Opsatte på at bevise deres værd er 3. deling fra Livgardens 2. kompagni draget ud på deres første felttur. Efter blot en måned i uniformen skal rekrutterne side om side trodse årtiers mest barske vintervejr, der skal vise sig at bringe deres fællesskab og udholdenhed på glatis.

I kampens hede taber én af rekrutterne sit magasin, som hele gruppen i fællesskab er nødt til at eftersøge.

Kollaps på patrulje

Månens genskær i den hvide sne kaster lys på en rekrut, der må se sin krop give op efter to døgn under vinterkuldens ekstreme vilkår. Han kollapser under den mørke nattehimmel og lander tungt på det kolde underlag. Straks knæler menige fra begge grupper ned. Med en kur, der lyder på vand og snacks, forsøger de at hjælpe deres kammerat til hægterne igen. Mens de værnepligtige ihærdigt pumper varme og energi ind i kroppen på den bevidstløse rekrut, må menig Jørgensen konstatere, at vintervejret har sat kløerne i endnu et offer. ”Efter at have hjulpet den anden gruppes mand op, vender jeg mig rundt og taler sagte til min gruppe. Her er der én, vi slet ikke kan komme i kontakt med,” forklarer rekrut Jørgensen efterfølgende om natpatruljen, der ifølge ham vidner om, hvor hårdt en felttur kan tære på den enkelte meniges kræfter. ”Vi fik heldigvis kontakt til ham, da han fik noget vand, men det var alligevel en ret vild oplevelse. Pludselig forstår man, hvad det her kan gøre ved én. Især hvis man ikke spiser og drikker nok,” uddyber han.

Under feltøvelsen er rekrutterne oppe imod terrororganisationen Folkefronten, som har til formål at udrydde Livgarden i kampen mod monarki og demokrati.

Iskold kampeksercits

Allerede tidligere på dagen begynder rekrutterne at udvise tegn på træthed. De har siden i morges kæmpet mod massive snebyger, der med tiden har strammet sit frosne greb om øvelsesterrænets tætte bevoksning. ”Fejl, fejl,” lyder det febrilsk fra menig Ipsen, der ligger med brystet trykket mod kretens dybe sne. Han må krybe i ly for at skifte magasin. Trods følelsesløse fingre og drivvåde kamphandsker formår han at vriste et magasin fri fra sin sneklædte sikkerhedsudrustning, der ligesom de værnepligtige har måttet tilpasse sig det kridhvide vinterlandskab. ”Vi prøver hele tiden at vende udfordringerne til noget positivt. Nu hvor det sner, kan vi glæde os over, at der ikke er noget mudder, og at vi slipper for regn,” fortæller Ipsen opløftende, da han under det efterfølgende frokosthvil forsøger at få gang i en tændbriket. Han husker tydeligt, hvordan snebyger over natten forvandlede deres nyetablerede bivuakker til kridhvide igloer. Selv sad han i morges lysvågen på vagt i sin nærsikring, da alarm lydløs vækkede hans kammerater, der chokeret slog øjnene op til et sneklædt BSO (beredskabsområde). ”Jeg kan se en masse drenge, der panisk hopper ud i underbukser og forsøger at finde deres stumper. Nogle falder endda over deres barduner på vej ud til nærsikringen,” beretter Ipsen om delingens første møde med det nådesløse snevejr.

Flere af sergenter medgiver, at dagens vejrforhold er noget af det mest ekstreme, de har været udsat for under en feltøvelse. Ikke desto mindre har de store forventninger til rekrutternes præstation.

Truslen fra oven

Rekrutterne er udmærket klar over, at frokosthvilet skal bruges effektivt, hvis kropsvarmen skal række helt til soveposen i aften. I fællesskab får delingen kogt nok vand til at få liv i de frosne fingre og genopbygge kampkraft til at møde fjenden, der skal nedkæmpes uanset vejrforholdene. ”Om så det tordner, hagler eller sner, kommer vores befalingsmænd ikke til at ændre på programmet,” fortæller Ipsen med stolthed i stemmen. Om få måneder står rekrutterne skarpladte på Amalienborg Slotsplads med kongefamiliens sikkerhed og Livgardens ære i deres hænder – så nytter det ikke noget at lade sig slå ud af et par snefnug. Med denne motivation i baghovedet, forløber eftermiddagen med intense ildkampe og hastige stillingsskift. Da de udmattede menige langt om længe når tilbage til deres BSO, falder udsigten til et varmt måltid og et tiltrængt hvil med ét til jorden. Dagen lang har snebyger tæppebombet BSO’et, og kun få bivuakker har stået imod. Aftensmaden er udskudt på ubestemt tid, og rekrutterne må arbejde hårdt for at kunne gøre sig forhåbninger om at have en tør sovepose at krybe ned i, når mørket falder på.

Aftensmad med geværet i øjenkrogen

Duften af velfortjente måltider breder sig langt om længe i lejren. De tørrede tranebær, der i morges virkede frastødende, indgår nu i den kaloriestrøm, der skovles ned i de meniges maver efter en opslidende dag. ”Har du mere vand?”, spørger en menig sin kammerat. ”Ja. Ræk mig lige tændbriketterne,” lyder svaret. Selvom kommunikationen er reduceret til det eksistentielt nødvendige, finder Ipsen alligevel ro i at sidde på træstammen med sin gruppe. ”Det er rart at finde ud af, at de andre har det ligesom mig, og at jeg ikke er den eneste, der er udmattet,” fortæller han. Selvom dagens kampeksercits har krævet fuld fokus, er det ikke ensbetydende med, at sergenterne ikke stiller høje krav til rekrutterne under aftenhvilet. ”Nu siger jeg det for sidste gang. De flammer skal dækkes til!”, beordrer en gruppefører. I løbet af aftenhvilet er mørket faldet på. Enhver lyskilde kan dermed afsløre deres position for fjenden og i sidste ende tvinge delingen ud i ildkamp.  ”Det er hårdt hele tiden at være i beredskab. Vi ved aldrig, hvornår der går en alarm. Man skal hele tiden have udrustning og gevær ved sin side, så man altid er klar, hvis fjenden for indsigt på os,” siger Ipsen.

De værnepligtige fik jord under neglene, da de første dag skulle oprette deres BSO.

Skududveksling i soveposens varme

Et signalskud flænser den tidlige morgenhimmel, og dens skinnede lys efterlader ingen tvivl. ”Fjenden er her, kom ud af posen!”, brøler en sergent. Han må se sig overdøvet af bragene fra kanonslag, der skærer gennem de søvnige rekrutters øregange. Alt imens bivuakkerne vrimler med forvirrede menige, holder vagterne fjenden på afstand ved at besvare ilden. ”Hvad fanden laver du?”, lyder det fra en sergent. Han har fået øje på silhuetten af en rekrut, der svøbt i sin sovepose har kastet sig ufortrødent ned i det snefyldte skyttehul. Kropsvarmen han har samlet hele natten siver langsomt ud ad soveposens åbning. En blanding af kulde og adrenalin sætter sig på indersiden af hans fugtige inderbeklædning og fortsætter helt ud i fingerspidserne, der i samme øjeblik afgiver det første skud mod fjenden. At forsvare sit BSO side om side med sin buddy-makker udløser et adrenalinkick, der tilsidesætter enhver kulde og retter fokus mod det eneste, der betyder noget lige nu: at nedkæmpe fjenden.

Torsdag formiddag kæmper grupperne sig gennem handlebaner, som kræver rekrutternes fulde fokus.

Festival på flugt

Da røgen har lagt sig, og delingen har fået fjenden på afstand, kan rekrutterne trække i tørt tøj forud for en større nedbrydningsproces. BSO’et, der i morgensolen mest af alt ligner en festival på femtedagen, er blevet erkendt og skal hurtigst muligt pakkes ned. Efterhånden som delingen sletter sine spor i det okkuperede skovstykke, breder der sig brede smil og lettelse blandt de værnepligtige. De kan nu se lys for enden af tre hårde dage i felten, og gårsdagens udmattelse er erstattet af optimisme og kampgejst forud for rekrutternes hidtil største udfordring. Inden de kan nyde duften af en sprød pizza og varmen fra et tiltrængt bad, skal delingen kæmpe sig igennem robusthedsbanen, der skal sikre, at rekrutterne har det sammenhold og den viljestyrke, det kræver at være i Livgarden.

De værnepligtige skal sammensætte læringen fra SKYT-dage og teorilektioner, når de sammen skal nedkæmpe fjenden i snevejret.

Betonstøvler på robusthedsbanen

De kraftige snebyger er stilnet af, grenene har smidt deres kridhvide vinterpels, og tilbage er kun ruinerne af onsdagens vinterlandskab, der skridt for skridt blander sig med den grovkornede sandjord under støvlernes taktfaste march i retning af robusthedsbanen. Snart når delingen frem til kontaktpunktet. Her aflægger de rygsække og al den termobeklædning, som ikke egner sig til de højintense udfordringer, der venter forude. Nu er det alvor. 1. gruppe når ikke langt ind i det første skovstykke, før de møder den første modstand. ”Føling højre!”, lyder det konsekvent fra den forreste rekrut, der i samme øjeblik afgiver de første skud i retning af fjenden. Resten af gruppen træffer på et splitsekund en beslutning og positionerer sig parallelt med en forhøjning i skovbunden, hvorfra de kan komme deres kammerat til undsætning.  ”Sikre, sikre,” befaler gruppeføreren, hvorefter rekrutterne sætter i løb gennem det kuperede terræn og ned mod et vandløb. ”Kom nu, vi skal have alle mand med,” råber en menig. Efter at have kæmpet imod vandløbets strøm, er støvlerne som støbt i beton, da de efterfølgende skal krydse en mudderbelagt skråning for at nå op på det videreførende panserspor. ”Kom. Lad mig hjælpe dig,” tilbyder en rekrut og rækker armen ud efter sin kammerat. Sammen forcerer de skrænten og tvinger de gennemblødte fødder til at fortsætte den videre færd mod kasernen.

Robusthedsbanen indeholder både røg, vand og ildkamp. Den skal sikre, at rekrutterne har det mod og den viljestyrke, det kræver at være i Livgarden.

I mål med værdighed

1. gruppe er tydeligt mærket af det vanskelige terræn, da de ankommer til et bykampsområde. Her får de udleveret en båre og et par vanddunke, og opgaven er klar. En såret soldat skal bringes ud af det fjendtlige område og tilbage på kasernen for at modtage behandling. Gruppen kæmper sig ud af byen og gennem adskillige sneklædte bakker, hvorefter de er tilbage ved kontaktpunktet. Med udsigt til hovedvagtens gule bygning i horisonten og rygsækkene liggende foran dem er der ingen tvivl om, hvad der skal gøres. Nu handler det om at æde sig selv. Med deres gennemtrængende kampråb pumpende i kroppen sætter 1. gruppe jagten ind på målstregen. En rekrut hæver kortvarigt hovedet og fremstammer udmattet: ”Kom nu drenge, vi er der lige om lidt.” Han kniber øjnene sammen og strammer grebet om båren, der borer sig ned i hans ømme skulder. Nok er hans krop ved at sige fra, men i Livgarden giver man ikke op så tæt på målstregen. Én af de menige, der i går var hårdest nedkæmpet, finder kræfter til at gengælde den støtte, han fik, ved at sætte en hånd i ryggen af sin kammerat og skridt for skridt bringe dem tættere på målstregen. Da kaserneporten er i sigte, står det klart, at gardere ikke affinder sig med middelmådighed. ”Porten er lige fremme, nu sætter vi i løb!”, lyder det fra sergenten, der beordrer sin gruppe til at skyde brystet frem og slutte de tre opslidende døgn af med manér. I det sekund rekrutterne runder hjørnet til appelgården, kan de ikke holde glæden tilbage. I eufori buldrer de tværs over appelgården og i mål, hvor de kan smide rygsækkene fra sig og langt om længe lette presset fra skuldrene. Selvom der venter dem vedligeholdelse til den lyse morgen, breder de stolte smil sig blandt de menige. Med viljestyrke og vedholdenhed har rekrutterne i den mest nådesløse vinterkulde løst opgaven og sammen bragt sig ét skridt tættere på at kunne kalde sig gardere.

Feltturens mest pressede øjeblik

Jeg synes, at det var svært at komme op i morges. Vi har meget lidt plads og må ikke bruge lys. Der vil altid være noget, der bliver væk, når det er mørkt.
– Menig Ipsen

 

 

Det værste var, da vi på natpatrulje skulle snige os frem. Man snubler let, og det er overraskende, hvor svært det er at orientere sig. Derudover var det vanvittigt hårdt at marchere 10 kilometer i så højt tempo.
– Menig Hasfeldt-Hansen

 

 

Jeg var allermest presset, da vi bliver vækket med alarm lydløs. Sergenterne skynder på os, og der er altid størst pres på, når det er første gang, at man skal ud og ligge i vinterkulden.
– Fich-Olsen

Mikkel Ahle Høgh

Artiklen er udgivet i SOLDATEN – Marts 2021. Tryk her for at læse hele bladet!

You may also like

Forsvaret

Dine feltfif

Her finder du samlingen af tidligere værnepligtiges brugbare feltfif, som du med fordel ...

Comments are closed.

More in Hæren