SØVÆRNETS DYKKERTJENESTE

Ved Bornholm begynder fire nye minedykkerelever deres vej mod havbunden. Efter mange timer i svømmehallen skal de nu lære at arbejde i åbent vand, hvor kulde, strøm og begrænset sigt gør hvert dyk til en øvelse i kontrol, teknik og ro under overfladen. 

 

Gummibåden med de første to af eleverne rammer vandet med et dunk. “Fri!”, bliver der råbt, og håndtaget trykkes i bund. Båden glider gnidningsfrit over den spejlblanke overflade. Vejret er med dem i dag. Solen skinner fra en skyfri himmel, og der er helt vindstille. Båden standser allerede igen. Den ene af instruktørerne stikker ekkoloddet i vandet. “20 meter,” siger han. De sejler længere ud. “22 meter.” Stadig ikke dybt nok. “25 meter,” siger han endelig. Der var den.

 

Instruktøren kaster bundklodsen overbord. Langsomt daler den ned mod bunden og forsvinder i dybet. Eleverne sidder klar på bådens kant. Om få øjeblikke skal de ned på bunden. Selvom forholdene er perfekte, og vandet generelt er ret klart langs Bornholms kyst, får man alligevel en fornemmelse af ærefrygt. De to elever stirrer begge gennem vandoverfladen og ned i mørket, nærmest som om de er i trance. Solens kraftige stråler giver vandet et svagt mørkegrønt skær, som flimrer for øjnene. Helt hypnotiserende.

 

Bundloddet ligger nu på bunden, og alting er klar. Den ene instruktør nikker til den anden. Han nikker tilbage. “Så må I gerne hoppe i,” bliver der sagt. Uden at tøve forlader eleverne ned fra båden og glider ned i vandet. Med det samme påbegynder de nedstigningen. Den ene af instruktørerne følger efter dem. Inden længe er de alle tre ude af syne. 

TID TIL AT PRØVE NOGET ANDET

Tilbage på dykkerskibet Søløven står de to resterende elever og gør sig klar. En af dem er 29-årige Kasper. Han er en ud af de fire elever, der klarede sig gennem optagelsesprøverne. Kasper er tidligere finskytte og har været udsendt tre gange, men nu har han besluttet sig for at lave noget helt andet.

 

“Jeg gik civilt efter mange år i Forsvaret og tog ud på en lang rejse”, fortæller han, mens han iklæder sig sin tørdragt. “Efter noget tid begyndte jeg at savne den lille dynamik. Jeg kommer jo fra en lille sektion, hvor man arbejder sammen i små hold, især i makkerpar af to. Derfor tænkte jeg, at minedykker nok passer meget godt til mig.” 

 

Eleverne er først lige startet på forløbet. Dog har de allerede brugt mange timer i svømmehallen, hvor de lærer alt om dykning. Noget af det, som de øver sig allermest på, er deres trim. En dykkers trim er, hvordan hans eller hendes krop ligger i vandet, og det er altafgørende for at være en god dykker.

 

“I svømmehallen er der ro på,” fortæller Kasper. “Der er ingenting, der kan påvirke dig. Her kan man virkelig arbejde på sin trim, sine finnespark og alt det tekniske.”

FRA HAL TIL HAV

For en uge siden var eleverne ude at dykke i åbent vand for første gang. Det skete inde på Holmen i København, hvor minedykkerne til dagligt holder til. Her kom de dog maksimalt ned på en dybde på syv meter. Småsager i forhold til hvad de skal ud på nu. 

 

Det er en helt anden verden dernede. Man får en helt anden ro”

For et par dage siden satte de kurs mod Bornholm. Siden hen har de optrappet, så de hver dag dykker længere ned, end de gjorde den forrige. I dag er målet de 25 meter. Kasper og hans kammerat sætter sig i gummibåden. Nu er det deres tur. 

“Det, man er mest nervøs over, er, at man ikke gør det godt nok,” fortæller Kasper på vej væk fra dykkerskibet. “For du vil så gerne være god til det, men det er bare en helt anden verden, du træder ind i. Du føler, at du skal lære at gå igen. Og det går bare ikke så stærkt til at starte med, men man flytter sig. Bare ikke så hurtigt, som man vil.”

 

Båden standser. De har nået den rigtige dybde. “Nu har jeg jo meget erfaring fra Forsvaret, så jeg har nogle mentale redskaber med i værktøjskassen,” nævner Kasper. “Mens man går og pakker sit grej, så prøver man bare at visualisere sit dyk inde i hovedet, så godt som man nu kan.” 

 

Instruktøren kaster bundklodsen overbord. “Vi er selvfølgelig nye i det. Hver gang vi kommer ned på bunden, oplever vi nogle nye ting, vi ikke har prøvet før. Man prøver at gennemgå de ting, man kender, og de ting, man lærte fra sidste dyk,” fortæller han. Eleverne får givet tegnet, og Kasper og hans kammerat starter nedstigningen.

EN ANDEN VERDEN

Eleverne er i vandet i omkring 20 minutter. Her bruger de omkring to minutter på at dykke ned og to minutter på at komme op til overfladen igen. Resten af tiden bruges nede på bunden, hvor de laver cirkelafsøgning. Her er de spændt fast til bundloddets line og svømmer i cirkler omkring det. For hver runde giver de mere og mere line, så de kommer længere og længere ud. Denne metode bruges ofte til at afsøge havbunden – for eksempel efter miner. 

Det hårdeste er det mentale. Du vil så gerne være god til det”

“Det var noget af en oplevelse,” fortæller Kasper med et smil. De er tilbage på Søløven og er i gang med at skifte ud af tørdragten. “Der var nogle ting, der gik godt, og nogle ting, der gik skidt,” siger han, mens han hiver en svømmefinne af. “Men alt i alt så er det bare fedt at være på bunden, uanset om det går godt eller skidt.”

“Nu når vi kommer ud på åbent hav, begynder der at komme alle de her faktorer ind i ligningen,” fortæller han. “Det er for eksempel, at sigten er dårlig.” De danske farvande er kendte for at have dårligt sigt – dog er Bornholm et af de steder med bedst sigt i landet. “Derudover er det koldt, og sådan er det bare. Der kan være strøm, som trækker i dig. Det hele bliver bare lidt mere besværligt,” fortsætter han. “Det er også  saltvand, man er i, så opdriften er anderledes, og man skal til at afveje sig selv igen,” siger Kasper.

 

“Men selv når man svømmer rundt dernede, og ens trim ikke er helt optimal, eller der er nogle ting, der trækker lidt, så skal man også bare prøve at kigge ud og så bare nyde, at man får løn for at svømme rundt på bunden af havet.”

 

Skrevet af Viggo Johansen

 

Denne artikel er udgivet i SOLDATEN – April 2026. Du kan læse hele magasinet lige her.

 

You may also like

Comments are closed.

More in Forsvaret