,

Når sømænd tager i felten – sand, kulde og kanyler

 

Sand, papirclips og kanyler spiller en central rolle når Søværnet tager i felten. Du har måske hørt, at Søværnet er nogle dræn, men her på deres fem dages tur igennem Nordjylland, er vidnesbyrden en helt anden.

”Du sagde jo at vi skulle finde vores grænser, hr. oversergent,” smiler en værnepligtig med blod løbende ned ad låret. Han har nemlig lige bestået deres ”stik og prik”-prøve. En selvtillidsprøve, hvor de værnepligtige i Søværnet skal trykke en saltvandskanyle dybt i lårmusklen. Søværnet er på deres uge lange felttur, hvori al deres ”grønne” tjeneste befinder sig. Kanylen vender vi tilbage til.

 

Vi møder de værnepligtige en iskold formiddag i december på Kandested Strand i det nordligste Jylland. Det blæser, så det kolde sand fyger lige i ansigtet, og man kan smage saltvandet på tungen. De har marcheret i flere timer allerede, men alligevel småsnakker de værnepligtige.  ”Så længe vi ikke skal den vej,” joker en værnepligtig til kortlæseren, imens han peger ud mod vandet. De er egentlig ikke mere end 100 meter fra deres rette element, men alligevel er de et godt stykke ude af komfortzonen. Det afholder dem ikke fra at joke med hinanden, mens de bevæger sig videre i dagens program.

 

De vågnede tirsdag morgen med udsigt til Vesterhavsmarch, Råbjerg Mile, og ”stik og prik”-prøven. Men det var der selvfølgelig ikke nogen, der vidste, da de stod op. For uvidenhed er også en slags pres. Feltøvelsen er samtidig med at være deres eneste tur i felten også deres prestur. ”Det skal i virkeligheden bare overstås, så vi kan komme ud og sejle,” fortæller en menig. De har aldrig marchtrænet, gået med rygsæk eller læst landkort, så strabadserne er uvante, kolde og hårde, men alligevel forsætter de. For de skal til søs i januar med kursen mod Grønland, så ingen har lyst til at give op nu.

Da de ankommer til Råbjerg Mile venter endnu en udfordring. En halvanden meter lang metalboks på godt 60 kg skal slæbes/skubbes/løftes på tværs af Danmarks største vandreklit kun ved hjælp af fire reb. Klitten er et helvede af iskoldt sand, der fyger henover bakker og dale og sætter sig alle steder. De overvejer deres muligheder og ender med binde fire menige til kassen og så slæbe den af sted. Deres fødder synker i, hver gang de tager et skridt, og kassen borer sig ned som en kile i sandet og forsøger at stoppe dem.  Men alligevel forsætter de.

Hvad de værnepligtige ikke ved er, at der i kassen proppet med sand gemmer sig fire papirclips, der kan bruges til at købe varm mad på den anden side. Så hvis de føler sig fristet til at tømme kassen og bare fylde nyt sand i inden målstregen, vil belønningen i form af dampende varme pølser og brød, forsvinde. De overvejer i et svagt øjeblik at tømme kassen for sand. Men vælger alligevel at fortsætte hen over klitterne. Og belønningen venter, da de kommer prustende og stønnende frem til Råbjerg Mile Kirke. Da oversergenten spørger efter papirclips, kigger de uforstående på ham og roder kassen igennem. Først da finder de ud af, at de fire små clips kan veksles til mad. Og da oversergenten spørger, om de har lyst til varme pølser og brød, svarer de forståeligt: ”Halløj, hr. oversergent!”

Efter de varme pølser står de værnpligtige over for en ny udfordring: Stik og prik-prøven. Præmissen er ganske nem: Hvis de losser en kanyle med saltvand i låret, kan de slippe for at have CBRN-masken på det næste stykke af marchen. Hvis ikke, lærer de hvorfor kemisk krigsførelse er noget møg selv med maske på. Oversergenten befaler dem op på række og siger, at de skal smide bukserne. De griner lidt fjoget, men da sergenten kommer slæbende med en pose kanyler, bliver der stille og nervøsiteten spreder sig som ringe i sandet.  Sergenten trækker en enkelt kanyle op fyldt med saltvand. Efter en kort instruktion står de nu med kanylen i hånden. Nogle griner nervøst, mens andre står blege som sandet under dem, og ryster på hånden med nålen. De skal tage fat om deres kolde lår, klemme det blegt og kontrollere for blodåre, inden de med et hurtigt ryk stikker nålen helt ind i musklen. Når den sidder i, trækker de lidt ud, for at se om blodet følger med ud, og hvis ikke skal kanylen trykkes tom.  Den første modige unge mand får det overstået hurtigt, mens hans kammerat ser på. ”Det gør overhovedet ikke ondt!” lyder forsøget på en overtalelse fra den første til den anden. Han virker, ligesom resten af delingen, ikke overbevist. Men langsomt tømmes kanylerne i lårene på de nervøse værnepligtige, en efter en. Flere er blege, men alle er lettede. En enkelt har ramt en blodåre, og blodet rinder helt rødt ned ad det blege lår. Men han smiler og siger kækt: ”Du sagde jo at vi skulle finde vores grænser, hr. oversergent!”