MÆRKETUREN I SKIVE
Mærketuren i Skive presser de værnepligtige til deres grænser for at vise dem, at de kan mere, end de tror.
Kulden fra det våde mudder klistrer sig til huden, støvlerne synker dybere for hvert skridt, og musklerne skriger efter en pause. Men her er der ingen vej tilbage – kun frem. De værnepligtige skal grave dybt for at finde en vilje, de ikke vidste, de havde. På den anden side af udfordringen venter belønningen: en følelse af fællesskab, styrke og et mærke, som er en velkomst til kompagniet.
KVIKSAND, KULDEN OG KAMPEN FOR AT KOMME IGENNEM
Mudderet er isnende koldt. Tykt som våd cement. Hver bevægelse føles umulig. Det klæber sig til kroppen, holder fast, nægter at slippe. De værnepligtige ligger halvt nedsunket i den mørkebrune masse, mudderet klistrer sig til ansigtet og uniformen. De griber fat om det eneste, der kan trække dem fremad – et tov spændt ud over hullet. Med rystende hænder låser de fingrene om rebet, trækker, maser sig frem med albuer og knæ. Men mudderet er som kviksand. Hver gang de rykker en smule frem, suger det dem længere ned.
En af dem mister grebet. Hans hoved forsvinder et kort øjeblik under overfladen, før han med en kraftanstrengelse bryder igennem igen. Mudderet hænger i klumper fra hans hjelm og ansigt. Hans øjne er vidt åbne. Han gisper efter vejret. Der er ingen vej udenom – han må videre. Lungerne skriger efter luft, musklerne brænder, men der er stadig flere meter tilbage. De, der er foran, rækker en hånd tilbage. De skal igennem det her sammen.
De værnepligtige fra Ingeniørregimentet befinder sig midt inde i Skive øvelsesterræn. Det er en kold februardag, og de har allerede tilbragt en nat under åben himmel på Felt 0. En nat, hvor kulden har bidt sig fast, og søvnen har været kort. Men inden de kan vende tilbage til kasernen og varme omgivelser, venter der dem endnu én sidste prøve: mærketuren.
DET UMULIGE MUDDERHUL
I Skive ligger Ingeniørregimentet, hvor soldater bliver specialiseret i sprængninger, brobygning og minerydning. Men for de værnepligtige er fokus lige nu et helt andet. De står over for en fast tradition i regimentet – mærketuren. En prøvelse, der gør dem fortjent til at bære kompagnimærket.
Nu starter det. De næste 60 minutter vil presse dem til det yderste.
“Vi trykker dem så hårdt på maven, som vi overhovedet kan tillade os. Det her er de mest intensive 60 minutter, de kommer ud for,” siger sergent Lykke, 28 år og gruppefører for første gruppe.
Han skal selv igennem turen sammen med sine værnepligtige – holde moralen oppe, motivere dem og sikre, at gruppen kommer samlet i mål. Men det er lettere sagt end gjort. Mudderhullet venter forude – den forhindring, der presser de fleste til deres grænse.
“Mudderhullet var det hårdeste,” fortæller 21 årige menig Olesen. “Jeg sad fast, og jeg kunne ikke bevæge mig. Jeg var nødt til at få hjælp for at komme videre.”
Mudderhullet var det hårdeste. Jeg sad fast, og jeg kunne ikke bevæge mig.”
– Menig Olesen
INGEN KOMMER IGENNEM ALENE
De værnepligtige fra Skive bliver nødt til at samarbejde. Ingen kan komme igennem mudderhulet alene.
“Vi stoppede helt i mudderet på et tidspunkt, og så blev vi enige om at samarbejde. ‘I hiver os frem, og så hiver vi hinanden videre!’” fortæller menig Olesen, der kæmpede sig igennem turen sammen med sin gruppe. Når én sidder fast, er der altid en hånd, der rækker tilbage. Når kræfterne slipper op, er det gruppen, der tager over. Sammen bliver de ved, skubber hinanden fremad, trækker hinanden fri.
Ammunitionskassen, der fra starten har været en tung byrde, bliver et fælles ansvar. Når overskuddet er der, fordeles vægten – én bærer den et stykke, så tager en anden over. Ingen beder om at slippe den, men alle ved, hvornår de skal tage den fra hinanden. “Sammenholdet var det vigtigste. Vi var ikke kommet igennem, hvis ikke vi havde haft det,” siger 21-årige menig Hede, der ligesom Olesen måtte stole på sine kammerater, da kræfterne begyndte at slippe op.
DET ER HER, ROBUSTHEDEN BLIVER SKABT
Han sidder fast. Mudderet har suget hans ben ned, og hver bevægelse får ham kun til at synke dybere. Han hiver i tovet, men fingrene glider af. Armene ryster, kræfterne er væk. “Jeg kan ikke komme fri!” råber han, panikken presser sig på. To fra gruppen reagerer hurtigt. De griber fat i hans arme og trækker. I starten rykker han sig ikke en millimeter. Men så, langsomt, løsner mudderet sit greb. Med en sidste kraftanstrengelse bliver han hevet fri.
De opdager, at de kan meget mere, end de tror. Det er det vigtigste de tager med sig.”
– Sergent Lykke
For de værnepligtige er det ikke kun kroppen, der bliver presset til det yderste – det er også det mentale. “Det hårdeste for dem er ikke nødvendigvis den fysiske belastning. Det er at se deres kammerater have mere overskud end dem selv,” forklarer sergent Lykke. Når udmattelsen sætter ind, og benene føles tunge, bliver forskellene tydelige. Nogle kan stadig løbe, mens andre kæmper for blot at tage det næste skridt. Det er her, den mentale udfordring for alvor begynder. “De spejler sig i hinanden. De har forbilleder i gruppen, og de vil gerne leve op til hinandens forventninger. Så når de falder bagud, rammer det dem hårdt,” siger sergent Lykke. Men det er netop dér, de lærer noget om sig selv.
Mærketuren tvinger dem til at finde et ekstra gear – til at fortsætte, selv når de føler sig bagefter. “De kommer stærkere ud på den anden side,” forklarer Lykke.
Skrevet af Villads Holck
Denne artikel er udgivet i SOLDATEN – April 2025 Du kan læse hele magasinet lige her.
