”Har du indsigt?” råber en konstabelelev, der med resten af sin deling sigter ud mod skovkanten fra hullerne. Eleverne er fra Efterretningsregimentet i Varde og træner den grønne soldatertjeneste, inden de kan se frem til et liv med droner, overvågning og efterretning.
UD AF POSERNE!
Klokken er 0530. Det eneste, der er at høre denne tidlige morgen, er fuglenes kvidder. Brat bliver det afbrudt. Der kommer skud fra skovkanten. Nærsikringerne reagerer hurtigt. ”Første gruppe støtter!”
Under bivuakkerne vågner konstabeleleverne med det samme. En efter en hopper de ud af poserne. De fatter deres geværer og TYR og spurter ud til deres huller.
Lyden fra de løse skud brager om ørerne på dem. ”Støt, støøt!” Alarmblussene, som de har sat op dagen forinden, bliver aktiveret i skovkanten. Eleverne erkender hurtigt fjenderne, der søger i dækning for den pludselige oplysning af skoven. ”Føling froooont!!”
”Min motivation for at fortsætte hver dag er uvisheden og spændingen.” – Jonathan, 20 år
Det er tydeligt, at de bratopvågnede elever har styr på situationen, fordi de kommunikerer skarpt. Alle ved præcis, hvor de skal være, og hvad deres opgave er. Pludselig bliver der råbt fra midten af BSO’et: ”ALARM OPBRUUUD!”. Fjenden har erkendt deres position og eleverne bliver nødt til at frigøre til et alternativt BSO.
De 22 konstabelelever er på andet døgn i denne våde og mørke skov, som er Varde Øvelsesterræn. De træner deres grønne tjeneste som konstabelelever hos Efterretningsregimentet.
SELVSTÆNDIGT ANSVAR
”Nærsikringerne bliver i hullerne, indtil der er nogen, der kommer og afløser,” siger en elev sagte i mørket til sine kammerater. Selvom klokken er ved at være 0600 ligger mørket stadig tungt over skovområdet. Sigtbarheden er lille, og eleverne må handle på det, de har lært.
Selvstændighed og ansvar er også en del af konstabeluddannelsen, og det ses i denne øvelse, som udefra ser kaotisk ud, men som indefra er velorganiseret. Det er kun eleverne, der handler. Deres befalingsmænd har overladt situationen til dem, så de kan observere, hvordan de reagerer, når der sker noget uventet.
Alle i delingen ved, hvilken rolle de har under opbruddet, og eleverne arbejder fokuseret og målrettet. Så snart den første er klar, løber han ned i nærsikringen og afløser sin kammerat. På under 10 minutter er grupperne klar til afgang, og der går ikke lang tid før, de alle står ved deres samlingspunkt.
Adrenalinen pumper derudad, men eleverne har hurtigt skabt overblikket, og de står nu i en 360-sikring kun 10 minutter efter alarmen. Opbruddet er slut, og øvelsen er overstået. Eleverne, som kun har været i gang i en måned, har ifølge deres befalingsmænd klaret opgaven tilfredsstillende.
EN FREMTID I EFTERRETNING
HRU’en (Hærens Reaktionsstyrke Uddannelse) er en 8 måneder lang uddannelse, som træner eleverne til at blive professionelle soldater. Efterretningsregimentet uddanner soldater til udsendelse i områder, hvor de styrker sikkerheden for Hærens andre soldater gennem indhentning af militære efterretninger på det taktiske niveau. Det er også derfor, at eleverne har valgt netop dette tjenestested.
”Jeg synes, at efterretning er spændende, da det i mine øjne er fremtiden på krig. For mig handler moderne krig ikke om at komme ned at slås, det handler mere om sociale medier og overvågning, som er aktuelt lige nu.” Jonathan sidder op ad et træ med hænderne foldet foran sig. Han virker rolig og fattet, selvom de på dette tidspunkt har været i gang i lidt over et døgn.
Jonathan er 20 år og kommer fra Langeland. Han har valgt denne uddannelse for at blive udfordret mentalt og fysisk og i fremtiden at blive udsendt med henblik på at dykke ned i efterretning.
MERE OVERSKUD, MERE GÅ- PÅ-MOD
De 22 elever har før opbruddet været ude i Varde Øvelsesterræn i lidt over 24 timer, og indtil videre har det gået stille for sig. Der er stadig energi at tage af, og både Jonathan og hans kollega Marie har overskud til at reflektere over uddannelsen.
”Hvis ikke man er villig til at forbedre sin form, så er det ikke HRU’en, man skal søge,” siger Marie og smiler, ”det var sådan, jeg tænkte, da jeg søgte ind, og det er også et krav, jeg stiller til mig selv.”
De første fem uger af HRU’en har Jonathan, Marie og deres kammerater repeteret de overordnede læringsmål, som man kommer igennem i værnepligten. Det har været en langsom opstart.
Men Marie fortæller, at der stadig er mere gå-på-mod. Hun kan mærke, at folk vil det her, fordi de har en ambition om at blive professionelle soldater.
Eleverne fornemmer ambitionen og det høje niveau blandt hinanden, hvilket også er det, som driver deres motivation fremad. For Jonathan, der sidder ved siden af Marie i den våde skov, er det respekten, der gør sig tydelig i denne HRU-deling. ”Folk tager ansvar for hinandens og egen læring, og vi hjælpes ad.”
FELTEN PÅ RYGRADEN
Det er ikke første gang, at HRU-eleverne vækkes den nat. De bliver også afbrudt i søvnens varme arme klokken 0230, hvor befalingsmændene har iværksat første alarm opbrud uden nogen form for forberedelse. ”Det er blandt andet for at vænne dem fra civil til felten, så det rigtig kan komme ind under huden på dem,” fortæller elevernes delingsfører.
Som Jonathan fortæller, er niveauet skruet op i HRU’en. Men det betyder ikke, at det forventes, at man kan det hele på forhånd. Martin er 23 år gammel og kommer direkte fra værnepligten. Han fortæller om nattens hændelser: ”Det gik godt, men vi hoppede lidt rundt, og vi vidste ikke rigtig, hvad vi skulle gøre.” Et smil bryder frem på hans læber, og han tilføjer: ”Men vi fik en peptalk anden gang, og så gik det ellers godt.”
En stor del af delingen kommer ikke direkte fra værnepligten. Mange af eleverne kommer efter nogle år i det civile, og derfor ligger feltvantheden og det faglige også langt tilbage i hukommelsen.
En af dem er Emma. Hun er 22 år og fortæller: ”Jeg havde ikke regnet med, at det at blive ældre ville gøre sådan en stor forskel. Man får meget mere overblik og overskud.”
Befalingsmændene vurderer, at de enkelte elever klarer nattens overraskelser godt. ”Jeg synes, at de har klaret det godt. Der har været en god holdning og godt humør, selvom det har regnet,” fortæller delingsføreren.
Et alarm opbrud er netop et af de læringspunkter, som er med til at gøre eleverne parate til angreb fra fjenden og støber dem som soldater.
VI ER IKKE BARE KAMMERATER, VI ER KOLLEGAER
”HRU’en er jo en uddannelse i at blive professionel soldat, og jo længere man kommer ind i Forsvaret, des federe er det. Vi er mere kollegaer nu.” Martin smilerstort og kigger på sin nye kollega Emma.
”Ja, man går mere op i hinanden, fordi man skal være sammen så længe.” Emma nikker bekræftende til Martins udtalelse: ”Man kæmper også for teten, og man vil gerne være den bedste, så derfor brokker vi os ikke, vi holder sammen.”
For eleverne er det et arbejde, som de tager selvstændigt ansvar for. Det kan også mærkes i BSO’et, hvor de selvstændigt begynder at fylde hullerne igen.
De skal nedbryde og forskyde til næste opgave. Det er kun ved hjælp af gruppeførernes sparsomme information, at de ved, at de stadig har en lang dag foran sig.
”Det handler hele tiden om at sætte sig ind i, hvad der foregår. Alle skal være med. Hav styr på dine kammerater og dine stumper,” fortæller Jonathan, da han bliver spurgt om, hvordan han håndterer denne uvidenhed om, hvad dagen bringer.
Han er bevidst om, at der skal mere til end bare en god fysik for at blive professionel soldat. ”Forbered dig mentalt,” siger han. Delingen er en sammentømret enhed af kollegaer, der har valgt at komme igennem uddannelsen med styrken fra fællesskabet.
DER OPBYGGES SOLDATER I VANDET
Øvelsens sidste opgave er en vandpassage. Det er nu, at eleverne skal vise deres kunnen i den kendte ”karamel” og deres håndtering af at passere en sø tørskoet. For mange er det noget, de har prøvet før i værnepligten, men for nogle er det første gang.
Hele formiddagen har det silet ned med regn, men idet de trætte HRU-elever skal til at skifte til regntøj og lave deres egne ”karameller” efter fremvisning af en befalingsmand, titter solen frem. De varme stråler sætter smil på læberne rundt på den sandede plads, hvor eleverne koncentreret får pakket deres stumper vandtætte.
Der er ingen frygt eller nervøsitet at mærke på pladsen. Der er en vis ro, målrettethed og koncentration om den forestående opgave. ”Vi bliver opbygget som soldater,” siger Emma, da hun fortæller om, hvordan der ikke længere er denne uro og nervøsitet blandt hende og hendes kammerater. De bliver stærke soldater, og de bliver klædt godt på til, hvad en vandpassage kan byde på.
FELTRATIONENS SIDSTE SNACKS
For disse kommende konstabler ved Efterretningsregimentet er dette langt fra den sidste hårde prøvelse. Men der opstår stadig et lyksaligt moment på den anden side af søen. Eleverne har klaret endnu en grænseoverskridende øvelse, og idet regnen er vendt tilbage med fornyet kræft, skaber de deres egen lille boble under en teltflage.
”Det handler om at klare en opgave ad gangen.” Jonathan er stålfast. Han er klar på de udfordringer, han møder, og derfor er det også lettere at holde hovedet højt i regnfulde situationer.
Sammen er de kommet et skridt nærmere på at blive rigtige soldater, mens regnen siler ned, er der kun smil at se på elevernes ansigter.
”Jeg har overskuddet til at holde motivationen oppe, idet uvidenheden ikke slår mig ud mere. Nu er det spændingen og tanken om, hvad vi nu bliver udsat for, der motiverer mig,” siger Marie og smiler bredt.
Den indre ro og motivation ses tydeligt i den glade deling, der står med beef jerky-snacks og æblepuré i hænderne og griner til hinanden under teltflagen. Det har været en succesfuld første felttur for disse konstabelelever. Og for dem, der vælger at fortsætte i Efterretningsregimentet, vil skjulte identiteter, droneovervågning og indsamling af informationer måske blive hverdag.
Lise Wenger Rosenwanger
Artiklen er udgivet i SOLDATEN – September 2021. Tryk her for at læse hele bladet!