PÅ MÆRKETUR I OKSBØL
Mærketuren er uden tvivl en af de hårdeste ting man bliver udsat for i sin værnepligt. I kølvandet på deres første felttur skal Mysundebatteriet prøve kræfter med Danske Artilleriregiments egen mærketur — den legendariske Mysundemil. En prestur forklædt som et realistisk krigsscenarie, hvor de værnepligtige bliver presset til det absolut yderste og skubber grænser meget længere, end de troede var muligt.
Forudsætningerne kunne ikke være bedre. Det korte, intense regnskyl er netop forduftet, og solen er lige så stille ved at trænge gennem den grå barrikade af skyer, der omkranser helikopterlandingspladsen. De værnepligtige fra Danske Artilleriregiments Mysundebatteri er netop kommet hjem fra deres første felttur. De blev vækket tidligt om morgen til lyden af bragende artilleri, der stepdanser omkring de dugvåde bivuakker akkompagneret af klingende skud fra fjenden, der ligger i stilling ude foran BSO’et. En lille alarm-opbrud og en kort march senere står de så her. Sultne, trætte og med en næsten tom reservetank tilbage gør de sig klar til feltturens sidste etape — Mysundemilen.
PÅ FLUGT
Fint linet op på tre geledder står hele batteriet samlet. Batteribefalingsmanden fortæller, at fjenden har overmandet dem, og at de nu er i defensiven. Det er her Mysundemilen kommer ind i billedet. Den er Danske Artilleriregiments traditionsprægede udgave af en mærketur for de værnepligtige. Den er inspireret af “The Mogadishu Mile” — den famøse rute amerikanske tropper løb, da deres to Black Hawk helikoptere styrtede ned i Somalias hovedstad, og de måtte kæmpe sig gennem gaderne i et heroisk tilbagetog. Ligeledes skal de værnepligtige gennem et realistisk retræte-scenarie, som vil presse dem til det yderste. Alle grupperne kæmper for at være den første til at komme gennem milen, men vigtigst af alt vil de bare gerne klare den.
STØTTEILD OG SKYTTEGRAVE
De forlader nu helikopterlandingspladsen, og gruppen står klar ved kanten af pansersporet. Lige om lidt går det løs. De har fået uddelt en båre og en stor ammunitionskasse, som skal med hele vejen. To Piranhaer stopper, og de hopper ind. Efter en kort og rystende tur åbner bagklappen, og gruppen bliver smidt direkte ud i det. Et kanonslag rammer, og skuddene flyver om hovederne på dem. “LØB! LØB! AFSTED MED JER!” bliver der råbt fra konstablerne fra 5. batteri, som støtter gruppen. Den første forhindring er et åløb, som er fyldt med grumset mosevand, der går helt til hoften. Der er ingen tid til at tænke, og gruppen kaster sig ned i det, mens de panisk møver sig frem. Der springer endnu et kanonslag og gruppen får hjulpet sidste mand op af vandet. Hjertet banker så hårdt, man kan høre det gennem uniformen, og pupillerne er vokset til størrelsen på en tokrone. De støder på flere konstabler, der leverer støtteild med TMG og dækker for indgangen til en kampstilling med dens indviklede net af løbegange og dunkle tunneler. Når man løber rundt i bælgravende mørke, og ens stemmer bliver overdøvet af skud, kanonslag og genlydende skrig, nytter det ikke noget at køre solo. Menig Freund fortæller: “skyttegravene er hårde, fordi der er helt mørkt, og man ikke kan orientere sig, så det er bare med at have tillid til, at manden foran går den rigtige vej!”
MOSEVAND OG METAL
Gruppen ser endelig et lys for enden af tunnelen og bliver mødt med endnu et åløb. “KOM NU!” bliver der råbt. Stemmen knækker halvvejs igennem. De kæmper sig gennem det, kommer op og løber dybere ind i skoven, hvor den mest angstprovokerende forhindring venter. Foran dem strækker sig en grav med mere af det tykke, brune mosevand med store stålcylindre, der kun lige tillader, at man kan have øverste halvdel af hovedet over vandet. Gruppen kravler igennem rørene og sluger en bekymrende og ufrivillig mængde mosevand i processen. “Jeg panikker en smule,” fortæller menig Freund ved første blik af rørene.
Det er fedt at være en del af noget, hvor sammenholdet er så stærkt”
– Menig Freund
Opgivende skrig blandt gruppen og råb fra de omkringliggende konstabler kløver lyden af kanonslag. Mudder flyver om hovederne på gruppen som granatsplinter. For nogle triller tårerne ned ad kinderne og giver en smag af salt i munden. Dog bliver gråden hurtigt kvalt af den næste slurk mosevand. “Det er dejligt, at jeg ikke bliver set som en byrde,” siger menig Freund. “Det er fedt at være en del af noget, hvor sammenholdet er så stærkt.” Sidste mand kommer gennem sidste rør, og så er det bare videre.
SLUTSPURTEN
Gruppen fortsætter ned ad et panserspor. De når til en lysning i skoven, hvor de får at vide, at de er blevet ramt af artilleri, og derfor skal de have en mand op på båren. Hurtig omrokering, mand op på båren, afsti afsted. De gennemblødte uniformer begynder at tynge gruppen, støvlerne synker ned i sandet, og der er absolut intet brændstof tilbage i tanken. De rystende ben føles som gelé, og forreste mand vakler i sandet. Pigen bagved opfanger det og giver en støttende hånd i ryggen. Der bliver råbt og skreget — opgivende såvel som opmuntrende — mens gruppen kæmper sig ned ad sporet. 23-årige menig Rasmussen forklarer, hvordan han har det i situationen. “Når der er støtte fra gruppen, får man lyst til at presse sig selv, og man opdager, at man godt kan,” fortæller han. De når en asfalteret vej og formår gennem trætheden at genkende Oksbøl kasernes vestport. Enden på milen. De grupper, der er kommet ind tidligere, står ved målstregen og råber af deres lungers fulde kraft, og gruppen mærker, at den sidste adrenalin-afterburner sætter en uforklarlig fart i benene. De gengælder entusiastisk råbene, så det ligner det rene spytfyrværkeri og krydser endelig målstregen. “Det gjorde rigtig meget for mig, at de andre stod og heppede,” fortæller menig Freund med et smil efter at være kommet i mål. “Jeg fik virkelig meget gejst i det øjeblik, da jeg kunne se enden.”
STÆRKEST SAMMEN
Ekstase og eufori lægger sig som en dejlig let sky over hovederne på gruppen. Nogle smider hjelmene, andre hælder vand ud over sig, og en sidste ligger på ryggen med armene spredt ud til siden og stirrer på himlen. De klarede det. Og vigtigst af alt klarede de det sammen. “Det, jeg tager med, er hvor meget man kan presse sig selv, og hvor hurtigt hjernen siger fra i forhold til, hvor meget kroppen egentlig kan,” reflekterer menig Rasmussen efter at have kommet i mål.
Det er sammenholdet. Det er, hvordan man arbejder sammen, og hvordan man er en del af noget større”
– Sekondløjtnant Vest
Sekondløjtnant Vest, som er i gang med sit første hold af værnepligtige, sætter sig kort på en bænk og fortæller: “Det, de skal tage med fra milen, er oplevelsen af at komme ud og prøve noget hårdt og så komme ind igen og få følelsen af tilfredshed over, at man har klaret det. Det er den følelse, som gør, at man har lyst til at gøre det igen,” siger han, mens han stolt kigger rundt. “Mottoet i vores batteri er ‘stærkest sammen’. Det er sammenholdet. Det er, hvordan man arbejder sammen, og hvordan man er en del af noget større”.
Skrevet af Viggo Johansen
Denne artikel er udgivet i SOLDATEN – oktober 2025. Du kan læse hele magasinet lige her.
