Bornholms værnepligtige tager dig med helt bag linjerne, når de under dagens udvidede marinertræning i Vang Granitbrud sætter ord på, hvorfor de har valgt at aftjene deres værnepligt på øen, der rygtes at have en af Danmarks hårdeste værnepligt.
“DET VAR SELVFØLGELIG HER, JEG SKULLE AFTJENE MIN VÆRNEPLIGT”
“Vi sætter en ære i at flytte folks grænser i forhold til, hvad de tror, de kan, og hvad de rent faktisk kan.”
– Mikkel, eskadronchef for Marineeskadronen
De værnepligtige har gennem de sidste par timer arbejdet sig ned langs klippeøens stejle bakker, hvor der har været diverse poster undervejs med styrketræningsøvelser. To af de værnepligtige er menig Spidsbjerg og menig Klampenborg. De har begge valgt at søge mod Bornholm, da de har ladet sig fortælle, at den hårdeste værnepligt er at finde her. “Jeg har fået fortalt, at det er på Bornholm, at man får ekstra meget ud af værnepligten. Så det var selvfølgelig her, at jeg skulle gøre tjeneste,” fortæller menig Spidsbjerg.
Afslutningsvis på dagens træning skal de værnepligtige transportere en gummibådsattrap fra havoverfladen og op langs granitbrudets stejle og snoede veje med en stigning på 15%. En gummibådsattrap er en træstamme, der skal simulere en rigtig gummibåd. “Lyt til tællingen, ellers gør det pisse ondt, når vi ikke går i takt,” udbryder en frustreret rekrut, da attrappens tunge vægt dunker ned på hendes skulder.
KLIPPEØENS MANGE MULIGHEDER
Vang Granitbrud giver flere muligheder og udfordringer end en klassisk marinertræning ved stranden. Terrænet og omgivelserne er en af årsagerne til, at menig Spidsbjerg har valgt at aftjene sin værnepligt på Bornholm. “Jeg havde et ønske om at komme lidt væk hjemmefra og blive udfordret af et andet terræn, end der for eksempel er på fastlandet.”
På Bornholm er alt garnisionsnært, hvilke giver mulighed for at planlægge uddannelse på steder som Vang Granitbrud, Hammerknuden og på skydebanen på sydøen. “Der er blandt andet én af Danmarks fineste sandstrande på sydøen, klippefyldt terræn mod nord, og midt på øen har vi Almindingen skov, der er Danmarks fjerdestørste skov,” fortæller Mikkel.
ET SAMMENHOLD UDOVER DET SÆDVANLIGE
“Når vi ikke er brofaste, gør det også, at de fleste vælger at blive i weekenderne. Det giver et helt specielt bånd, da der er tid til, at vi kan have det sjovt og få en masse fede oplevelser sammen,” fortæller menig Klampenborg, hvortil menig Spidsbjerg supplerer: “I weekenderne tager vi ud og oplever øen, arrangerer paddletennis-turnering, tager i byen og meget mere.”
Det er ifølge de to værnepligtige weekendens bedrifter, der er med til at skabe et unikt fællesskab på tværs af delingerne. “Alle kender alle. Der er ikke de her grupperinger, der opstår i folkeskolen og gymnasiet, så vi kan alle sammen tale med hinanden, uden at det er mærkeligt. Det er det, Forsvaret kan, især fordi alle starter fra nul,” fortæller menig Spidsbjerg, som er tilfreds med at have valgt Bornholm som tjenestested. Det unikke fællesskab, de værnepligtige får oparbejdet i weekenderne, er også noget, kaptajnen kan mærke i felten. “Jeg er overbevist om, at weekendernes sociale planer styrker samarbejdet og sammenholdsfølelsen ekstra meget, modsat nogle af landets andre tjenestesteder. Samarbejdet afspejler sig tydeligt i felten, da soldaterne allerede har oparbejdet et godt kendskab til hinanden fra start, så de kender hinanden lige dét ekstra, og de ved allerede, hvornår hinanden eksempelvis er pressede.”
Skrevet af Sarah Sønderhøj Stub Petersen
Denne artikel er udgivet i SOLDATEN – Oktober 2022. Du kan læse hele magasinet lige her.