Når Fregatten Peter Willemoes forlader Flådestation Korsør for første gang i år, er det med forandringens vinde blæsende i sejlene. Med en ny skibschef og udskiftning i besætningen, sætter fregatten kurs mod de danske farvande med et klart mål i sigte – at indlemme de nytilkomne sømænd i besætningens rutiner og det unikke fællesskab, der gør Peter Willemoes til en af de mest populære arbejdspladser på bølgen blå.

I den bagende efterårssol bryder Peter Willemoes gennem Kattegats bølger med en sitren af liv ombord. En broget besætning, der er sammensat på tværs af rang, funktioner og baggrund, har sammen forladt fastlandet for at banke rust af rutinerne forud for det kommende års internationale øvelser. Stig ombord på fregatten og kom helt tæt på fire besætningsmedlemmer, som på hver deres måde bidrager til, at skibet kommer trygt i havn.

Hvid: Dæksgast med store drømme

Gummipude under opsyn

Ude på dækket er dæksgasterne i fuld gang med at sænke fendere, der skal beskytte skibssiden ved fortøjning. For enden af et reb, der skal stabilisere fenderen, står Hvid og kæmper med at få kontrol over den 500 kilo tunge gummipude. ”Alt hvad vi laver, bliver vurderet. Befalingsmændenes øjne hviler altid på os, når vi gennemfører øvelser. Her i opstartsfasen bliver de mest banale ting vurderet,” fortæller Hvid, der med sved på panden og brændende sol på sine tatoverede arme har fuldt fokus på dagens opgave. For nyligt har han forladt sin stilling som konstabel ved Bornholms opklaringsenhed for at prøve kræfter med en tilværelse som dæksgast. ”Jeg valgte at søge over i Søværnet for at få nye udfordringer og anderledes oplevelser end hvad man får i Hæren,” forklarer han. Hvid og de andre dæksgaster fungerer som skibets multitool, der skal løse alt fra vedligeholdelsesopgaver til vagttjeneste og nødstyring af skibet. ”Alle har flere vigtige funktioner, og det er vigtigt, at vi til enhver tid kan udfylde hinandens roller, når der bliver behov for det,” fortæller han.

Som dæksgast har Hvid en varierende og fysisk krævende
hverdag, der byder på alt fra vedligeholdelse til vagttjeneste.

Den første hundevagt

Selvom Hvid har meget at lære på sin første sejlads, kan han bringe mange af sine erfaringer fra Hæren med sig ind i det nye værn. Dette gjorde sig gældende, da han i nat havde sin første nattevagt, også kaldet hundevagten. ”Jeg har nærmest ikke lavet andet end at arbejde om natten på Bornholm, så at have nattevagten er ikke noget problem for mig. Udfordringen for mig ligger i at lære nattesignalerne at kende,” lyder det fra Hvid, der er imponeret over den måde man indlemmer nye besætningsmedlemmer i rutinerne. ”At blive en etableret del af besætningen foregår meget flydende, hvilket hundevagten er et godt eksempel på. For hvert nyt besætningsmedlem er der som regel en rutineret person, som man kan læne sig opad. På den måde bliver der lagt meget vægt på sidemandsoplæring og generelt learning by doing,” forklarer Hvid. Selvom de fleste af døgnets timer går med knob, signaler og skibsteori, tøver han ikke, når man spørger ham ind til hans ambitioner. ”Min største drøm er at blive en del af bordingholdet. Her har jeg mulighed for at bringe mine kampfærdigheder i spil,” lyder det målrettet fra Hvid, der er klar over, at han lige nu skal slå koldt havvand i blodet og tage en dag ad gangen.  ”Søværnet er et godt sted med masser af muligheder, men lige nu handler det om at komme ind i rutinerne. Så må jeg se hvad fremtiden bringer,” siger han.

På fregatten integreres de nye gaster i arbejdsrutiner gennem sidemandsoplæring.

Sarah: Kok med krudt i røven

TEamwork i Topklasse

Duften af pizza breder sig rundt i skibets gangsystemer og sørger for, at selv de nyeste gaster kan finde vej til kabyssen. Her er travlhed at spore blandt Sarah og de andre kokke, der er ved at lægge sidste hånd på aftenens mesterværk. Hun er det nyeste ansigt i kabyssen og har efter flere år som kok på fastlandet valgt at stikke til søs for at søge nye udfordringer. ”Jeg var i en kantine, hvor det var begyndt at blive kedeligt. Jeg havde for meget krudt i røven, så der skulle til at ske noget,” forklarer Sarah og uddyber: ”Her er det anderledes, fordi man er ombord på et skib med teamwork i fokus. Man føler sig lidt mere som en del af besætningens store familie, hvor vi i køkkenet er ansvarlige for at gøre alle mætte.” Ifølge hende spiller holdindsatsen en helt central rolle, når skibets kokke forbereder den mad, som mange vurderer til at være Søværnets bedste. I stedet for at opdele måltiderne mellem kokkene, er de fælles om at tilberede maden fra bunden og tager sig tid til at drøfte, hvordan de får det bedste ud af råvarerne. ”Når vi hver dag knokler for at levere den bedst mulige mad, er det dejligt at mærke besætningens begejstring. For mange er måltiderne dagens højdepunkt, og folk ser kabyssen som hjertet af skibet. Det er fantastisk, at vi som kokke kan bidrage til, at folk kommer i godt humør,” fortæller Sarah.

Torsdag aften breder der sig en duft af pizza på skibet – en af kabyssens mange specialiteter.

Træning på helikopterdækket

Selvom det meste af dagen går med forklædet om halsen, finder Sarah og kollegaerne også tid til at være sammen på andre måder. ”Vi har pauser i løbet af dagen, hvor vi hygger os og tager ned på helikopterdækket for at træne,” siger Sarah og pointerer, at når man har en god relation til hinanden uden for kabyssens fire metalvægge, smitter det af på atmosfæren og sammenholdet i de travle arbejdstimer. Ombord på fregatten har Sarah også fået mulighed for at udfordre sig selv, hvilket hun savnede i det civile. ”Udover at bruge min uddannelse som kok, kan jeg også udfordre mig selv i andre funktioner. Jeg er ved at uddanne mig til junior medic, hvilket jeg glæder mig helt vildt til, da jeg har en interesse for sanitet,” fortæller Sarah, der ikke skal tilbage i job på fastlandet foreløbigt. ”Jeg er glad for at være en del af besætningen og de udfordringer det bringer. Jeg føler, at jeg er kommet her for at blive,” siger hun med et smil på læben.

Sarah nåede at være værnepligtig på Kongeskibet Dannebrog i fem uger, inden hun for nyligt blev en del af Peter Willemoes’ besætning.

Flipper: Bordinggast som garant for røverhistorier

våbengast og vulgære sangtekster

Følger man lyden af en rungende bas og hiphop-rytmer, finder man i skibets dybeste afkrog våbengasten Filip, der til dagligt kaldes Flipper. Han er travlt beskæftiget i fregattens kompakte våbenværksted, hvor han i takt med Suspekts bramfrie sangtekster gennemgår både geværet og sit sømandsliv ned til mindste detalje. ”Efter at være startet som søspejder fik jeg interesse for at sejle og vedligeholde både, og nu har jeg så været sømand i 14 år,” griner Flipper, velvidende at han er en af de mest rutinerede kræfter i besætningen. Gennem årene har han både tjent som dæksgast og serveret for sergenter og officerer som messegast, inden han for et år siden fik mulighed for at blive våbengast. ”Som ufaglært våbengast får man lov at beskæftige sig med håndvåben, hvilket jeg synes er virkeligt spændende. Men køen til at blive ufaglært våbengast er lang, så jeg har måttet væbne mig med tålmodighed og vente på, at min chance kom,” fortæller Flipper stolt.

Tidligere har Flipper deltaget i en Discovery-serie, som fulgte bordingholdets inspektion af skibe ved Somalias kyst.

den amerikanske flådeofficer

Flippers interesse for håndvåben er opstået i kølvandet på hans funktion som bordinggast, der har fulgt ham gennem hans forskellige stillinger. Som bordinggast har han under sejladser haft ansvar for at inspicere mistænkelige skibe, ofte i tæt samarbejde med frømænd. ”Ud af de 14 år jeg har været i Søværnet, har jeg været bordinggast i de tolv af dem, og det har bragt nogle fede stunder med sig,” lyder det fra den erfarne sømand, der ofte tænker tilbage på sine oplevelser til søs. ”Jeg har jagtet pirater ved Somalias kyst, hentet kemiske kampstoffer i Syrien og derudover været på et hav af øvelser over hele verden,” fortæller Flipper og erkender, at det også har krævet hårdt arbejde undervejs. ”Bordinguddannelsen var dengang skruet sådan sammen, at man havde undervisning til klokken otte hver aften. Dagen gik med den ene handlebane efter den anden. Man var altid helt smadret og hang ind over aftensmaden,” siger Flipper. De mange års tro tjeneste har ført til venskaber for livet, og Flipper hæfter sig særligt ved ét bekendtskab. ”En af mine bedste venner er den amerikanske flådeofficer Patrick. Jeg mødte ham, da jeg var messegast og skulle servere mad for ham og de andre officerer. Efter noget tid, hvor jeg havde gået og prikket lidt til ham, udviklede der sig et venskab, som har holdt ved lige siden,” fortæller Flipper, der ser frem til flere gode oplevelser og venskaber i uniformen. ”Jeg kunne sagtens fortsætte som ufaglært våbengast mange år endnu. For mig er titel, løn og rang ikke afgørende. Det der betyder noget for mig er at jeg brænder for mit arbejde og de oplevelser, der følger med,” lyder det fra Flipper.

Regitze: KI-gast med krig som sin legeplads

ansvar i en ny verden

I skibets operationsrum sidder Regitze og de andre kampinformationsgaster fordybet i knapper, kontrolpaneler og computerskærme. I dag gennemfører de en øvelse, der sætter store krav til koordinationen mellem operationsrummet og resten af besætningen. ”I dag udfører vi en damage-control exercise, hvor der er slået et hul på skibets skrog, som skal lukkes,” fortæller Regitze. Udover at koordinere forskellige procedurer, er KI-gasterne ansvarlige for at identificere skibe, ubåde og paddleboards i farvandet omkring dem, hvilket er en krævende opgave. ”Som KI-gast bliver man hele tiden sat i situationer, hvor man skal bruge hovedet. Hvis man laver fejl, har det mærkbare konsekvenser for resten af besætningen, og det er vigtigt, at man formår at rette op på dem igen,” lyder det fra Regitze, der selv aftjente sin værnepligt hos hesteeskadronen, inden hun for to år siden steg ombord på Peter Willemoes. ”Det var et kæmpe kulturchok at gå fra en ceremoniel til en operativ enhed. Her taler man anderledes til hinanden og lægger vægt på nogle andre ting. Organisationen er grundlæggende helt anderledes,” forklarer hun. Med tiden er hun faldet ind i skibets rytme og trives under det store ansvar, der hviler på hendes skuldre. ”Når man kommer ind i rutinen og vænner sig til det, er det fedt. Her i O-rummet sidder man ofte med et stort ansvar, når vi er ude at sejle. Ingen er overflødige, og det er motiverende at vide, hvor vigtig rolle en rolle man spiller i besætningen,” siger Regitze.

Det stærke sammenhold i O-rummet er en af hovedårsagerne til, at Regitze ser sig selv fortsætte i Søværnet flere år endnu.

torsdagskrig i fremmede farvande

Dagens øvelse skal i sidste ende forberede besætningen på DOST (Danish Operational Sea Training), der er en seks ugers øvelse i England, hvor hele besætningen samarbejde sættes på prøve inden en udsendelse. Øvelsen er berygtet for torsdagskrigen, der ugentligt forvandler det fredelige ocean til en nådesløs kampzone. ”Under torsdagskrig vil vi sidde i O-rummet og føre krig, mens der løbende opstår skader, som folk skal ud og udbedre,” forklarer Regitze og uddyber: ”I sådanne situationer er det altafgørende, at hele skibet arbejder sammen. På trods af, at vi i O-rummet spiller en vigtig rolle, er vores anstrengelser intet værd, hvis ikke vi formår at koordinere indsatsen med resten af besætningen.” Lige nu handler det for Regitze og resten af besætningen om at holde fregatten på ret køl, inden de næste år skal stå distancen, når seks uger på den Engelske Kanal bringer deres sammenhold på dybt vand.

Regitze og de andre KI-gaster lytter til mange signaler, og det er ikke unaturligt at have flere radiofrekvenser på hvert øre.

Mikkel Ahle Høgh

 

 

 

 

 

 

Artiklen er udgivet i SOLDATEN – Oktober 2020. Tryk her for at læse hele bladet!

You may also like

Comments are closed.