stukket en brandslange i munden, som bliver åbnet for fuldt gab med lektier. Der er ingen kære mor eller nogen form for mercy. Du skal bare følge med, læse og ikke lave andet. Jeg spiste frysepizzaer i tre måneder i træk, fordi jeg ikke havde tid til at lave mad,” siger RAM om den nye skole i Texas, der til tider kan føles som en gammeldags, men velsmurt fabrik. Heldigvis var RAM ikke begravet i lektier alene, for i USA ventede også en masse nye venner, der skulle vise sig at blive nogle af hans tætteste. ”Det var hårdt, men vi havde heldigvis hinanden. Vi støttede hinanden og sad ofte sammen og læste fra klokken syv om morgenen til klokken seks om aftenen,” siger RAM og understreger, at de hårde stunder blev dem, som i sidste ende bandt dem sam- men. ”Netop det, at man har gennemgået noget så svært og hårdt i fællesskab – som prøverne på Flyveskolen i Karup, den tunge lektiebyrde i USA og måske udsen- delser senere i ens karriere – gør at man er virkelig stærk som gruppe.” fortæller RAM.

”Jeg spiste frysepizzaer i tre måneder i træk”

– RAM

Professionel wingman

Netop fordi alle opgaver bliver løst i samarbejde, er fællesskabet en stor del af Flyveskolens – og dermed også piloternes – DNA. For selvom de sidder alene i flyet, er piloterne altid en del af et hold. Med en del erfaring, tre udsendelser og en masse oplevelser rigere kan GIS skrive under på, at kollegaernes tætte bånd i sidste ende er altafgørende for en eventuel mission, hvor piloterne virkelig er afhængige af hinanden. Det oplevede han selv som udsendt i 1999 og 2000, hvor han fløj over det, der nu hedder Bosnien: ”Jeg havde en tur med en anden pilot, hvor vi skulle støtte soldaterne på jorden. Vi lå i et relativt lille luftrum og skulle støtte nogle måludpegninger på jorden ved at flyve i cirkler i 3-4 kilometers højde. Når man gør det, så har man en kontrakt med hinanden. Det vil sige, at der er en, som udpeger målet på jorden, mens den anden clearer luftrummet og holder øje med potentielle fjender og sørger for, at vi ikke flyver i jorden,” fortæller GIS. Her skal man virkelig have tillid til hinanden, for der kan i værste tilfælde dukke fjender op uden varsel og pludselig være til fare for ikke blot en selv, men også ens makker. Dette gjorde sig også gældende under missionen i Bosnien, hvor GIS og hans kollega pludselig skulle handle hurtigt: ”Ud af det blå dukker to potentielle fjender op i en angrebsformation direkte imod os. Min wingman melder med det samme truslen ud, hvorefter begge fly vender om på hans kommando og kommer så hurtigt som muligt væk derfra samlet i den korrekte formation uden at stille spørgsmål. Vi fløj parallelt med hinanden, lettere forskudt i højde og med fuld gas, mens vi kiggede os over skulderen; taktikken spillede bare fuldstændig!” fortæller GIS henrykt.

RAM iført fuld udrustning. Under tung manøvrering med flyet, hvor piloten bliver påvirket af høje G­-kræfter, hjælper G­-drag­ten ham med at bevare bevidstheden. Det gør den ved at presse blodet fra be­nene og underlivet tilbage op i kroppen til hjernen.

Luftens helte

Alt dette skete på under et minut, hvilket ikke blot vidner om de ultimative krav, som stilles til piloternes omstillingsparathed, men også deres samarbejdsevne i pressede situationer. ”Man skal sgu kunne stole på sin wingman, og derfor giver det i sidste ende god mening, at skolen i USA er som en fabrik,” siger GIS med alvor i stemmen, og RAM nikker. Det viste sig bagefter, at det var amerikanske fly, så der var ingen reel trussel. Men samarbejdet og taktikken virkede fuldstændig, og det er lige præcis dén fornemmelse, som GIS, RAM og deres kollegaer lever og ånder for.

I en større sags tjeneste

I bund og grund handler det om, at den hårde og konsekvente træning på Flyveskolen også virker, når det endelig gælder: ”Vi flyver jo ikke bare for din, min eller piloternes skyld, men for befolkningens sikkerhed, de danske værdier, politikerne og hele Forsvaret,” siger GIS og understreger en vigtig pointe, som er nem at glemme, når man først bliver betaget af piloternes mange historier. For selvom du går ind til en verden af oplevelser og udfordringer, når du går ind i Flyvevåbnet, går du mest af alt ind til en tjeneste, hvor du får muligheden for at gøre en forskel for andre end dig selv og din wingman.

Sara-Sofie Villum Hjorth

 

 

 

 

 

 

Ariklen er udgivet i SOLDATEN – Marts 2020. Tryk her for at læse hele bladet!

You may also like

Comments are closed.