Rekrutchok er ikke et fast defineret begreb, men det er et stadie, som alle værnepligtige vil komme til at opleve i de første to-tre uger af tjenesten. Lad delingsfører Lohmann fra Trænregimentet i Vordingborg guide dig igennem chokket, så du kan komme hurtigst muligt over det.

OVERKOM DET HURTIGERE

Alle værnepligtige vil opleve en grad af rekrutchok, men det er muligt at dæmpe virkningerne af det. ”Du har ikke lange dage, fordi du skal få rekrutchok, det er lange dage, fordi der er så meget, der skal nås,” fortæller Lohmann. Ifølge Lohmann handler det om at lytte til, hvad der bliver sagt, og forholde dig til de informationer, der bliver givet. ”Lad være med at overtænke og leve dig ind i forvirringen. Fokuser på den næste opgave, og tag dagen time for time.” Lohmann har haft fornøjelsen af at opleve mange værnepligtige og deres forskellige reaktioner på rekrutchok. Du er i trygge hænder!

DET KOMMER SOM ET CHOK

Rekrutchok foregår inden i dig. Du er forvirret og glemmer måske lidt mere, end du plejer. ”Rekrutchokket er et virvar af indtryk, som du får på meget kort tid. Det er forskellen fra civil til militær, der kommer som et chok for dig, og du kommer pludselig ud af din comfort zone og bliver udfordret både fysisk og psykisk. Det er din sunde fornuft, der bliver sat på prøve, fordi det kan være svært at se fornuften i at skulle løbe 2200 meter, lige efter at man har taget 40 lunges, og ens ben er helt smadrede,” siger delingsfører Lohmann.

VÆR PÅ FORKANT

I den første uge af værnepligten er der mange indtryk, som er helt nye, og det kan derfor være med til at skabe en endnu større forvirring hos den enkelte. Men ifølge Lohmann er der lys for enden af tunnelen. ”Du kan forbedre forvirringen og usikkerheden omkring de nye indtryk ved, at du gør dig tanker om, hvad der helt konkret sker,” fortæller Lohmann og fortsætter: ”Det handler om at fokusere på de ting, man kan, så man har større overskud til at arbejde med det, som man ikke kan.” Det betyder, at hvis du fra start af er i fysisk god form eller har styr på militær disciplin, så har du mere overskud til alle de andre indtryk.

DELINGSFØRER LOHMANNS 5 GODE RÅD:

1. EMBRACE THE SUCK

”Jo hurtigere du erkender, hvad du ved, og hvad du ikke ved, der kommer til at ske, des hurtigere kommer du videre. Så kan du begynde at se de positive ting fremfor hele tiden at fokusere på de negative ting.”

2. VÆR OMSTILLINGSPARAT

”Vær hele tiden klar på, at der vil ske det uventede, og at der kan komme kontraordrer. Dette er helt normalt, og du skal bare være klar til at omstille dig. Det handler om at prøve sig frem og være parat til det modsatte.”

3. BRUG DIN BUDDYMAKKER, OG HJÆLP HINANDEN

”En buddy-makker er en person, som du kan bruge aktivt i tjenesten. Det er en, du kan være sammen om at komme igennem tjenesten med. Det er en, du kan tale med, når det går dårligt eller bruge som kontrol, inden I stiller jer ud i geledderne.

4. FÅ STYR PÅ DIN MILITÆRE DISCIPLIN

”Jo før du får styr på den militære disciplin, som tiltale, stilletid og stillested, des mere krudt kan du bruge på de andre nye ting, som også kan være udfordrende.”

5. VÆR FORBEREDT MED EN GOD FYSISK FORM

”Sørg for at have en god fysisk form fra start af, så du allerede har et godt udgangspunkt, og det ikke kommer som et chok for dig. Så er du foran på point i det fysiske, og du har mere overskud til at tage dig af det psykiske pres.”

Find endnu flere tips og tricks til din værnepligt i SOLDATENs Håndbog 3.

You may also like

Comments are closed.