Et fuldtidsjob på havbunden med fisk og havdyr som kollegaer lyder som et ønskescenarie for de fleste. Men drømmen kan blive til virkelighed for de få, som kommer gennem nåleøjet til minedykkeruddannelsen hvert andet år. Tag en dyb indånding, hold vejret og dyk ned i dybet, hvor to aspiranter kæmper for at få en plads i havets skole.
Bølgen blå og nysgerrige Christianitter
”Jeg skal se jeres øjne, når I signalerer, at I er okay. Vi oplever, at folk giver et OK-tegn, mens deres øjne kigger i hver sin retning, hvorefter de besvimer,” forklarer dagens instruktør Rodian til to dykkeraspiranter. De er iført over 50 kg dykkerudstyr og befinder sig i et seks meter dybt kar på Søværnets Dykkertjeneste, der blandet andet holder til her på Holmen midt i København. Lugten af klor er ikke til at tage fejl af, men man skal ikke bevæge sig mange meter for at finde dykkernes vante terræn i baghaven. Her har aspiranterne dagen forinden svømmet 1500 meter iklædt tørdragt og svømmefødder.
Mange nysgerrige blikke fra Christiania fulgte de to aspiranters færden i bølgen blå, hvor de svømmede om kap med tiden. Begge gennemførte svømningen på under 40 minutter og bestod dermed første del af optagelsesprøven til skibsdykkeruddannelsen. En uddannelse som ingen af aspiranterne har søgt ind på, men udelukkende gennemfører optagelsesprøven til med henblik på at komme i betragtning til den mere krævende prøve som minedykker i Frederikshavn.
Fritid og karriere mødes
Den ene af de to dykkeraspiranter tager den sidste dybe indånding, inden hans krop forsvinder ned i karret. Efter få sekunder rammer han den hårde betonbund, hvorefter han ubesværet sætter kurs mod vandoverfladen igen. Da han er sikkert oven vande, signalerer han et OK-tegn til instruktøren og melder hermed god for sin tilstand.
Aspiranten er 28-årige Gade, hvis ubesværede tilvænning til vandet afslører, at det ikke er første gang, at han prøver at dykke. Han har derimod en del erfaring som fritidsdykker, hvilket han nu håber på at få chancen for at kombinere med sin karriere, fordi han er så glad for vand. ”Jeg synes, at det er afslappende at bevæge sig i vandet. Det føles som om man er svævende ligesom en fri fugl,” fortæller Gade med lys i øjnene, hvorefter han sammenligner det med et faldskærmsudspring. ”Det føles lidt ligesom et frit fald, bare i en langsom gengivelse,” forklarer han.
Når man kommer ned under vandet, er alt meget sværere end på land. Man skal fokusere meget på sin balance, hvilket fjerner fokus fra opgaven.
– Gade, aspirant
Det er lige præcis sådan det ser ud, når man observerer dykkernes færden i vandet gennem ruden i karret. Herfra ser alt roligt og svævende let ud, som befandt de sig i rummet. Men i stedet for lysende stjerner på himlen, er det dansende luftbobler, som omgiver dykkerne i mørket. Et næsten magisk syn, som mest af alt minder om noget fra Den blå planet bortset fra, at dykkerne ikke har fået selskab af havdyr endnu.
Samarbejde på dybt vand
Efter dagens første dyk er aspiranterne nu klar til at tage hul på næste del af optagelsesprøven, som finder sted på bunden af karret. Her skal de igennem en række praktiske opgaver, hvor den første går ud på at binde mindst tre ud af fem knob på tilfredsstillende vis uden luft. Det vil sige, at dykkerne skal holde vejret i op til et minut, før de kan søge mod vandoverfladen igen, når de har fuldført opgaven. En opgave, som Gade har forberedt sig på ved altid at have et reb i lommen, som han har kunnet øve sig på hvor som helst, når som helst.
Trods øvelse hjemmefra udfordrer opgaven ham en del. ”Når man kommer ned under vandet, er alt meget sværere end på land. Man skal fokusere meget på sin balance, hvilket fjerner fokus fra opgaven,” fortæller Gade i sit sædvandlige rolige toneleje, som han har til fælles med de ansatte på Holmen. Tonelejet, der vidner om den ro, der kræves af enhver dykker, når han eller hun færdes under vand. Denne egenskab kommer Gade til gode, da han gør sit andet forsøg på at løse opgaven. Oppe fra karrets overflade ser alt roligt ud på bunden, og man kan ikke fornemme den mindste panik eller noget som ligner, selvom Gade er presset med det sidste knob, som han til sidst klarer. Seniorsergent Frederiksen noterer det på sin blok på den anden side af ruden til karret, hvor han kan studere dykkernes bevægelser nøje.
Frederiksen er en del af uddannelsessektionen på Holmen og er derfor med til at udtage aspiranterne, som han følger tæt i disse dage. Grundet sin mere end 30 år lange karriere som både civil og militær dykker kender Frederiksen alt til de opgaver, som venter en færdiguddannet minedykker i det maritime miljø. Opgaver, som favner bredt og for det meste er langt mere komplicerede end blot at binde knob. ”Minedykkerne hjælper for eksempel politiet med forskellige eftersøgningsopgaver, såsom at finde gerningsvåben og personer i moser og søer. Et kendt eksempel er den berømte Kim Wall-sag,” fortæller Frederiksen. En sag som krævede mange timers arbejde for dykkerne, der skulle lede efter beviser i Køge Bugt. ”Derudover venter der stadig en del oprydning af gammel ammunition fra 2. verdenskrig såsom miner og torpedoer,” fortsætter han.
Man skulle tro, at risikofyldte opgaver som disse var med til at afholde folk fra at søge uddannelsen, men det er derimod noget af dét, som har ansporet Gade til at ansøge. ”Efter at have sejlet med kommandoskibet Thetis i et helt år, hvor jeg fulgte Mine Counter Measures-enheden og deres arbejde på sidelinjen, fik jeg lyst til at arbejde med sprængstof igen, og jeg meldte mig derfor til optagelsesprøven,” fortæller Gade, der grundet sin tidligere karriere som ingeniørsoldat i Hæren er vant til at håndtere eksplosiver.
Minedykkerne hjælper for eksempel politiet med forskellige eftersøgningsopgaver. […] Et kendt eksempel er den berømte Kim Wall-sag.
– Frederiksen
Denne erfaring kombineret med hans fritidsdykning gør Gade til en lovende kandidat til minedykkeruddannelsen. Frederiksen fremhæver dog, at den vigtigste kompetence hos en kommende minedykkerelev er viljen til at samarbejde. ”Hvis du ikke kan tage 100 armbøjninger eller løbe 3 kilometer på 12 minutter, kan du træne dig op til det. Men hvis du er enspænder, er det fandme svært at træne sig op til at kunne arbejde sammen i et team. Så dét skal man have i sig fra start,” siger Frederiksen og forklarer, at det ikke nytter noget, at man kun kan få tingene til at lykkes alene, da man som minedykker skal indgå i et dykkerteam.
Definitionen på en vandhund
”Det giver nok sig selv, men derudover skal du selvfølgelig også elske vand og bestemt ikke lide af klaustrofobi. Det er også vigtigt at besidde en vis omstillingsparathed og udholdenhed, så du kan fortsætte arbejdet uden mad og søvn, hvis det skulle blive nødvendigt,” afslutter Frederiksen og opfordrer alle vandhunde både med og uden dykkererfaring til at søge uddannelsen.
Gade må gå ind under denne definition, for han kan ikke komme i tanke om en eneste ting ved dykning, som skræmmer ham. ”Udover at man ikke kan trække vejret engang imellem, er det ikke så slemt,” siger han uden at fortrække en mine over noget, som højst sandsynligt er alles største frygt; ikke at kunne få luft. Noget som aspiranterne nu skal afprøves i, selvom de ellers har fået monteret dykkerflasker med luft på ryggen.
Rodian instruerer dem løbende på bunden ved først at forevise opgaven, som aspiranterne herefter gentager en ad gangen. Der kræves derfor stor koncentration, da de udover at skulle holde balancen i vandet også skal memorere opgaverne. Opgaver der tvinger aspiranterne til at gå imod ethvert overlevelsesinstinkt og tage deres masker af i dybet. Herved er de tvunget til at holde vejret, hvorefter de skal tælle langsomt, inden de begynder på opgavens næste trin, der efterhånden bliver sværere og sværere. Det er nervepirrende at være publikum til. Gade formår dog at løse alle opgaver og er nu et skridt tættere på drømmen om at blive minedykker. Han kan nu smide dykkermasken for en stund inden den endelige optagelsesprøve, der finder sted i Frederikshavn.
Sara-Sofie Villum Hjorth
Artiklen er ugivet i SOLDATEN – Februar 2020. Tryk her for at læse hele bladet!