Med en udsendelse lige om hjørnet og masser af erfaring i march klæder overkonstabel af første grad Oliver og konstabel Andreas fra det Slesvigske Fodregiment i Haderslev dig på til patruljens strabadser.

Plej dine fødder – for dine fødders skyld!

De to erfarne konstabler lægger stor vægt på føddernes rolle før, under og efter en march, så derfor er det også det, der er førsteprioritet. De foreslår derfor, at du gør dette:

✓ Klip negle nogle dage forinden.

✓ Lav et lækkert, lunt fodbad med sæbe.

✓ Fil, til de er babybløde.

✓ Kontroller under hver en pause.

✓ Skift strømper efter behov.

✓ To par strømper er nøglen til færre vabler. Så skabes der nemlig friktion mellem strømperne og ikke mellem din hud og strømpen.

✓ Hvis du har fået vabler, prik et kors, så væsken kan løbe ud, mens du går! Læs mere i vores vabelguide lige her.

Støvledans og formning

Støvlerne er det vigtigste materiel på en march – kæl lidt ekstra for dem med disse uundværlige tips fra konstablerne.

✓ Put dine støvler i lunkent vand, og gå dem til, mens de er våde. Så vil læderet forme sig efter dine fødder.

✓ Løsn støvlerne under en march, hvis I går i et normalt tempo.

✓ Stram støvlerne til, hvis I går ildmarch.

Lær at pakke din rygsæk

Oliver og Andreas’ bedste erfaringer fra deres mange marchture med langt over 30 kg på ryggen har givet dem et godt udgangspunkt til at komme med nogle fif til jer:

✓ Pak det tunge højt i midten og tættest mod ryggen, så sparer du dig selv for en del kræfter.

✓ Undgå skavsår på hofterne med hjælp fra tensoplast, eller anskaf dig et liggeunderlag og klip det til, så det kan ligge inde på basis.

✓ Juster også dine remme under en march, så du hele tiden veksler belastningen.

Gør det nu lækkert for dig selv!

Vi får hele tiden at vide, at vi skal gøre det lækkert for os selv, og der har de to marchvante konstabler selvfølgelig også et par gode råd i ærmet:

✓ Drik små slurke af vand ca. hver 200 meter.

✓ Prøv englevand: Put salt og sukker i vandet, så du får noget gratis energi. Eller brug de drikkepulvere, der er i feltrationen.

✓ Hvis du har det varmt – lyn op i jakken og luk knapperne. Lyn også op i bukserne ved tivoli, så du kan få masser af luft ind.

Gør dine ben klar til presset

Calf raises og Tibialis raises er to rigtig gode øvelser til lægge og skinneben, og især når du gerne vil styrke dine underben til en march. Lav disse to øvelser i løbet af dagen!

Calf raises

Tær i jorden, og så løfter du hæle op og ned.

Tibialis raises

Hæle i jorden, læn dig op af væggen og løft tær op og ned.

Se hvordan du udfører øvelserne i en video på vores Instagram @soldatendk.

Du kan også hoppe over i vores magasin her og få mange flere råd til din start i værnepligten.

 

You may also like

Comments are closed.