Anders Storgaard bærer den samme blå uniform, som både hans onkel og bedstefar gjorde før ham. De er en familie med tre generationer og tre gardere, der alle har stået vagt med kolde fingre og blå læber for konge og fædreland. Nu kan de dele soldaterhistorier på tværs generationerne.
Livgardens Vagtkompagni er ikke, som kompagnier er flest. Med blå uniformer, bjørneskindshue og sabel er værnepligten i Livgarden noget, som kun rigtigt forstås af dem, der selv har været gennem tjenesten. I Anders Storgaards familie er der heldigvis tre, som har oplevet det på egen krop.
Anders Bach Storgaard er vagtgående garder. Fra år 2000 var hans onkel Just Bach Andersen det samme, og hans morfar Anders Bach Andersen var i tjenesten fra 1965. Familien har været tre generationer i garden, og det er altså ikke kun tjenestestedet, som er gået i arv:
“Ja, Anders er opkaldt efter mig – går jeg da ud fra!”, fortæller Anders Bach Andersen, mens han ser på sit barnebarn og griner. Den vagtgående garder og de to ældre familiemedlemmer er samlet på Marselisborg Slot, hvor solen og skyerne kæmper om pladsen på himlen. Garderen bærer Livgardens karakteristiske blå uniform, mens de to gamle gardere er klædt i blå blazer, garderslips og lyse bukser; den uofficielle uniform for tidligere tjenestegørende. En garder har ingen sidste salgsdato. Én gang garder; altid garder.
Med højt til loftet, gamle malerier og store lænestole emmer slottet af fortællinger fra gammel tid. Godt tilbagelænet og med kaffekrus i hånden er scenen sat for gode soldaterhistorier.
DEN KOLDESTE VINTER I MANDS MINDE
“Det var koldt. Det var rigtig koldt,” beretter den ældste garder. Han var indkaldt på et vinterhold, og det samme var Just. De mener begge, at en ægte garder er en ‘vintergarder’, som har haft REX-tur i vintermånederne med forfrosne fingre og blå læber. Den ældste garder fortsætter med vinterfortællingen:
”Vi havde en motorcykelordonnans, og han havde selvfølgelig handsker på. Da han nåede frem, måtte de tage en hammer og banke hånden ud af gashåndtaget.” De andre to kigger med et mistroisk smil på læben. Han imødekommer blikkene: “Og det er faktisk ikke en historie, det er virkeligt. Det er jo fordi, hand- skerne var våde og frøs . Det var jo den koldeste vinter i mands minde i ‘65.”
Også Just, som var i tjeneste fra år 2000, har oplevet lidt af hvert i sin tjenestetid. “Der går en fortælling om en garder, der fik bajonetten op igennem underlæben – og det var mig!” fortæller han. Han ser op og viser et ar fra hagen til mundvigen. “Jeg blev lidt for ivrig i min eksercits, og så fik jeg præsenteret gevær op gennem underlæben.”
Just, der var på 1. vagthold, smiler og fortsætter: “Vagtholdsføreren spurgte mig senere, om ikke det var rødt, da jeg trak bajonetten ud. Det var det naturligvis. Han sagde, at det var god holdning med den røde farve for 1. vagthold.”
Fortællingerne, navnene og årstallene fra tjenesten er mange. Selvom samtalen på slottet kun skulle have varet en time, bliver det hurtigt til to. Værten på Marselisborg bemærker i forbifarten, at det da var heldigt, at der ikke også var kommet en kasse øl på bordet. Så var det blevet en sen fyraften.
“Det var koldt. Det var rigtig koldt!”
– Anders Bach Andersen
NYE TIDER
Selvom traditioner og skikke stadig fylder meget, har både Forsvaret, Hæren og Den Kongelige Livgarde udviklet sig gennem de senere år: “En af de ting, der nok alligevel er forbedret inde ved Livgarden nu, er tonen. Mængden af bandeord… Den var ikke ubetydelig, da jeg var soldat,” fortæller Anders Bach Andersen.
Udover en ny tone er der også nye opgaver for Livgarden. Anders Storgaard har eksempelvis stået vagt ved forskellige jødiske institutioner. Noget, som føles væsentligt anderledes end vagterne ved Amalienborg. Her hersker en anden stemning og tyngde.
“Men det er vel dødkedeligt,” gætter Just på. Anders Storgaard bekræfter: “Det er dødkedeligt. Og det skal det jo være, for så snart det ikke er kedeligt længere, så er det alvor.”
Da de to gamle gardere havde aftjent deres værnepligt, vendte de hjem til Kronjylland: “Vi skulle hjem og passe vores landbrug,” fortæller Anders Bach Andersen. Anderledes ser det ud for Anders Storgaard i dag:
“Jeg søger uddannelsen til løjtnant. Og så må vi jo se, hvad der sker. Det kunne være sjovt at komme tilbage til REX-turen som en af dem, der skal føre. Jeg har jo ikke et landbrug, der venter på mig med det samme.”
Der er ingen tvivl om, at familien er stolt af Anders Storgaard. Til H.M. Dronningens fødselsdag den 5. februar stod han i rød galla. “Og der var dine bedsteforældre ovre at se dig,” erindrer Anders Bach Andersen og fortsætter: “Min kone Louise er i kørestol, og hun var også med.”
Selvom nogle ting har ændret sig, er Livgarden noget, der er i familien. Anders Storgaard har ikke oplevet, at hans fremtid har været mejslet i sten på forhånd. Men lidt ansporing har der været. Han læner sig tilbage i stolen og fortæller: “Hvis jeg skulle i Forsvaret, så var der kun et sted, det kunne lade sig gøre. Og det var i hvert fald ikke ved Gardehusarerne.”
Skrevet af Elias Kobberup
Denne artikel er udgivet i SOLDATEN – April 2024. Du kan læse hele magasinet lige her.
