På skydebanen med Hjemmeværnet

Vi afprøver et let maskingevær med hjemmeværnskompagniet Sjætte og får en snak med en frivillig.

Af Flemming Høyer

Af Flemming Høyer

Journalist

Der er en afslappet stemning på skydebanen i Jægerspris, hvor de frivillige hjemmeværnsfolk er i gang med at samle ammunitionsbælter til de lette maskingeværer. Iblandt dem står Christian Ryt Hansen på 23 år, som var værnepligtig ved Den Kongelige Livgarde på Hold august 2014. Efter værnepligten søgte han om optagelse på Hærens grundlæggende sergentuddannelse. Han blev bedømt egnet, men fik ikke en plads.

Noget lidt andet end Forsvaret

Efter sin tid i Livgarden skrev Christian sig op til en informationsmail fra Hjemmeværnet, og da han efter et stykke tid i det civile savnede lidt militært indhold i sin hverdag, tog han til en informationsdag ved Kompagniet Sjætte.

”Jeg så et kompagni, som er meget engageret. Niveauet og aktiviteten er rigtig højt. Jeg ville gerne vedligeholde mine evner, indtil jeg ville søge videre som sergent,” fortæller Christian, som dog endte med at komme på universitetet i stedet for at søge ind på næste GSU-hold.

Sideløbende fortsatte han i Hjemmeværnet. I starten skulle han vænne sig til, at Hjemmeværnet er meget anderledes end Livgarden. Strukturen, mødeformen og forholdet til hinanden og befalingsmændene er markant anderledes.

”Jeg var klar til at give honnør til hver officer, jeg så,” fortæller han: ”Det tog et godt stykke tid, før det holdt op med at give et sæt i kroppen, når jeg så nogen med en høj rang.”

I Hjemmeværnet er det hele mere nede på jorden. Man er der for den faglige tjeneste og ikke for det ceremonielle, fortæller han og tilføjer at omgangstonen er meget professionel.

”Det giver mig meget fagligt, når man kan tale på lige fod med en overordnet, man har lov til at stille spørgsmål og til at undre sig og ikke på den måde tænke over, hvordan man formulerer det, fordi man taler til en overordnet.”