OVERVIND GRÆNSER MED KONSTABELELEVERNE
Feltkundskab handler om at overleve i felten – det kræver, at man tager liv. For konstabeleleverne i XIII Lette Infanteribataljon bliver grænsen mellem øvelse og virkelighed udvisket, da de står ansigt til ansigt med en af de mest grundlæggende overlevelsesprøver: at dræbe for at spise. Hvordan reagerer de, når de skal foretage det afgørende slag?
Op fra papkassen tager han fat i bagbenene på en sort og hvid-plettet kanin. Den spjætter ivrigt. Men i takt med, at han aer den langs ryggen, slapper den af. Netop som kaninen er helt afslappet, finder han en kæp frem. Med langsomme bevægelser hæver han kæppen over kaninen. Lige dér er det, som om tiden går i stå. Skoven er helt stille, og der høres ikke en lyd fra konstabeleleverne. I en beslutsom bevægelse fører han kæppen mod nakken på kaninen. Der går et sus gennem skoven. Og så er det slut. “Er der flere spørgsmål?”, spørger en befalingsmand roligt. Skoven, der før emmede af munterhed og lethed, sitrer nu af alvor og dyb koncentration. Øjeblikket, konstabeleleverne har frygtet eller set frem til, var kommet: Det er tid til at slå ihjel for føde.
OMSKOLING TIL OVERLEVELSE
Langt inde i Finderup øvelsesterræn befinder konstabeleleverne fra XIII Lette Infanteribataljon sig. Det er en kølig januardag, og eleverne har allerede tilbragt over tre døgn i skoven. De sidste to døgn på øvelsen står i feltkundskabens navn. Foran dem venter mange grænseoverskridende udfordringer – fra at bygge shelters i den rå natur til at aflive og tilberede deres egen mad. Det er her, de lærer, hvordan man overlever, når kun deres kompetencer i felten holder dig i live.
“Jeg synes det er rigtig spændende at lære overlevelsesteknikker, som man kan tage med sig videre – både i Forsvaret og i hverdagen,” fortæller 22-årige Mathilde, der er konstabelelev i Slesvig Fodregiment. “Det er virkelig fedt at prøve noget helt andet og bryde grænser.”
Feltkundskab, der i daglig tale kaldes FEKU, handler om at overleve i og af naturen. Men det handler i lige så høj grad om at give konstabeleleverne en form for militær robusthed. “Eleverne kommer stærkere ud på den anden side af det, de bliver udsat for – hvad end det er fysisk eller psykologisk – og det er også en del af feltkundskab,” forklarer kompagnibefalingsmanden Vesti. Forinden kanindrabet havde de bl.a. allerede brudt isen for at lave vandpassage og bygget shelters af rafter og grene. Begge discipliner, der på hver sin måde skubber til elevernes grænser.
NÅR TEORI BLIVER TIL VIRKELIGHED
Nu står de overfor det: De skal slå en kanin ihjel for at få noget at spise. Konstabeleleverne samler sig i grupperne for at afgøre, hvem der skal udføre opgaven. Hver gruppe får tildelt to kaniner, og deres gruppefører har opfordret de elever, der synes, det er mest grænseoverskridende, til at dræbe kaninen. Der er ingen, der tvinges, men det er en mulighed for at udfordre sig selv og sine grænser.
Eleverne, der skal dræbe kaninerne, tager hver deres papkasse med en kanin i. Der er ikke en eneste mine, der fortrækker sig i deres ansigter. De er dybt fokuserede på at klare opgaven. Kaninen er et konkret bevis på, at overlevelse i felten kræver mere end blot teoretisk viden og fysisk styrke.“Det er en fysisk og en psykologisk prøve. Kan du tage liv? Og kan du leve med det bagefter?”, siger 21-årige Loke, der ligeledes er konstabelelev ved Slesvigske Fodregiment.
“Eleverne kommer stærkere ud på den anden side af det, de bliver udsat for – hvad end det er fysisk eller psykologisk – og det er også en del af feltkundskab,”
– Seniorsergent Vesti
DET AFGØRENDE SLAG
Konstabeleleverne trækker sig væk i skovstykket for at få fred til at dræbe kaninen. Luften sitrer af nervøsitet, og stilheden lægger sig som en tung dyne over skoven. Den første konstabelelev åbner langsomt papkassen og stikker hånden ned til den. Efter mange forsøg på at fange kaninen i papkassen, får han endelig fat. Resten af konstabeleleverne følger hans eksempel og forsøger at fange kaninen nede i papkassen. Hvin fra kaninerne skærer gennem skoven og bryder med ét stilheden. Han aer den langs ryggen – præcist som han fik forevist af sin sergent. Idet kaninen er helt afslappet, rækker han nervøst ud efter sin kæp, vel vidende hvad næste opgave er. Han hæver kæppen over kaninen, tager en dyb indånding og puster langsomt ud. Kæppen står et kort øjeblik stille i luften, før han fører den mod kaninens blottede nakke. Slaget rammer, men ikke hårdt nok. At dræbe et dyr for første gang er svært. Man skal slå hårdt nok, samtidig med at man rammer præcist på kaninens nakke. Men måske endnu vigtigere er det psykologiske aspekt. At skubbe til eller måske ligefrem gå over den grænse det kan være at tage livet af et komplekst væsen.
“Det er en fysisk og en psykologisk prøve. Kan du tage liv? Og kan du leve med det bagefter?”
– Konstabelelev, Loke
Et spjæt går gennem kaninen, men den er ikke død. Han tøver, men så strammer han grebet om kæppen og slår igen. Den rammer præcist mod nakken med en hul, dump lyd – anderledes end de forrige slag. Lettelsen breder sig over konstabeleleven. Opgaven er fuldført. “Det var svært at aflive kaninen. Jeg ville gøre det humant, så den ikke led mere end højst nødvendigt. Jeg prøvede ikke at fokusere på, at det var et kæledyr, men at det mere var en opgave, der skulle udføres,” fortæller Mathilde, der også meldte sig til at aflive en af kaninerne.
Tilbage i grupperne har stemningen lettet sig. Alvoren hænger stadig som en rest i luften, men i takt med, at eleverne kan ane dagens første og eneste måltid, bliver den erstattet af smil og glæde.
“Jeg prøvede ikke at fokusere på, at det var et kæledyr, men at det var en opgave, der skulle udføres.”
– Konstabelelev, Mathilde
I nat venter endnu en prøve. Eleverne skal sove i de shelters, de har brugt det meste af dagen på at bygge. Her, midt i den rå natur, skal de sove gruppevis, hvor deres eneste varmekilder er bålet og kropsvarmen fra hinanden.
Skrevet af Samilla Agger
Denne artikel er udgivet i SOLDATEN – Marts 2025. Du kan læse hele magasinet lige her.
