Efter kun 20 dage i tjenesten kan de værnepligtige i Beredskabsstyrelsen løse skarpe opgaver. De har blandt andet støttet ved stormflod i Haderslev og jordskred ved Nordic Waste. Kom med på en omfattende øvelse, når de menige træner sammen med politi, brandvæsen og sundhedspersonale.
En onsdag i marts klokken 17:00 modtager alarmcentralen et opkald. “Øvelse – øvelse – øvelse,” konstateres der tørt, inden sagligheden erstattes af panik: “Vi har brug for hjælp. Det er gået helt galt med et tog og en bus. Der er mange døde,” fortæller en øvelsesleder. Med opkaldet er beredskabsøvelsen Tordenskjold skudt i gang. Sammen med politi, brandfolk og sundhedsvæsen skal Beredskabsstyrelsens værnepligtige vise, hvad de er gjort af.
“Scenariet er, at en buschauffør har fået et ildebefindende og har påkørt to biler og to cyklister, som holdt tilbage for et tog ved en jernbaneoverskæring. Bilerne, toget, bussen og cyklerne er nu spredt i skadeområdet,” fortæller Mehlsen, som er værnepligtig ved beredskabsstyrelsen i Thisted.
Beredskabsstyrelsens værnepligtige er ni måneder i den mørkeblå uniform. Allerede 20 dage inde i uddannelsen indgår de i den vagtstyrke, som rykker ud, når katastrofen rammer. De værnepligtige er altså operative og under uddannelse samtidigt og må smide alt, når alarmen på kasernen går. Afhængigt af uddannelsesniveau har de forskelligt ansvar på et skadested. “Vi er seks måneder henne, så med vores certificeringer er vi brandmænd, og vi har fået vores speciale, som er chauffør,” fortæller Mehlsens kollega og værelseskammerat Bang.
Mehlsen og hendes værelseskammerat Bang har allerede haft nogle lange dage. Dagens togulykke er en mindre del af en hel øvelsesuge. Den har stået på træning, hvor de værnepligtige til sidst modtager deres selvstændighedsmærker. Det viser, at de værnepligtige kan arbejde både selvstændigt og vejledende på et operativt skadessted.
OPERATIVE
Kort efter opkaldet til alarmcentralen ankommer den første politibil. Med 50 sårede figuranter og ti døde er der nok at se til for betjentene, der skal danne sig et overblik over skadesstedet. Snart ankommer flere politibiler, ambulancer og brandslukningskøretøjer – ikke mindst fra Beredskabsstyrelsen.
Det er øvelsesvagtholdet, der er kørt hele vejen fra Thisted. Sammen med det kommunale brandvæsen og deres egne førere går de værnepligtige i gang med at skære, redde og frigøre. I Beredskabsstyrelsen er der ikke ansat konstabler. Det er altså kun værnepligtige, der indgår i opgaveløsningen på manuelt niveau. Det er et stort ansvar.
Det lød virkelig spændende, det med at komme ud og faktisk gøre en forskel, når folk er i nød.”
– Bang, værnepligtig ved Beredskabsstyrelsen Thisted
“Vi er som regel med til større hændelser, eftersom vi er nogle af de sidste, der bliver kaldt på. Jeg har været med til en industribrand, hvor vi skulle slukke ilden og røgdykke,” fortæller Mehlsen. “Jeg har også været ude tolv timer om natten og pumpe vand under stormfloden i Haderslev. Der har vi mange gode minder fra,” fortæller hun med et smil. “Og vi har været med ude og hjælpe ved Nordic Waste,” supplerer Bang.
At løse opgaver i virkeligheden var en del af årsagen til, at de to oprindeligt søgte ind i Beredskabsstyrelsen. “Det lød virkelig spændende, det med at komme ud og faktisk gøre en forskel, når folk er i nød,” fortæller Bang. Og hverken Bang eller Mehlsen fortryder det.
“Vi er rigtig glade for det. Vi synes, det er interessant, og vi elsker øvelser som det her, fordi vi kommer ud og oplever, hvordan vi skal reagere i virkeligheden,” fortæller Mehlsen. Bang nikker og tilføjer: “Og man kommer meget tæt på hinanden herinde. Nu bor Mehlsen og jeg på værelse sammen, så man får nogle bekendtskaber herinde, som man holder fast i bagefter.”
Bag Mehlsen og Bang lakker øvelsen mod enden. Klokken er blevet 20:00, og mørket har gjort sit indtog. For brandvæsen, politi og sundhedspersonalet skal der snart debriefes i Hobro, men for de værnepligtige på markeringsholdet venter der en masse oprydning. I morgen står den på stueeftersyn, og øvelsesugen fortsætter.
Skrevet af Elias Kobberup
Denne artikel er udgivet i SOLDATEN – Maj 2024. Du kan læse hele magasinet lige her.