Hos Bornholms værnepligtige står fredagen på en fast tradition.
En tradition, hvor korpsånd er i førersædet, og hvor mødet med
havet skal håndteres med en stor portion viljestyrke og en masse
skefulde af fællesskab.
MED ET SOLIDT GREB OG EN FÆLLES INDSATS
En menig griber fat om træstammen foran ham. ”Hvis vi alle løfter den op på samme tid, er den ikke lige så tung!” råber han opfordrende til sine stuekammerater. De prøver alle på at få ordentlig fat om træstammen, før bagerste mand råber: ”3, 2, 1, løft!” I en samlet bevægelse får de løftet træstammen op på højre skuldre. Iklædt fiberpels og vinterhue må menig Sundparken og Christiansbjerg sammen med hele eskadronen løfte træstammerne fra Almegårds Kaserne på Bornholm ned til Østersøen og tilbage igen. Det er fredag morgen, og for første gang skal de gennemføre marinertræningen med de tunge træstammer over skuldrene. ”Jeg frygtede lidt, da vi skulle gå med træstammen, for når vi ikke går i takt, så hopper den helt vildt og bliver virkelig tung at holde,” fortæller menig Christiansbjerg. De tre delinger marcherer ud af kasernen, mens de prøver at finde takten. ”1, 2, 3, 4, skift!” råber bagerste mand fra et af holdene, og i samme øjeblik løfter alle otte mand i én flydende bevægelse træstammen over hovedet og ned på den anden skulder. ”Træstammen symboliserer en gummibåd, som vi skal kunne løfte senere i tjenesten. Bagerste mand er bådfører, og det er ham, der holder takten og råber, når vi skal lave et skift eller ændre retning,” fortæller Sundparken.
Sundparken og Christiansbjerg har netop gennemført fredagens marinertræning, og med smil på læben og højt humør, sidder de iklædt deres tørre uniform. De valgte begge værnepligten på Bornholm, da de havde hørt, at det skulle være en af landets hårdeste værnepligtstjenester. ”Jeg skulle bare have den værnepligt, som kunne skubbe mig længst og rykke mest på mine grænser – for jeg gør det jo ikke af mig selv,” fortæller Sundparken med et stort smil og tilføjer: “Det har helt klart levet op til mine forventninger. Jeg har personligt tabt mig rigtig meget, og det at se en forandring, samtidig med at jeg bliver udfordret hver dag, har givet mig blod på tanden til at overveje en karriere i Forsvaret.”
DEN ENESTE VEJ ER VEJEN FREM
Forrest går to stolte fanebærere, og på lange kolonner følger eskadronen trop. ”Fanerne bæres af to menige fra den deling, som har klaret sig bedst i løbet af ugen. I denne uge er det baseret på, hvilken deling som klarede K7-skydningen bedst,” fortæller sergent Bliddal, som er gruppefører i tredje deling. Den velkendte rute fører Sundparken, Christiansbjerg og resten af eskadronen ind gennem Nordskoven, ned ad skovens snoede stier og ud gennem en lysåbning i krattet. Her ligger det åbne hav og venter. Østersøen har gennem mange år været kendetegn for ugens slutspurt og ikke mindst et ton af mindesmærker på sjælen.
En klar blå himmel smelter sammen med vandet i horisonten. På strandbredden står de tre fiberpelsklædte delinger klar til at gennemføre de rituelle styrketræningsøvelser. Og ikke bare på almindelig vis, men med træstammerne som vægt. På lange rækker strækker de sig som en lang line ud over bredden ”Vi bliver nødt til at tage mavebøjningerne på helt samme tid, ellers får jeg al vægte ned over mig,” råber en presset menig til sine stuekammerater, som kæmper med at holde en kontinuerlig fart gennem øvelserne. Dog er hverken styrketræningsøvelserne eller vægten fra de tunge træstammer det, som Christiansbjerg og mange af de andre synes, er det hårdeste ved marinertræningen. De har nemlig en kold og traditionsbunden fornøjelse i vente.
MØDET MED DET KOLDE HAV
Det sidste træningspas skal gennemføres, og eskadronen må følge kommando
og kravle fra bredden og ud i vandet. Kulden tager sit første bid, idet armene kommer under vandoverfladen, og i et beslutsomt tempo fortsætter de ud. Nogle nyder vandets kolde tag i kroppen, mens andre hiver efter vejret. Overkroppen dækkes til, og de fleste forsøger med sammenbidte tænder at holde hovedet over vandet, mens de fortsætter ud. De menige ved, at først når en en befalingsmand giver tegn, må de kravle ind igen. ”I dag har vi gjort træningen i vandet lidt anderledes, men traditionelt set bliver alle arm i arm linet op på et langt geled. På kaptajnens kommando går de ud i vandet, til det cirka når hoftehøjde, og så står de derude et stykke tid. Her får de eksempelvis at vide, hvad der kan gøres bedre, og hvad der er gjort godt i løbet af ugen. Efterfølgende skal de på kommando vælte baglæns ned i vandet,” fortæller Bliddal.
Mødet med havet har i den grad sat sit præg hos de værnepligtige, som på forskellig vis har fået presset deres tolerance, når de har frosset i vandet. ”Så sent som i sidste uge var der en, der gik kold ved siden af mig. Personen hyperventilerede og kunne nærmest ikke stå på benene,” fortæller Sundparken. Han tilføjer: ”Det handler i den grad om at have tryghed til hinanden. Der er nogen, som har virkelig svært ved at skulle i vandet, men vi er virkelig gode til at hjælpe hinanden og holde godt øje med kammeraterne ved siden af.”
MED KORPSÅND LØBENDE I BLODET
Selvom forårets kolde vand stadig niver i huden, er det alligevel fredagens marinertræning, som sætter prikken over i’et for ugens tjeneste. Sundparken, Christiansbjerg og deres kammerater bærer i raskt tempo træstammerne tilbage til
kasernen. Humøret er højt, for de ved, at når marinertræningen er gennemført, er
det snart tid til at gå på weekend. ”Jeg kan tydeligt se, at marinertræningen er med til at give sammenhold. Det er med til at skubbe nogle grænser og vise soldaterne, at man sagtens kan gennemføre noget, selvom man er kold og våd,” fortæller Mikkel, som er kaptajn ved Opklaringsbataljonen på Bornholm, og som ved hver marinertræning er med sine soldater ude i vandet. Dette er sergent Bliddal enig i. ”Det er tydeligt at se, at marinertræningen giver meget korpsånd.” Inden sergentuddannelsen aftjente hun selv sin værnepligt på Bornholm, og hun husker tydeligt, at der ikke var noget federe end at være den deling, der gik forrest med træstammerne og fanerne. ”Fællesskabet kendetegner Bornholm på mange punkter. Man er isoleret, hvilket gør, at mange vælger at blive i weekenderne. Og så er det bare en fed ø at tage rundt på.”
Skrevet af: Sophia Bianca Salskov Jakobsen
Denne artikel er udgivet i SOLDATEN – April 2022. Du kan læse hele magasinet lige her.
