Hvordan sætter du egentlig en god bivuak op? Og hvad gør du, hvis alarm opbrud lyder? Sergent Søe tager dig igennem alle de vigtigste trin, så du er godt forberedt på din første øvelse.

HVAD ER EN BIVUAK?

Bivuakken er den, som holder dig og din udrustning tør i felten, når du har tid til
at hvile. Ved opsætning af en god bivuak, undgår du at blive våd og dermed nedkæmpet. Du holder samtidig din udrustning tør, så den på længere sigt ikke bliver tung og udmattende at gå med.

Opsætning

STEP 1: FORARBEJDE
Forbered så meget som muligt hjemmefra. Sæt dine barduner i teltflagen, og bind elastiksnor i de resterende ender.
SÅDAN GØR DU: Læg din teltflage fladt på jorden. Sæt to barduner fast i hjørnerne på den lange side af teltflagen og en bardun i midten. I modsatte hjørner sætter du en elastiksnor fast, så du kan bruge pinde til at sætte bivuakken op med.

STEP 2: GOD PLACERING
Placeringen af din bivuak er alfa omega. Skovbunden skal være så flad som muligt, så du undgår, at der samles vand. Placeringen skal have nogle robuste træer, du kan sætte bivuakken fast til.

STEP 3: OPSÆTNING
Spænd bardunerne fast om træerne. De skal kun en gang rundt om træet, så de nemt kan tages ned. Sæt bardunerne fast i et hul så tæt på midten, som muligt. Sæt herefter pinde i elastiksnorene. Bivuakken skal være så stram, at den bliver fuldstændig lige. Herved undgår du, at der kommer vandpytter, som kan dryppe igennem teltflagen.

STEP 4: PAK UD
Læg rygsækken ved hovedenden af liggeunderlaget. Rygsækken skal være åben, og enden af liggeunderlaget lægges ovenpå. Stropperne på rygsækken spændes ud, så du er forberedt på en alarm opbrud. Basis lægges med stropperne opad, så det er nemt at tage på i mørke. Gevær lægges ved siden af basis. Jakken bindes fast i basis, så du ved hvor den er. Bind gerne et råbåndsknob.

STEP 5: HAV OVERBLIK

Kontroller alt inden du hopper i posen. Det er vigtigt, at du ved hvor alt ligger. Visualiser, hvad du gør, og hvilken rækkefølge du tager dine ting i, hvis alarmen lyder.

Alarm opbrud

STEP 1: UD AF POSEN!
Det kan kun gå for langsomt. På dette tidspunkt er det yderst vigtigt, at du ved, hvor dine ting ligger.

STEP 2: GREJER PÅ
Tag basis og gevær på som det første. Så er du kampklar!

STEP 3: PAK SAMMEN
Aftag barduner, og læg din teltflage ovenpå soveposen. Du har lagt din rygsæk taktisk, så du nemt kan rulle liggeunderlag, teltflage og sovepose sammen og hurtigt spænde det fast i toppen af rygsækken. Dette kaldes en jægerpølse. Sørg for, at det hele er pakket godt sammen, så du ikke mister noget på vejen.

STEP 4: VÆK I EN FART
På med rygsækken og afsted! Hjælp dine kammerater, hvis de ikke er færdige.

Sergent Søe’s gyldne råd: “Brug fiberpelsen som hovedpude” og “Brug pinde i stedet for pløkker”

Mangler du andre tips og tricks til din felttur? Læs SOLDATENs feltfif her eller find flere guldkorn til din værnepligt i SOLDATENs Håndbog 3.

You may also like

Comments are closed.