Mød Otto og Topper

Vuf, Vuf.

Af Flemming Høyer

Af Flemming Høyer

Journalist

I en kæmpe lagerhangar et sted på Air Force Training Centre i Karup bevæger en lille sort snude sig rundt imellem kasser og reoler, rør og køretøjer. Snuden sidder på Topper, en treårig schæfer, som er i færd med at snuse sig frem til de hashklumper, jeg kort forinden har gemt rundt omkring i bygningen.

Næse for Narko

Det tager ikke lang tid for Topper at finde frem til mine hash-gemmesteder, han er nemlig specialiseret i at sniffe sig frem til narkotika. Siden han var hvalp, har han trænet sammen med sin bedste ven og hundefører, Otto, og sammen har makkerparret været udsendt for Forsvaret flere gange. Senest var de to af sted til Kabul, hvor de sammen sørgede for, at der ikke blev smuglet ulovlige stoffer ind på Hamid Karzai International Airport (HKIA). Foruden at gennemsøge soldaternes bagage og de lokale indbyggeres lastvogne har Otto og Topper også fået en lidt speciel rolle på basen.