VÆRNEPLIGTIGE I AALBORG
På en stjerneklar oktobernat går en gruppe værnepligtige fra Aalborg ude i en vejkant. Et hav af kilometer har de lagt bag sig, uvidende om, hvor mange der venter dem forude. I fællesskab sørger de for at holde hinanden vågne, mens de for hvert skridt bevæger sig længere på Aalborgs mærketur: Cimbrertogtet.
Ved en kirke i Nordjylland får 3. gruppe, fra 2. deling i 2. kompagni, deres første kalke. Klokken er 1715, og gruppen skal netop til at gå den første strækning på Cimbrertogtet. Det eneste de ved er, at de skal gå langt, og at der vil komme opgaver undervejs, som de skal løse i gruppen. De ved ikke, hvor langt de skal gå, eller hvor længe det varer. Trods uvisheden er humøret i 3. gruppe højt. “Energiniveauet ligger på 9 ud af 10. Vi glæder os!” siger Kristensen, gruppens bagerste mand, med et stort smil. Med friske ben og under en blå, skyfri himmel, bevæger gruppen sig afsted, spændte og uvidende om, hvad der skal ske de næste mange timer.
De når dog ikke langt, før de bliver stillet over for den første udfordring. Gruppen skal gennem hele turen løse en hemmelig opgave, der stiller krav til deres fantasi og kreativitet. Først når de kommer i mål finder de ud af, hvad formålet med den kreative opgave er.
2000
Efter et par timer når gruppen til Vebjerget. Her bliver alle grupper samlet. Solen er næsten gået helt ned. Fire store bål lyser de næsten 200 værnepligtige op, mens de får udleveret deres cimbrermærke. De skal bære det i lommen under hele turen, og må først sætte det på uniformen, når de har gennemført. Afgår de undervejs skal mærket afleveres.
0035
Mange timer senere er klokken passeret midnat, og gruppen nået frem til endnu en post på ruten. Temperaturen er faldet en del grader, og himlen er blevet helt sort og stjerneklar. Gruppen har tilbagelagt en god distance, og er også blevet udsat for andre prøvelser undervejs. Gruppen skal på vej til den næste post lave et cimbrer-kvad ud fra en liste af ord, de har fået udleveret. De beslutter sig for at lave et digt. Det vækker begejstring hos flere i gruppen. “Det er vigtigt at snakke med hinanden. Det hårdeste er, når der bliver helt stille, og man går i sine egne tanker,” siger Fæø.
”Det er vigtigt at snakke med hinanden. Det hårdeste er, når der bliver helt stille, og man går i sine egne tanker”
– menig Fæø
0146
Hen på natten begynder de lange distancer og manglen på søvn at sætte sine spor. “Fødderne er ømme, og så er jeg lidt sulten,” siger Fæø, mens gruppen holder et kort hvil. Resten af gruppen stemmer i. “Jeg har måske også lidt ondt, men energiniveauet ligger på en god 6 ud af 10,” melder Holm. På trods af de ømme fødder er stemningen stadig høj, og gruppen tager forskellige metoder i brug for at holde hinanden kørende. Kristensen har fundet på, at alle på skift skal fortælle en sjov historie, og deres digt er begyndt at udforme sig. Til det næste hvil bliver det besluttet, at alle skal sige et kompliment til dén, der går foran en selv.
0249
“Jeg har stor respekt for, at du tør stå op for dine egne holdninger.” Mellem strømpeskift og snacks fortæller gruppen deres komplimenter til hinanden. De er på deres tiende time, og selvom nogle gab er begyndt at vise sig, så er alle stadig vågne og med. Gruppens digt er blevet færdigt, og bliver øvet ihærdigt inden næste post, hvor det skal præsenteres.
0423
Halvanden time og et digt senere er gruppen på en ny kalke igen. Snart har de været vågne i et døgn. Dette begynder langsomt at komme til udtryk på forskellige måder i gruppen, også da de kommer forbi et stop på ruten, hvor de får lov til at dele en pakke nudler to og to. Det opløfter stemningen hos nogle, mens andre gerne vil videre hurtigst muligt. “Situationen med nudler er sygt dejlig. Energiniveauet er i top igen!” siger Kristensen, mens Armholt modsat venter på, at de kan komme videre. “Jeg vil bare gerne gå resten af vejen,” siger han. På trods af uenighederne om nudlerne er der ingen sure miner. Selvom snakken er lidt mindre, så er der sjældent stille i længere tid af gangen.
0540
Da natten er ved at blive til morgen, holder gruppen et hvil. Nogle udnytter tiden til at lukke øjnene kort, og det er tydeligt, at alle er udmattede. De har gået flere kilometer end antal vågne timer, og ved stadig ikke, hvornår de er færdige. “Jeg er træt, men jeg har det overraskende godt. Jeg havde forventet, at jeg ville være nedkæmpet på det her tidspunkt,” siger Kofod. “Jeg tror at det er fordi, at alle har bidraget til at holde humøret højt,” fortsætter hun.
Endnu en gang fortsætter gruppen. Denne gang har de fået koordinater i stedet for en kalke. Solen står langsomt op, og en ny dag begynder.
0700
“Jeg er ekstremt træt. Jeg ligger på en 4 ud af 10,” indrømmer Fæø, da gruppen endelig ankommer til det sidste koordinat. De når kun lige at smide sig i det dugbelagte, våde græs, før de får en ny opgave. Det næste stykke skal de gå taktisk, uden at blive erkendt. Til slut skal de samles med resten af 2. deling.
0842
Endelig kommer 3. gruppe i mål. Lige som man skulle tro, at de ville få stukket endnu en kalke i hånden, får de lov til at hvile. Der breder sig en lettet stemning, da det går op for dem, at udsigten til cimbrermærket ikke er lang igen – men inden da skal formålet med den hemmelige opgave, de har løst under hele turen, afsløres. Opgaven handlede om at blive en del af noget større – at levere et synligt bevis på, at gruppen nu er en del af det fællesskab, der gælder alle andre grupper, som har gennemført Cimbrertogtet før dem.
Derefter bliver der afholdt en dyst mellem de to kompagnier, og da den er slut, får de endelig lov til at sætte mærket på uniformen. Alle de værnepligtige er ligesom i starten på Vebjerget nu blevet samlet igen. De motiverende ord, som de på daværende tidspunkt fik med sig fra bataljonschefen, viser sig at have båret frugt. Nu kan de i fællesskab påsætte mærket på samme tid.
“Jeg synes, vi har klaret det godt. Der er ingen, som har klaget,” siger Kofod. Fæø, som for et par timer siden var en del trættere end nu, supplerer: “Det har været sygt fedt!” Resten af gruppen melder, at de er enige. “Jeg skal dog lige have noget sukker, så jeg kan se igen, når vi skal vedle,” tilføjer Fæø med et smil. ∎
Skrevet af Julie Bork
Denne artikel er udgivet i SOLDATEN – November 2024. Du kan læse hele magasinet lige her.
