MISSION UDEN KRUDTSLAM
I Camp Novo Selo i det nordlige Kosovo passer de udsendte danske soldater deres post på NATO’s ældste mission. Her er der ingen krudtslam eller kampeksercits – kun stille vagter, faste ruller og en hverdag styret af rutine. For mange er det en anderledes udsendelse, hvor soldater-DNA’et bliver sat på prøve. For hvordan finder man egentlig mening i en mission, hvor den største succes er, at der ikke sker noget som helst?
Efterårssolens stråler flimrer i støvet foran hovedvagten på Camp Novo Selo. En hvid varevogn standser, og en dansk soldat går roligt rundt om den med et håndspejl i hånden. I spejlet kan han se undervognen, mens han leder efter det, man helst ikke vil finde: våben, stoffer, sprængstoffer. Inde bag porten overvåger resten af holdet skærmene i kontrolrummet. Radioen knitrer. En ventilator summer.
Her i hovedvagten til Camp Novo Selo i det nordlige Kosovo er der meget stille – og det er hele meningen med missionen, fortæller 23-årige Emma, der har vagten lige nu.
Hun er konstabel fra CBRN- og geokompagniet i Skive. For få år siden stod hun i værnepligten – nu sidder hun på Balkan på sin første udsendelse. Direkte efter værnepligten tog hun HRU i Skive og blev derefter ansat i stående styrke hos CBRN-kompagniet i Skive.
“Det kan godt blive lidt ensformigt,” siger Emma. “Man ved præcis, hvad man skal – og hvornår. Men det hjælper, at vi gør det sammen,” siger Emma og fremhæver, at de fysiske rammer minder meget om en hverdag hjemme i Danmark – med fællesture til indkøbscenter, PlayStation-aftener og små fælles rutiner, der får dagene til at hænge sammen.
“Man skal nogle gange lede lidt efter meningen,” siger hun. “Men hvis folk kan sove trygt, fordi vi står her, så er det det hele værd,” siger hun.
FREDEN ER SKRØBELIG
For at kunne forstå, hvorfor NATO har soldater stående i et roligt område i Europa, skal vi skrue tiden 27år tilbage. Dengang i 1999 kunne befolkningerne i regionen ikke sove trygt. Langt fra.
Efter årtiers spændinger og flere blodige konflikter på Balkan lå Kosovo i 1999 
i ruiner. Over 13.000 mennesker havde mistet livet, og hundredtusinder var flygtet fra deres hjem. Efter årtiers spændinger mellem den serbiske og den albanske befolkning kulminerede konflikten i en blodig krig, hvor NATO i marts 1999 greb ind med luftangreb mod Serbien. Målet var at standse de serbiske styrkers etniske udrensninger og tvangsforflyttelser af den albanske civilbefolkning.
Da våbnene tav, rykkede NATO’s fredsbevarende styrke – KFOR – ind for at sikre, at kampene ikke brød ud igen. Den serbiske hær trak sig tilbage, og det internationale samfund overtog ansvaret for Kosovos sikkerhed. Men selvom der i dag er fred, ligger gamle sår stadig åbne.
I det nordlige Kosovo, hvor mange serbere stadig bor, er spændingerne mellem de to befolkningsgrupper tydelige. Grænserne er faste på kortet – men i virkeligheden er de skrøbelige.
Det er disse skrøbelige grænser, som de danske 35 danske soldater sammen med soldater fra blandt andet Tyrkiet, Ungarn, Italien, Polen og USA er med til at stive af.
Når dagene er stille og ligner hinanden, fylder kammeratskabet markant mere. “Det gør meget,” siger Emma. “Man får snakket sammen på en anden måde, og det føles lidt mindre som arbejde, selvom man stadig er her.”
“Vi bruger hinanden hele tiden. Det er det, der får dagene til at glide. Hvis man havde været alene her, havde det været tungt,” siger Emma.
EN VAGTPOST I DØGNDRIFT
I modsætning til mange andre missioner, giver udsendelsen til Kosovo Emma en god mulighed for at udforske området. Soldaterne har hver tredje dag en beredskabsdag, hvor de, når forholdene tillader det, kan tage ud, udforske nærliggende byer eller bare mærke noget andet end rutinen. “Det giver et afbræk,” siger Emma. “Man får luft, og man bliver mindet om, at vi faktisk er et helt andet sted i verden.”
De to andre dage i tre-dages rullet er en vagtdag – 24 timer opdelt i seks timer på vagt, seks timer til hvil, og så forfra. Anden dag er en QRF-dag, hvor holdet står som Quick Reaction Force og skal kunne rykke ud lynhurtigt, hvis situationen kræver det.
Danmarks opgave er enkel. De danske soldater står for hovedvagten i campen – fra morgen til aften, døgnet rundt. Her kontrolleres alle køretøjer og personer, der passerer porten, og det er danskerne, der sikrer, at alt, der bevæger sig ind og ud af lejren, bliver registreret og godkendt.
“Vi har ansvaret hele vejen,” fortæller Emma. “Vi søger bilerne, tjekker ID’er og holder øje med skærmene. Det er vores folk, der står derude i varmen – hver dag.”
De fleste dage ligner hinanden, og netop derfor kræver det tålmodighed og præcision at holde fokus. “Man bliver h
urtigt rutineret,” siger Emma. “Men man må ikke slække. Alt skal gøres på samme måde hver gang. Det er sådan, vi holder standarden.”
Når hun ikke står ude ved porten, sidder hun i kontrolrummet, hvor besøgende registreres, og hver bevægelse logges ned til mindste detalje. Radioen er altid tændt. Hvis noget uventet sker, skal de reagere på sekunder. “Der sker jo ikke det vilde,” siger hun med et lille smil. “Men det er netop pointen. Hvis alt er stille, så gør vi det rigtigt.”
Skrevet af Villads Holck Petersen
Denne artikel er udgivet i SOLDATEN – Marts 2026. Du kan læse hele magasinet lige her.
