For en sprogofficer er kampen mere end krudt og kugler. En intens uddannelse gør sprogofficeren til en afgørende kapacitet, når Forsvaret møder verden. Sprogofficer og præst Lise Rasmussen fortæller om de overvejelser, man gør sig, når man udsendes med sproget som våben.
Du må ikke slå ihjel. Sådan lyder det femte af de ti bud. Det er et kristent budskab, der virker svært foreneligt med krig, krudtslam og våben. Alligevel har præsten Lise Rasmussen været udsendt til verdens brændpunkter som sprogofficer – bevæbnet med både pistol og riffel.
“Jeg har tænkt meget over, hvad jeg ville gøre, hvis jeg var nødt til at slå nogen ihjel. Og det har hele tiden været sådan et uafklaret spørgsmål. Jeg var der, hvor jeg tænkte, at det ville jeg helst undgå,” fortæller hun.
Dilemmaet vender vi tilbage til.
“Jeg har tænkt meget over, hvad jeg ville gøre, hvis jeg var nødt til at slå nogen ihjel. Og det har hele tiden været sådan et uafklaret spørgsmål.”
– Lise Rasmussen, præst og sprogofficer
PRÆST MED PISTOL
Det lå ikke ligefrem i kortene, at Lise Rasmussens karriere tog den kurs, som den gjorde.
“Da jeg læste teologi, var jeg fascineret af Mellemøsten. Jeg var overbevist om, at jeg ikke skulle være præst, men arbejde med religionsdialog. Så da jeg søgte ind som sprogofficer, ville jeg faktisk bare gerne lære arabisk,” fortæller Lise Rasmussen. Med et smil på læben fortsætter hun: “Men så blev jeg udsendt, og jeg kom hjem og blev præst.”
I alt blev det til to udsendelser for Forsvaret. Den første var i Irak, hvor hun var med til at træne grænsepolitiet. Den anden gik til Mali på en FN-mission, hvor hun tolkede for forskellige danske enheder. Det har været missioner langt væk hjemmefra og med ekstreme varmegrader.
Yderlighederne har Lise Rasmussen også opsøgt som præst. Til daglig arbejder hun i Mariakirken på Istedgade, der om vinteren indrettes som natherberg. Og ikke mindst har hun været fængselspræst. Både på Istedgade og i fængslet har det altså handlet om at hjælpe, hvor der har været mest brug for det.
Straks bliver de etiske kontraster større og spørgsmålene sværere, når det drejer sig om udsendelse for Forsvaret. For hvad gør man som præst, hvis man skal tage et liv?
SPOROGOFFICERENS LOD
Lise Rasmusen dvæler lidt ved ordene, inden hun roligt fortsætter med sit svar: “Jeg var tilpas afklaret med, at hvis det sker, så sker det. Fordi der ikke er andre alternativer. Og dér må der være et eller andet, jeg kan forsvare over for mig selv. Og samtidig har jeg tænkt, at hvis det sker, så er jeg også indstillet på, at jeg skal leve med en skyld”.
“Jeg var tilpas afklaret med, at hvis det sker, så sker det. Fordi der ikke er andre alternativer.”
– Lise Rasmussen, præst og sprogofficer
Missionen var, som den var. Og rammerne var altså, at hun kunne blive nødt til at slå fra sig. Alligevel var Lise Rasmussens håb, at hun særligt som sprogofficer kunne bidrage til freden:
“Jesus siger, at vi skal elske vores fjender, så i ham peger jeg på en pacifist. Og jeg tror jo, at jeg som sprogofficer har været med til at menneskeliggøre den lokale person”, fortæller hun og fortsætter: “Som sprogofficer er man måske ikke altid med til at skabe fred. Men måske er man med til at skubbe tingene i en mere fredelig retning. Og det er små dråber i vandet.”
Som sprogofficer skal man være bindeled – både til fjenden og vennen. Man skal forstå kultur og facilitere samtale mellem to parter, der sommetider er et stykke vej fra hinanden. Det er en udfordring, som kræver empati og perspektiv. “Så tror jeg bare, at den bedste opgaveløsning kræver nogle nu- ancer. Og det er man som sprogofficer med til at give,” fortæller Lise Rasmussen.
De kommunikationsevner mener Lise også har gjort hende bedre til hendes nuværende arbejde: “Hele tiden at arbejde med at forstå, hvad en anden siger. Det er meget givende i forhold til mit arbejde som præst, som jo også handler om at forstå et menneske.”
Selve oversættelsen er altså det mindste: Det er også arbejdet med relationer og det at møde folk i øjenhøjde. Derfor mener hun heller ikke, at sprogofficerens rolle snart bliver udfyldt af Google Translate:
“Altså, det er lidt ligesom at spørge, om robotter ikke bare kan klare hele hjemmeplejen,” konstaterer Lise Rasmussen og fortsætter: “Der er noget relationsarbejde, som er så afgørende. Og det tror jeg ikke på, kan skabes med ChatGPT eller Google Translate. Det er ikke det samme. Det er det bare ikke.”
Skrevet af Elias Kobberup
Denne artikel er udgivet i SOLDATEN – Marts 2024. Du kan læse hele magasinet lige her.
