Med speciale i at etablere improviserede landingsbaner omdanner Z-teamet Rømøs lokale badestrand til en midlertidig lufthavn. Som de eneste i Forsvaret gør enheden det muligt for fly at lande, hvor det ellers ikke er muligt – lige fra isen i Grønland til her på den jyske vestkyst.

Rømøs nyeste turistattraktion

Den varme september-sol skinner over stranden ved Lakolk på Rømø. Her er flere tusind danske og tyske turister stimlet sammen til synet af to T-17-fly, som nu letter fra den brede strand. Sandkorn hvirvler op i luften, og i det næste øjeblik pryder propelflyene den skyfri himmel. Det er svært at sammenligne det smukke syn med en katastrofe- eller nødhjælpssituation, men det er, hvad ugens øvelse forbereder Air Transport Wing Aalborg på. Her deltager Flyvevåbnets Operationsstøtteeskadrille med deres brand- og redningstjeneste, bevogtningstjeneste og den mindste af de deltagende enheder, Z-teamet. For selvom piloterne lander flyene, er det Z-teamet på kun seks mand, der skaber de rette forudsætninger for, at landingen kan gennemføres på sikker vis.

I 2019 var der ca. 20.000 turister, som var vidne til den populære strandøvelse. I år deltager også Flyvevåbnets chef, Anders Rex med pilotnavnet ERA.

Sved på sanddyngen

I bagende hede og med sved på panden står Rasmus solidt plantet på en hævet sanddynge sammen med sine kollegaer. De ligner helt almindelige soldater, men er de eneste i Forsvaret, der kan udføre netop deres håndværk og opsætte improviserede landingsbaner. Med godt udsyn over stranden kommunikerer teamet desuden med piloterne over radioen. Her bidrager Z-teamet til flysikker- heden ved at informere om landjordens forhold såsom vind og lufttryk for bedst muligt at klæde piloten på til at lande. Det er ikke noget, man får lov til at opleve særligt ofte med tusindvis af turisters øjne limet fast til sig. Derfor er øvelsen et højdepunkt for Z-teamet, hvor ikke kun det danske forsvar, men også det tyske deltager. ”Det er nu, at vi skal peake som den lille enhed, vi er på seks mand. Det er derfor, at vi er her – for at stå ude i elementerne og være i gang med en operation, som har betydning,” fortæller Z-teamets nyeste medlem Rasmus. Han bliver bakket op af Operationsstøtteeskadrillens næstkommanderende, Jacob Berggreen, som følger aktivt med på sidelinjen. ”Det er her, Z-teamet får lov til at køre hele maskineriet igennem! I øvelsessammenhænge bliver det ikke større end det her,” fortæller Berggreen med engagement i stemmen.

Inden sin tid i Z-teamet aftjente Rasmus sin værnepligt og uddannede sig som befalingsmand ved Flyvevåbnet. Herefter blev han en del af Slædepatruljen Sirius og bruger nu denne erfaring til at oprette landingsbaner i Arktis.

To mand til at løse opgaven

Mens de fleste i Forsvaret er en hel deling eller sågar et kompagni til at løse en opgave, opererer Z-teamet kun to operatører sammen til daglig. Alle seks soldater skal derfor kunne det samme. ”Z-teamet fungerer i teams af to, så vi kan indsætte op til tre teams på en gang forskellige steder i verden, hvis der er behov for det,” fortæller Berggreen. Det kræver hårdt arbejde i både ind- og udland at tillære sig de nødvendige færdigheder for at oprette og varetage en landingsbane. Sidste år indgik enheden en aftale med Special Tactics Solutions i USA. Samarbejdet sikrer amerikanske standarder i Z-teamet takket være intens træning på den anden side Atlanten. Her bliver de danske soldater eksempelvis uddannet til at måle snorlige landingsbaner op ved hjælp af avancereret landmålingsudstyr. Derudover lærer teamet en brøkdel af det komplicerede pilotsprog, som gør dem i stand til at opretholde radiokommunikation og udarbejde en survey. Et dokument, som Z-teamet leverer til piloten før landing og giver overblik over det ellers ukendte terræn. Soldaterne bliver derfor indsat i området inden landing for at indsamle data og kontrollere eventuelle forhindringer for flyene. Det er nemlig ikke altid, at de skal lande på bare sletter, men også bevoksede områder, såsom den afrikanske jungle. Grundet det store ansvar og de mange påkrævede færdigheder, er det først nu – to år efter at Rasmus blev en del af Z-teamet – han debuterer som aktiv operatør og garant for radiokald. ”Vi er der for piloternes skyld. Herude er vi det tætteste, man kommer på et tårn på en flyvestation, hvor en af os er garant for, at banen er ryddet og kan give piloten nogle friske meldinger på vindforholdene,” fortæller Rasmus og klør i sit rødlige skæg.

Z-teamets soldater bevæger sig selv ud i området for at kontrollere eventuelle forhindringer og indsamle data til flyene. Disse informationer samles til en survey, som forbereder piloterne på at lande i det ellers ukendte terræn.

34 tons Hercules

”Long leg, long leg, starbox, birds on runway,” kalder Rasmus over radioen, da nogle fugle pludselig forvilder sig ind på Rømøs midlertidige lufthavn. En afgørende melding, som resulterer i, at flyvemaskinen over ham løfter sig og drejer af. ”Det er en vigtig del af vores job at informere om eventuelle farer på landingsbanen som eksempelvis fugle – men det er altid piloternes eget valg, om de vil lande flyet i sidste ende. Vi er her kun for at guide,” fortæller Rasmus med baggrundsstøj fra et rungende C-130-fly, også kendt som Hercules. En maskine, der vejer over 34 tons og kræver sit af et underlag til at lande på. ”Det svære ved at lande på en strand er, at overfladen skal være tilstrækkelig stærk til at mod- tage flyene. Det er ikke noget man bare lige gør på en blød strand eller smeltet sne,” forklarer Berggreen. Af netop denne grund traver enhedens soldater rask rundt bag Berggreen for at måle underlagets CBR-værdi, der afgør sandets hård- hed og dermed antal fly, banen kan holde til. En procedure, som gentages efter hver landing og i værste fald kan koste liv, hvis ikke den bliver udført korrekt. ”Worst case, så ville flyet gå i jorden, og vi ville komme ud i en ulykkessituation, hvis ikke vi havde gjort vores arbejde ordentligt. Måske lander flyet for hårdt, og næsehjulet eller understellet knækker. Det kan gå helt galt,” fortæller Berggreen, der heldigvis aldrig har set eksempler på dette – heller ikke i Grønland, hvor teamet senest har været indsat.

Dagens landingsbane på Rømø er knap en kilometer lang. Den er markeret med paneler, som piloten bruger som guideline til at lande efter – ligesom lys på en almindelig landingsbane.

 

Trodser vind og vejr i Grønland

Med en baggrund i Slædepatruljen Sirius er Rasmus Z-teamets ekspert i arktisk terræn. En afgørende erfaring, som senest kom teamet til gode i sommer. Her drog han sammen med en kollega til Grønland for at recce for landingsbaner og såkaldte dropzoner, hvor fly kan smide gods, materiel eller faldskærmsspringere ud. Selvom terrænet er noget helt andet med to meter is og en chillfaktor på 55, er kravene til dropzoner og landingsbaner præcis de samme nordpå: ”Det er fuldstændig de samme krav, som er til en landingsbane i Arktis som her på stranden. Men det er svært at finde naturlige landingsbaner i Grønland. Og hvis der endelig er mulighed for det, så er det et meget snævert vindue,” forklarer Rasmus og uddyber: ”Om somme- ren smelter sneen og gør underlaget for blødt. Man skal derfor nå at fange den, mens der stadigvæk er frost. Til gengæld skal der heller ikke være for meget sne, for så kan en Hercules eksempelvis ikke lande.” Det gør det til en kunst ikke blot at finde det rette sted, men også det rette tidspunkt for landinger i Arktis. Derfor undersøger Z-temaet nu muligheden for, at en C-130 kan lande på isen. Målet er at gennemføre en landing på en frossen fjord i løbet af det næste år.

Tysk transportfly takker af

Tilbage i varmen på Lakolk strand står Rasmus og hans kollegaer med sand hvirvlende om ørerne og havet brusende i baggrunden. Der er meget at holde styr på, når det over 32 meter lange transportfly af typen Transall C-160 pludselig vil have opdateringer på vind og vejr, inden det letter fra stranden. Men det er alt det hårde arbejde værd, når dagen lakker mod enden. ”Der følger en forløsning med bagefter, når man har nogle glade flyvemaskiner, og banen har holdt til det, man har været garant for. Så kan vi klappe hinanden på skulderen og sige job well done, fordi det er tydeligt, at vi har gjort et godt stykke arbejde,” fortæller Rasmus og skuer ud i horisonten, hvor dagens sidste C-160 letter og sætter kursen mod Tyskland efter en vellykket øvelse. Selv fejrer Z-teamet dagens afslutning med en tiltrængt dukkert i Vesterhavet, inden deres midlertidige lufthavn igen åbner for landinger i morgen tidlig.

Sara-Sofie Villum Hjorth

 

 

 

 

 

 

Artiklen er udgivet i SOLDATEN – November 2020. Tryk her for at læse hele bladet!

You may also like

Comments are closed.

More in Flyvevåbnet