Lad dig inspirere af tre kvinder – hver især med stort gå-på-mod og en viljestyrke, der er svær at hamle op med. Jette, Julie og Cassandra har valgt at gøre helt forskellige karrierer i Forsvaret. Dyk dybt, når de fortæller om deres liv bag Forsvarets mure og sætter ord på en hverdag som kvinde i trøjen.
FLYMEKANIKER: Med hænderne skruet ordentligt på
Cassandra er 25 år og arbejder som flymekaniker i Skrydstrup. Her skruer hun på Forsvarets F-16-kampfly og håndterer flyets mange komponenter. Tag et smugkig ind i en hverdag, hvor erfaring kommer i første række og puslespillet altid skal gå op!
“FLYET KOMMER IKKE I LUFTEN, FØR VI HAR GJORT VORES ARBEJDE.”
Inde i dokken står to F-16-fly. Den ene er skilt ad, og under flyet sidder Cassandra og arbejder på komponenterne. ”Jeg har altid haft glæde ved mekanik og at lære med hænderne,” fortæller Cassandra. Hun var værnepligtig ved Flyvestation Karup i 2016 og startede herefter mekanikeruddannelsen i Forsvaret.
Som flymekaniker har man et stort ansvar for, at alle flyets dele fungerer optimalt, og det er vigtigt, at der ikke bliver lavet fejl i arbejdet. ”Hovedessensen ved en flyvemaskine er, at den ikke må gå i stykker. Det er vores kompetencer som flymekanikere, der kommer i første række, så hvis vi bedømmer, at et fly ikke er klar til at komme ud at flyve, så kommer det ikke ud,” fortæller Cassandra med et smil og samtidig stor alvor i stemmen. Hun sætter hertil ord på, hvorfor hun er vild med sit arbejde: ”Jeg synes, der er meget, der er fedt ved jobbet. Jeg kan godt kan lide kombinationen af det mekaniske, hvor man skal bruge lidt muller, samtidig med at man skal bruge de små grå. Det er en fleksibel og selvstændig arbejdsplads, hvilket fungerer godt for mig.”
Vi har så mange muligheder herinde, at det nærmest kun er fantasien, der sætter grænser.” – Cassandra, flymekaniker
NÅR ENS KOLLEGAER BLIVER VENNER FOR LIVET
Til hverdag arbejder Cassandra og hendes kollegaer tæt sammen, hvilket er en nødvendighed på en arbejdsplads, hvor det færdige resultat skal være fejlfrit. ”Vi er sindssygt dygtige til at hjælpe hinanden, og vi har en regel om, at hvis man lukker noget eller sætter noget på plads, så dobbeltkontrollerer vi altid, om alt er, som det skal være,” fortæller Cassandra, der i særdeleshed har en alsidig arbejdsdag. ”Der er rigtig mange små steps, hvor man skiller komponenter ad, kigger dem efter, måler, skifter og samler tingene igen. Hvis der er noget, som ikke fungerer ved flyet, så er det os, der fikser det,” fortæller Cassandra.
Det tætte samarbejde mellem kollegaerne er også noget, Cassandra sætter stor pris på. ”Vi har et sammenhold, som bare siger spar to! De mennesker, du går med i hverdagen, bliver dine venner for livet. Vi er gode til at give hinanden noget røg, og der er en jargon, som er den sjove af slagsen,” fortæller hun med et stort smil.
AT VÆRE KVINDE I FORSVARET
Cassandra er den eneste kvindelige flymekaniker i dokken, og selvom hun har et ønske om, at der i fremtiden vil komme flere kvindelige flymekanikere, nyder hun fællesskabet og kollegaerne. ”Jeg synes, at det er sjovt at gå på arbejde, og det er en arbejdsplads, hvor der er plads til alle typer, og vi er sindssygt gode til at omfavne hinandens forskelligheder,” fortæller Cassandra og fortsætter: ”Hvis vi skal løfte noget tungt og bruge vores muller, kan det lige så vel være mig, der hjælper, som det kan være nogle af gutterne. Der bliver virkelig ikke gjort forskel på os, og det synes jeg er super fedt.”
HÆRENS FØRSTE KVINDELIGE GENERAL: At kæmpe sig til toppen
Bliv inspireret af Jette, når hun fortæller om et liv i uniformen. Hun er 56 år, og startede i Forsvaret i 1988 som reserveofficer. Med mange års ledelseserfaring i bagagen både i og udenfor Danmark, har hun plantet nogle store aftryk på sine omgivelser.
KUNSTEN AT SKILLE SIG UD FRA MÆNGDEN
I Forsvaret findes mange ledere, som har valgt et job, hvor ansvaret er stort, og liv bliver sat på spil. Heriblandt er Jette, som tidligere har været udnævnt som brigadegeneral, hvilket gør hende til den første kvinde i Hæren under denne betegnelse. Hun arbejder på nuværende tidspunkt som oberst og vicechef i operationsstaben i Forsvarskommandoen. ”Det er fascinerende at være leder, når jeg kan mærke, at man skaber følgeskab, og at folk er glade.”
Jette har i forbindelse med situationen i Ukraine været med til at stable et hovedkvarter på benene i Karup og skabe rammerne for stabens virke. ”Det er et meget omfattende arbejde,” fortæller Jette og sætter ord på, hvordan hendes nuværende hverdag forløber: ”En dag i et hovedkvarter består bl.a. af, at vi skaber rammerne for, at Hæren, Søværnet og Flyvevåbnet kan løse deres opgaver. I øjeblikket briefer vi også det politiske niveau i forhold til, hvordan det går med krisen i Ukraine. Vi har en battle-rhythm, som ændrer sig efter, opgaverne og omfanget af disse,” fortæller Jette.
Vi ønsker ikke at blive promoted, fordi vi er kvinder, men fordi vi er dygtige soldater.” – Jette, oberst
ET LIV FULD AF ANSVAR
Jette har i løbet af sin karriere bl.a. været udsendt til Bosnien som kaptajn og efterretningsofficer. ”Professionen er ekstrem indenfor nogle områder, fordi man ultimativt sætter sit eget liv på spil i nogle opgaveløsninger,” fortæller Jette og tilføjer: ”Jo længere op i systemet man kommer og bliver udsendt, des større ansvar har du for rigtig mange mennesker, som er afhængige af din beslutning.” Jette har beskæftiget sig med mange områder i Forsvaret, og hun husker tilbage på noget af det arbejde, som har været yderst givende: ”En af de bedste tjenester, jeg har haft, var efter, jeg kom hjem fra Afghanistan og fik stillingen som chef for Veterancenteret. Det var et spændende job, fordi jeg virkelig gjorde en forskel. Der kom mange psykisk sårede soldater hjem, så der var en masse at gøre,” fortæller hun passioneret.
Jette har arbejdet sig op ad en karrierestige, hvor det vigtigste for hende er at have sig selv med. ”Jeg var heller aldrig kommet igennem det her system, hvis ikke jeg var en sportspige,” fortæller Jette med et smil. ”Sporten har givet mig en mentalitet, hvor man ikke giver op. Det kan godt være, at det gør ondt, men man kender smerten og fortsætter.”
AT VÆRE KVINDE I FORSVARET
”Dengang jeg blev chef for grunduddannelsen på Hærens Officersskole, gik det op for mig, at jeg er en rollemodel, lige meget om jeg ville det eller ej. Jeg blev opmærksom på, at jeg havde et ansvar for, at mine kvindelige kollegaer havde nogen at se op til,” fortæller Jette. Antallet af kvinder er steget i løbet af Jettes mange år i Forsvaret. Jeg synes aldrig, der er blevet taget hensyn til mig, fordi jeg er kvinde, og det har jeg heller ikke ønsket. Når du har et job, hvor du sætter dit eget liv på spil og har et ansvar for andre mennesker, så skal du kunne løse din funktion. Fjenden tager jo ikke hensyn til, om du er mand eller kvinde,” fortæller hun.
KOMMUNIKATIONSASSISTENT: På en flydende arbejdsplads
Til søs finder du en unik arbejdsplads med forskellige funktioner, som alle er vigtige for at holde skibet i gang. Julie er 24 år og arbejder som kommunikationsassistent på fregatten Niels Juel. Hun har ansvar for kommunikationen, og hendes arbejdsopgaver er klassificeret med Y-HEM.
EN ESSENTIEL FAKTOR FOR FREGATTENS KAMPDYGTIGHED
Julie har fra den 4. marts været ombord og arbejdet på Niels Juel under en operativ mission. Hun sidder iklædt sin uniform, håret er sat tilbage, og med et stort smil fortæller hun om livet som kommunikationsassistent på sin flydende arbejdsplads: ”Jeg er radiogast og kommunikationsuddannet, og derudover er jeg også uddannet sergent i Søværnet. Når vi er ude at sejle, er det vores fornemmeste opgave at sørge for, at vi har kommunikation til både danske og internationale skibe. Vi sørger for, at vi kan snakke med de andre skibe via voice, og der er forskellige former for net, alt efter om det er overflade-, luft- eller undervandskrig, som vi øver. Vores største opgaver er at sidde på broen og have taktisk kommunikation. Vi kan både øve krig og køre krigsmeldinger, og alt bliver kodet,” fortæller Julie.
Julie og hendes seks kommunikationsgaster udgør en essentiel rolle for fregattens kampdygtighed. ”Hvis vi ikke kan snakke med hinanden på skibet og med omverdenen omkring os, så kommer vi ikke særlig langt. Jeg synes, at det er et fedt og stort ansvar at have,” fortæller Julie.
Vi arbejder på en platform, der hele tiden bevæger sig, man oplever verden og for løn for det.” – Julie, kommunikationsassistent
“PÅ SKIBET ER VI DYBT AFHÆNGIGE AF HINANDEN”
Julies passion er stor omkring hendes arbejde til vands, idet hun altid har villet være marinesoldat i Søværnet. ”Det fedeste er, at vi er et kæmpe fællesskab. Man får en familie, som man ikke får andre steder. Det kan ikke sammenlignes med noget, for når man tilhører et skib, så er man her ”for good,” og menneskene rundt om dig, de bliver der,” fortæller Julie. Derudover er det også en arbejdsplads, hvor alle har en vigtig funktion. ”Vi arbejder på tværs af rang, og strukturen er meget flad, fordi vi er så afhængige af hinanden. Jeg kan ikke styre radioen alene, så jeg er afhængig af, at der er seks gaster, der ved, hvad de laver. Og så er det min opgave at lære dem det,” fortæller Julie.
AT VÆRE KVINDE I FORSVARET
Ombord på Niels Juel arbejder mænd og kvinder tæt sammen. ”Man skal ikke fokusere på, at man er kvinde, men at man er marinesoldat – for det er vi alle sammen. Selvfølgelig kan man mærke en jargon, men der er plads til alle,” fortæller hun. Variationen af, at der både er mænd og kvinder ombord på skibet, “… giver bare et meget bedre samarbejde og sammenspil, fordi vi er forskellige og holder hinanden på dupperne,” fortæller hun og tilføjer: ”Jeg er af den overbevisning, at kvinder har en større tendens til at have meget struktur, ordenssans og flair for at sætte ting lidt i kasser. Disse kvaliteter er en kæmpe fordel i arbejdet som kommunikationsgast.”
Skrevet af Sophia Bianca Salskov Jakobsen
Denne artikel er udgivet i SOLDATEN – Maj 2022. Du kan læse hele magasinet lige her.
