På besøg hos BAJ og NOR

Interview med piloteleverne på Skrydstrup Air Base

Af Flemming Høyer

Af Flemming Høyer

Journalist

På Flyvevåbnets base i Sønderjylland går to pilotelever rundt og venter på at blive sendt til USA. De har begge gennemført den indledende del af pilotuddannelsen i Danmark og er blevet udvalgt som kommende jagerpiloter.

Det er på en kold og klam regnvejrsdag i Skrydstrup, at vi møder BAJ og NOR, som tager os med indenfor i flyverhangaren til en snak om det at være pilotelev. Som pilot bruger man flyvernavne, der bliver tildelt ved en navneceremoni på allerførste dag på uddannelsen, og man beholder sit navn i resten af sin karriere i Flyvevåbnet.

BAJ har vidst siden folkeskolen, at han godt kunne tænke sig at blive pilot.

”For mig har den ultimative drøm altid været at blive jagerpilot. Det har altid været noget, jeg har gået efter,” fortæller han.

Efter folkeskolen valgte han at tage en HTX-uddannelse med matematik og fysik på A-niveau for at målrette sin uddannelse efter at blive pilot – og sideløbende med gymnasiet tog han et civilt pilotcertifikat for at få afprøvet, om det var noget for ham.

I løbet af 3.g gik BAJ til optagelsesprøven med den indstilling, at han ville gøre det så godt, han kunne, og se hvor langt det bar. Det kunne lige så godt være ham, der blev optaget, som en anden, tænkte han. ”Og det gik jo godt. Jeg gik hele vejen. Min HTX sluttede den 21. juli, og 1. august startede jeg i Flyvevåbnet,” fortæller han.

For NOR havde pilotdrømmen også altid været der, men han havde valgt at søge andre veje, da han altid havde fået at vide, at det var en umulig drøm, som ikke kunne lade sig gøre.
Men da han kom ind at aftjene værnepligt i Hæren, besluttede han sig for, at han alligevel ville gøre et forsøg. ”Det var faktisk en dag på vores Kronetur, hvor jeg var ude at vandre, at jeg fandt ud af, at jeg ville søge pilotuddannelsen. Selvom folk sagde, at det ikke kunne lade sig gøre.”

Efter værnepligten startede NOR på en universitetsuddannelse i Aarhus, imens han søgte ind på pilotuddannelsen. Det var en dag, imens han sad på universitet og forberedte sig 20 minutter inden en mundtlig eksamen, at han tjekkede sin e-mail og så, at han var blevet optaget.

Pilotuddannelsen
Drengene startede på pilotuddannelsen 1. august i Karup. Først skulle de igennem den grundlæggende militære uddannelse (GMU), som er en slags forkortet værnepligtsuddannelse. Derefter fortsatte de direkte på den grundlæggende sergentuddannelse (GSU), som de færdiggjorde i slutningen af januar. Det var i marts, at eleverne startede på den egentlige flyverskole.

”Det var hårdt arbejde. Man vil jo klare sig bedst muligt,” fortæller NOR. ”Vi brugte stort set hver dag i hverdagene fra kl. 7 om morgenen til kl. 9 om aftenen og læste, terpede eller sad ovre i flyverne og øvede os inden næste flyvning. Nogle brugte deres søndag på det,” fortæller han.

I en periode havde eleverne en 70-timers arbejdsuge, hvor de skulle lære om meteorologi, navigation, flyveteori, nødudstyr, lufttrafikregler, flysikkerhed og en lang række andre ting, i ca. 20 fag i alt. I sidste ende skal man kunne flyve en flyver på mange forskellige måder, og man skal kunne flyve den selv, fortæller NOR.

Sideløbende med teorien havde eleverne flyvninger i skoleflyet T-17. Den første store eksamen har man efter 12 flyvetimer, hvor man skal flyve sit solo-check – en slags køreprøve for flyvere, hvor man bliver godkendt til at flyve alene for første gang.

”Det er en stor dag,” fortæller BAJ. ”Der er en masse traditioner. Når man kommer ned fra sit solo-check bliver man løftet ud af flyveren og over i solo-bilen, og så bliver man kørt over til branddammen, hvor man bliver smidt i – uden at man har rørt jorden, før man kommer i vandet,” fortæller han.

”Og så får man markens blomst,” tilføjer NOR. ”Det er specielt. Det er en blomst fra marken, som ens check-pilot giver til én. Det er nok den dag, man husker bedst af dem alle – den største dag på flyverskolen.”

Udvælgelsen

På ’assignment day’ sidder alle eleverne, der har bestået flyverskolen, inde i et lokale, hvorfra de bliver hentet ud en efter en til en samtale med chefen. Til samtalen får de at vide, hvilken flytype  de skal uddannes til.

Forsvaret uddanner piloter til helikopter, transportfly og kampfly, og det er efter den danske del af uddannelsen, at eleverne bliver fordelt ud på flytyperne, inden de bliver sendt til USA for at specialisere sig på en intens 2-årig uddannelse.

Det var surrealistisk at få at vide, at man var blevet udtaget til fighterpilot, fortæller NOR om oplevelsen. ”Det hårdeste ved udtagelsen har været usikkerheden. Man vidste aldrig, om man var købt eller solgt. Man vurderede hele tiden, hvor god man var, og om man var god nok,” forklarer han. BAJ blev også valgt til fighterpilot, og sammen skal de to nu til Texas i USA for at uddanne sig på kampflyene.

Grib chancen!
Det er kun de bedste, som slipper igennem nåleøjet og bliver udtaget til pilotuddannelsen i Forsvaret. Der er rift om pladserne, og uddannelsen er dyr, så før Forsvaret investerer i at sende eleverne til USA, skal de skrive under på en 12-årig kontrakt.

”Hvis man er vild med flyvning, så er det ultimative at blive pilot i flyvevåbnet. Man får nogle fede opgaver,” siger BAJ om uddannelsen.

”Det er mindst lige så fedt, som det ser ud” tilføjer NOR. ”Man skal ikke være bange for at søge. Det kan lige så godt være dig, der bliver udvalgt, som det kan være alle mulige andre.”

Læs mere om uddannelsen på Forsvaret.dk/Pilot

Seneste artikler

SOLDATEN oktober udkommet!

I årets 7. blad har vi fulgt de værnepligtige på Bornholm, på deres BME-tur. Vi har fået en snak med et par af eleverne på HGSU, om hverdagen på sergentskolen. Derudover kan du tage vores sjove test, som viser hvor egnet du er til Forsvaret Læs…