Den kvindelige triumfator i militær femkamp
Værnepligten blev startskuddet på en passion for militær femkamp, der har bragt Sara på toppen af podiet og givet de altdominerende kinesere baghjul. Selvom hun er gået fra middelmådig fodboldspiller til verdensmester i femkamp, står hun fortsat op hver dag med det formål at blive en bedre udgave af sig selv.
Vejen til femkæmper
Året er 2018, og det er en solrig dag i august, da danskeren Sara Hjalager bryder den kinesiske mur. I over 10 år har kineserne taget guldet til verdensmesterskaberne i militær femkamp, men denne streak bryder Sara til verdensmesterskabet i Østrig, da hun stiller sig øverst på skamlen. Hun besejrer de ubesejrede mod alle odds, og med et enormt smil kan hun kalde sig verdensmester.
Da Sara to år senere byder os velkommen til Svanemøllens Kaserne, mødes man af det samme store smil, og da hun efterfølgende sidder i en sort lædersofa og fortæller om sin karriere, står det klart, at dette smil er fast inventar i Saras ansigt.
For ni år siden var Sara værnepligtig på Dragonkasernen i Holstebro, hvor hendes rejse som militær femkæmper tog sit afsæt. “Jeg deltog dengang i Forsvarets mesterskab og endte med at vinde rækken for værnepligtige. Derefter blev jeg prikket på skulderen af nogle fra landsholdet.”
Selvom sport altid har haft Saras interesse, havde hun hele sit liv kun opnået middelmådige sportsresultater. Ikke desto mindre sprang hun ud i disciplinen militær femkamp for at udfordre sig selv og prøve noget nyt. “Jeg er ofte blevet bedt om at prioritere, om jeg ville spille enten håndbold eller fodbold, og jeg har aldrig kunnet vælge. Så kom der pludselig denne mulighed, hvor der er lidt af det hele,” fortæller Sara, der kun ser fordele ved de fem forskellige discipliner, “så er altid et eller andet, man kan blive bedre til.”
Hvad er militær femkamp? I militær femkamp dyster man i følgende fem discipliner: 1) Skydning 2) Forhindringsbaneløb 3) Svømmeforhindringsbane 4) Håndgranatkast 5) Terrænløb
Den uopnåelige drøm
Det kom som en stor overraskelse for Sara, da hun kunne tage guldet i hånden og kalde sig verdensmester. Hun var aldrig før blevet præsenteret som den bedste og har derfor aldrig sigtet efter guldet. “Min træner ville sikkert slå mig over fingrene, hvis han hører mig sige det her, men det har aldrig været mit mål at blive verdensmester. Det har jeg altid tænkt var for uopnåeligt.” I stedet for at gå efter titlen som verdensmester stræbte Sara efter den banale målsætning om ‘at gøre sit bedste’. Umiddelbart en uambitiøs målsætning, der senere skulle vise sig at give pote. “Jeg tror, at en af grundene til, at jeg kunne stå i Østrig og vinde verdensmesterskabet var, at jeg ikke havde fokus på at vinde. Mit fokus var at gøre det bedste jeg kunne i hver disciplin,” fortæller Sara. Forventningen blandt femkæmperne har altid været, at de ubesejrede kinesere, som gør en profession ud af denne sport, er så gode, at de er umulige at slå. Den velfortjente stolthed lyser ud af øjnene på Sara, der har vundet en titel, hun altid vil have med sig: “Det er bare så stort at være den bedste i hele verden til noget. Det er jo noget, man kan drømme om og næsten ikke tør håbe på,” siger hun.
“Min træner ville sikkert slå mig over fingrene, hvis han hører mig sige det her, men det har aldrig været mit mål at blive verdensmester. Det har jeg altid tænkt var for uopnåeligt.”
Konkurrenter eller holdkammerater?
I Forsvaret hersker fællesskabet og enhedstanken, men når startfløjtet lyder, står en femkæmper på egne ben. Man er kun herre over egen præstation, da man, modsat sportsgrene Sara tidligere har dyrket, ingen indflydelse har på konkurrenternes resultat. På trods af dette mener Sara ikke, at det er hver mand for sig selv, fordi de på landsholdet står sammen som holdkammerater. “I 2015 vandt vi vores første holdmedalje. Jeg tror, at det har haft stor indflydelse på, at jeg er blevet så god som individuel femkæmper, fordi vi ikke ser hinanden som konkurrenter, men derimod samarbejder som et hold om at slå nogle af de store nationer.” Denne mentalitet har ikke kun hjulpet Sara og hendes holdkammerater til at løfte hinanden, resultaterne deraf har ført til nogle af Saras karrieres højdepunkter. “Dét at komme på podiet som et hold er næsten lige så stort som at få en guldmedalje til VM, fordi man kan dele glæden fælles bagefter,” fortæller Sara.
SARA HJALAGERS PLACERINGER TIL EN SAMLET FØRSTEPLADS VED VM 2018: 1.-plads i skydning 3.-plads i forhindringsbaneløb 7.-plads i svømmeforhindringsbane 10.-plads i håndgranatkast
Øvelse gør mester (og mester øver stadig)
Sara står ikke kun med titlen som verdensmester fra 2018, men er tilmed indehaver af Danmarks kvindelige rekord på forhindringsbanen med en tid på kun 2 minutter og 18 sekunder. Alligevel er Sara langt fra i mål: “Det med medaljer og titler er mere en ‘biting’, hvor mit fokus er at blive bedre,” siger hun. Med den mentalitet bruger Sara over 10 timer om ugen på at træne sine svagheder og forbedre sine styrker. I en sport som indebærer fem så forskellige discipliner, er der altid noget at arbejde med. “Selvom jeg har dyrket denne sport i snart ni år, bliver der ved med at være ting, jeg kan blive bedre til. Det er noget, som gør, at man bliver fanget i det, fordi man altid kan optimere.” Med det fokus er den oplagte målsætning om at genvinde verdensmesterskabet ikke at finde på Saras dagsorden, der i stedet er tapetseret med delmål i de enkelte discipliner. Jeg har længe haft en drøm om at løbe forhindringsbanen på 2 minutter og 15 sekunder, og det har jeg endnu ikke gjort, så det er stadig et mål,” siger Sara. Til det næste verdensmesterskab vil hun derfor iføre sig sit store smil, uanset hvordan podiepladserne fordeles. “Jeg vil jo ikke have det sådan, at jeg kun er tilfreds, hvis jeg vinder. Hvis jeg har forbedret mig siden sidst, er det en sejr.”
“Jeg vil jo ikke have det sådan, at jeg kun er tilfreds, hvis jeg vinder. Hvis jeg har forbedret mig siden sidst, er det en sejr.”
Få 7 små råd til store resultater af Sara her, eller lær hvordan du optimerer din tid på forhindringsbanen her.
Leonora Frydensberg Sepstrup
Artiklen er udgivet i SOLDATEN – Marts 2021. Tryk her for at læse hele bladet!
