INGEN GARDER UDEN SIN GRUPPE
Over fire døgn er gået, og nu er det kun en halv time væk – det lille, forgyldte REX-mærke. Rekrutterne finder reservetanken frem, og presser deres viljestyrke i bund, når de på tom mave og nul timers søvn bliver sendt igennem kilometervis af mudder, pigtråd og vand i navlehøjde på den ultimative test: indpassage.
En tidlig fredag morgen tæt på Høvelte Kaserne lyder en sagte klang af marcherende støvler. Om et hjørne drejer en gruppe udmattede soldater – dog med hælene løftet fra jorden, for trods 30 km nattemarch forinden, slæber kommende gardere ikke fødderne efter sig. På en mark med en larmende soundbox genopbygger rekrutterne kampkraft og ser til, da en fører sender endnu en gruppe afsted på indpassagen, ved at fyre et kanonslag af. Spændte venter de på, at det bliver deres tur.
“KOM NU, KOM NU, KOM NU!”
En rekrut råber sin gruppe op, klapper et par gange i hænderne og hopper lidt på stedet.
Kanonslaget går.
I samlet flok bevæger gruppen sig igennem en flere kilometer lang bane, hvor de hjælper hinanden gennem vandhuller, pigtråd og tyk mudder. Sulten, udmattelsen og de ømme muskler, som de hver især mærker, er med ét glemt – de er en gruppe, en enhed, og brystlommen hvori REX-mærket har holdt sig varmt de sidste fem dage, åbner de ikke før alle er kommet over målstregen.
Lige som man skulle tro, at der ikke var mere at give af, genfinder de kræfterne på ny – og hvis ikke kræfterne til at få sig selv fremad, så i stedet til at skubbe sin ven.
“Gi’ den alt, hvad du har! Vi er gardere lige om lidt!”, råber en rekrut til sin kammerat, mens han med en hånd på vennens ryg hjælper ham igennem et stort mudderhul. Det er tydeligt, at alle i gruppen deler samme tilgang. De hjælper hinanden op, når de glider, og råber for at sikre sig, at alle er med.
Lidt over halvvejs når de til en ny, vanskelig forhindring. Uden at tøve kaster de sig ned og kravler mange meter gennem tungt mudder under et net af pigtråd. I dette øjeblik er deres udmattelse og smerter efter den lange REX-tur glemt tilbage på marken, hvor de ventede.
Gruppen fortsætter i samlet flok gennem flere vandhuller, dybe panserspor og over væltede træer på det sidste stykke af ruten. Selv da de kommer i mål, finder de stadig kræfter til at klappe den næste gruppe ind. Om det er en speciel garder-mentalitet, eller om det skyldes den sjat portvin, som de fik til feltgudstjenesten dagen forinden, vides ikke.
“Hvis man har brug for hjælp, så siger man til. Hvis man ikke har brug for hjælp, så siger man: Kan jeg give en hånd?”, fortæller rekrut Jensen som sit bedste råd, få minutter efter at han og sammen med sin gruppe krydsede indpassagens målstreg. Selvom han er udmattet og stadig er ved at få pulsen ned, så står smilet fra det ene øre til det andet.
Hvis man har brug for hjælp, så siger man til. Hvis man ikke har brug for hjælp, så siger man: Kan jeg give en hånd?”
– rekrut Jensen
SLUTNINGEN PÅ EN ÆRA OG BEGYNDELSEN PÅ EN NY
Mens rekrutterne hepper de sidste grupper ind, pakker andre deres ting sammen, heriblandt rekrut Filippa fra 3. DEL, 2. KMP. Hun siger: “Jeg har det blandet. Jeg er virkelig glad, men også meget træt og sulten.” Fra samme deling slutter rekrut Pedersen sig til. Han lægger en arm om sin buddymakker og fortæller: “Onsdag sad vi og snakkede om, at det ikke var så hårdt. Så blev man smidt i tromlen torsdag nat, og så var det virkelig REX.” Rekrut Filippa griner og stemmer i. “Indpassagen var hård. Det var også det, jeg havde frygtet mest.” Alligevel siger de begge, nærmest i kor: “Det hårdeste er også det sjoveste. Man skal nyde det!”
Op ad formiddagen er alle kommet i mål. Mange følelser har været oppe at vende de sidste par døgn – men ikke nu. Det emmer af lettelse, stolthed og en unik, højtidelig følelse, mens de kommende gardere træder an i tre, lange geledder. Ledet af tambourernes velkendte toner, bliver de mange soldater ført ind gennem portene til Høvelte Kaserne, som de forlod fem dage tidligere.
Nok er de vendt tilbage fra felten gennem disse porte før, men denne fredag eftermiddag afsluttes en øvelse ikke kun med mange timers vedligeholdelse; før aftrædelse bliver det velfortjente REX-mærke sat på uniformen.
I åbne geledder stiller én efter én sig i ret, mens deres førere giver dem et håndtryk og påsætter symbolet på, at de nu kan kalde sig for gardere. Det betyder, at de om få uger iklæder sig vagtstøvler og flytter bopæl til Livgardens Kaserne ved Rosenborg Slot i København. Inden da venter dem på denne fredag aften, den famøse REX-burger og en velfortjent weekend.
ET BRAG AF EN AFSLUTNING
Det brag, Lucas tidligere på dagen forudsagde, lyder én time senere. En rød bil er blevet ramt af et droneangreb, og to sårede soldater ligger ved siden af bilen. Der er uro på værket, og soldaterne er klar over, at sidste del af øvelsen er gået i gang. Fra havet lyder pludselig råb om hjælp, og et skib fra Marinehjemmeværnet lægger til kaj med fuld besætning og 10 sårede ombord. Nu skal soldaternes træning stå sin prøve, og Lucas er ikke i tvivl om, hvorfor han frivilligt bruger sin weekend her: “Det er det bedste. Jeg synes, at man får en masse fede oplevelser, når man er på øvelse. Det sammenhold, man opbygger i sin enhed over lang tid, det er særligt!” Snart er øvelsen overstået, og Hjemmeværnets soldater tager hver til sit, og hverdagen genfinder sin rytme. Men kun indtil nationen har brug for dem. Så stiller de op
Skrevet af Julie Bork
Denne artikel er udgivet i SOLDATEN – September 2024. Du kan læse hele magasinet lige her.
