Drømmer du om at gå i dine befalingsmænds fodspor og blive sergent? Her får du sergentelevernes hemmelighed bag den gode forholdskarakter, så du kan styrke dine chancer for at komme ind på skolen.

Fake it ‘till you make it

Det er på tide, at du lægger rekrutchokket bag dig. Første skridt på vejen til en bedre karakter er at lukke munden, løfte hagen og rette ryggen. Nu ligner du i det mindste en soldat.

Prioriter din træning

Hvis du vil rykke dig fysisk, må du bruge din fritid i træningscenteret – gerne sammen med en kammerat, som har noget opløftende dødsmetal på sin playliste. I kan evt. starte ud med Malaks træningsprogram og lytte til SOLDATENs træningsplayliste på Spotify!

Brug kritik konstruktivt

Tror du nogensinde, at en jægersoldat har sat sig til at græde i et hjørne efter kritik? Accepter, at du ikke er supersoldat endnu og stadig har meget at lære.

Deltag aktivt

Det giver sig selv – op med lappen og vis, at du ikke sover i timen! Vær dog heller ikke bange for at stille spørgsmål. Udover at fryde sig over din tvivl, værdsætter dine befalingsmænd din interesse.

Vær en god kammerat

Du er ikke stærkere end gruppens svageste led. Brug derfor dit overskud til at hjælpe nabostuen med at vaske gulvet i sidste øjeblik inden stueeftersyn.

Tag ansvar for egen læring

Forbered dig til næste dag ved at repetere nye huskeord eller øve
det fonetiske alfabet så meget, at du synger det i søvne. Det er god holdning.

Byd dig selv til

Påtag dig nogle roller, som viser, at du er ansvarsbevidst. Meld dig for eksempel som menig-forsyner eller bravo i din gruppe. Det gavner ikke kun karakteren, men også dine evner som leder.

Vær proaktiv

Tag en snak med din gruppe- eller delingsfører om, hvad du kan gøre for at forbedre din karakter. Det er kun dem, der i sidste ende ved, hvad du bliver bedømt på.

Få endnu flere tips til din værnepligt og læs SOLDATEN – De værnepligtiges magasin online!

You may also like

Comments are closed.