TO DØGN PÅ MILITÆRPOLITISKOLEN
“PEBER, PEBER!”, lyder kommandoen, og den lyse, gule væske får selv de største elever ned på knæ i smerte. Men inden da venter boksehandsker, felttjeneste og morgenkontrol. SOLDATEN har brugt to helt almindelige hverdage med holdene på Militærpolitiskolen og fået et unikt indblik i Forsvarets måske mest alsidige uddannelse.
ONSDAG
07:41
Solens stråler bryder skarpt igennem den tykke dis, der omfavner Aalborg Kaserne.
”GODMORGEN, HR. KORPORAL,” råber ældsteholdet på Militærpolitiskolen. De står i idrætstøj op ad væggen på deres gang – i fuld gang med morgenkontrol. Hold Vedel har været på skolen siden december, så eftersynet er hurtigt overstået. Boksehjelme og handsker i net hives udenfor, og eleverne begynder dagen med en march mod idrætshallen.
08:28
”Du sejler fuldstændigt,” griner en elev. Hans kammerat er i gang med et flot sæt chin-ups og smiler rystende på hovedet. Eleverne er samlet i et nybygget fitnesscenter. Løbebånd summer i baggrunden, mens eleverne på skift instruerer hinanden i split-squats, bænkpres, dødløft og armstrækkere. Ikke fordi nogen af dem er i tvivl om, hvordan man korrekt udfører en armstrækker, men fordi en del af MP-uddannelsen er at blive MFT-1-instruktør. Undervisningen går ud på at lære at undervise. ”Det er altid fedt at øve sig på sit instruktørvirke – det er selvfølgelig lidt udfordrende, når det er over for sine rigtig gode kammerater, som man ser hver dag,” siger William, en af eleverne på ældsteholdet. Eleverne griner og hygger sig, men finder alligevel seriøsiteten frem, når det er vigtigt. ”Godt arbejde,” lyder det, når sidste repetition er taget, og eleverne samles i en cirkel for at få feedback, både fra de andre elever og instruktøren.
Holdet rykker ud i idrætssalen for at træne højde- og længdespri

10:34
Eleverne samles i en cirkel i idrætshallen. I midten står deres udefrakommende bokseinstruktør, Jørgen Hammer Sørensen, på 63. ”Hammer har været boksetræner i 200 år, men han ville stadig kunne smadre jer alle sammen med en hånd bundet på ryggen,” fortæller instruktøren, og holdet griner lidt tøvende. Det er holdets første boksetræning ud af 12 lektioner, der leder op til en actionfyldt bokseeksamen. Som den eneste uddannelse i Danmark har MP-skolen boksning på skemaet.
Masker, handsker, håndbind og tandbeskyttere påsættes, og to og to fordeler eleverne sig i hallen. ”KØR,” råber Hammer, og eleverne mødes på midten, hilser med handsken og får et minuts kamp.
Eleverne springer rundt i den lille fiktive ring, og idrætsskoene hviner højlydt mod hallens gulv. Sveden pibler frem under masken, og tandbeskytterne klemmer om åndedrættet. Efter et hårdere slag kommer altid et ”okay?” og et lille nik. ”De bygger noget selvtillid på en, så man tør at slå lidt på hinanden, fordi for nogen kan det være en grænse, der skal rykkes,” fortæller Charles, en anden elev på ældsteholdet, og fortsætter: ”De kaster os ikke bare ud i noget, det er en masse god undervisning og en god læringskurve.”
11:53
Aalborgs CAF byder denne dag på smørrebrød og chili con carne. Eleverne har netop nået at skifte fra idrætstøjet til en ren uniform. De sætter sig ved et langbord og diskuterer straks deres første time og deres fascination af den 63-årige instruktørs imponerende smidighed og styrke. En elev smiler og afbryder: ”Nå, drenge, er I klar til peber?”
13:26
Den varme eftermiddagssol banker ind i klasselokalet og tvinger sodavand og energidrikke frem på bordene. Eleverne er samlet til en brief, inden de skal stifte bekendtskab med peberspray. Undervisningen skal sikre, at eleverne kender bestemmelsen for midlet, hvis de skal anvende det i en skarp situation. ”Peberspray er et olieudtræk af chilipeberfrugten – og måles til 2 millioner på Scoville Heat Unit Scale” fortæller instruktøren. Eleverne griner lidt nervøst.
14:31
4 elever stiller sig op på en linje. ”PEBER, PEBER,” lyder det, og en gul væske rammer dem mellem øjnene. I de første sekunder er smerten håndterbar. Svien begynder, mens eleverne forsøger at få styr på vejrtrækningen. ”Åbn øjnene,” smiler instruktøren. Et sug går igennem rækken. En mavepuster af smerte. Øjeæbler brænder helt ind til kraniet. I blændende pine føres de ned til baljer med vand, hvor de desperat forsøger at skylle deres øjne. Efter 15 minutter tvinger eleverne deres øjne åbne og begynder at gå og løbe rundt på parkeringspladsen foran skolen i et forsøg på at fange en nedkølende brise. Resten af flokken står klar til at filme og griner af kammeraternes desperate udbrud – indtil instruktøren kalder dem op som de næste. ”Det gør, at man tænker sig om, før man giver det – det er super nederen, så man tænker sig lidt om, inden man tømmer en hel flaske i hovedet på folk,” fortæller Charles.
Med røde øjne og snøftende næser får holdet fri i det stegende eftermiddagsvejr. ”Det er sgu en dårlig dag at være en kold fadøl på,” griner eleverne, som de går ind i omklædningsrummet.
TORSDAG
07:35
Musikken dunker. Yngsteholdet, Hold Erritsø, gør morgenrent – og de har travlt. De er netop kommet tilbage fra sommerferie, og deres instruktører har ikke været tilfredse de sidste par dage. Da klokken slår 07:40, stiller de sig op ad væggen med klasseformanden forrest. ”GODMORGEN, HR. OVERSERGENT,” hilser de. Holdets NK går ind på stuen, og i et øjeblik er der en forhåbningsfuld stilhed. ”STUE 1, UDGANGSTILLING – STUEFORMAND HERIND”. De næste minutter er fyldt med kaos. Dem, der ikke står i udgangsstilling, må hoppe over eller kravle under de andre i et forsøg på at udbedre rengøringen. En god omgang skældud og et stramt mikrotræningspas senere skifter tonen. Eleverne får dagens instruks.
”I dag var der rigtig gas på. Vi mødte tidligt ind for at gøre ekstra rent, men der var stadig noget, der ikke var i orden – selvfølgelig,” smiler Mathias, en af yngsteholdets elever. ”Det er ikke fedt – og så alligevel, for det skaber helt klart nogle minder blandt holdet,” fortæller hans kammerat Marcus.
Da instruktørerne har forladt gangen, tørrer eleverne sveden af panden og klargør dagens tur i felten.
08:58
Solen står allerede højt på himlen over Aalborg øvelsesterræn. Holdet går enkadreret ud, mens de småsnakker og joker lidt om morgenkontrollen. De ankommer til en åbning i et skovstykke, hvor deres instruktører står klar med en tavle. I en hestesko bliver holdet introduceret til dagens gennemførelser – gruppens standardreaktioner, delte spring og skiftestillinger. Eleverne grejer op og gør klar til dagens første gennemførsel i gruppen.
10:15
”Gruppens T,” siger den agerende gruppefører, og albuerne ryger i vejret. De bevæger sig igennem den skyggebelagte skov langs en lille sti. Grene og kviste knækker under dem, men ellers er der stille blandt stammerne. Et brag bryder roen. ”FALD NED,” brager LMG 2, og gruppen springer ned på buffen. Skuddene fortsætter. I et øjebliks forvirring spejder gruppen desperat i deres sikringsretninger, indtil gevær 2 får øje på fjenden. ”FØLING VENSTRE,” lyder meldingen, og gruppen kravler i stilling bag kreter, mens måludpegninger flyver mellem træerne. Skuddene brager fra alle sider, indtil fjenden endelig trykker sig, og man hører instruktørens gennemtrængende stemme: ”HOOOOLD INDE.”
De samles, og to af de mest erfarne elever står for tilbagemeldingen.
11:21
”Fuck, jeg sveder,” sukker en elev og aflægger endelig den tunge tyr for at få luft til en svedig kampskjorte. ”Det er som en radiator,” griner Mathias. Eleverne samler sig i skovbunden og hiver madpakker ud af taskerne. Stemningen fra morgenkontrol er nu vendt på hovedet, og eleverne griner og hyggesnakker med de instruktører, der gav dem den hårde start på morgenen.
13:01
På en tavle gennemgår en instruktør delte spring, knæk og rul med magneter, og elevernes kuglepenne skribler i notesbøgerne. ”Man kan aldrig repetere noget for meget, man lærer altid noget nyt,” fortæller Mathias tilfreds. Eleverne med mere erfaring byder ind med tilføjelser til undervisningen, og de yngste i flokken suger det til sig. “Nogen spørgsmål?”spørger instruktøren. Ingen siger noget. “Godt. Så finder vi ud af, om I har forstået det.”
Hjelme klikkes på, magasiner bliver kontrolleret, og dunkdrikker bindes. En elev hiver en slikpose ud af sin taske og rækker den mod gruppen. “Flagermus på manden,” griner han, og eleverne flokkes om det lille energiboost.
15:22
Tilbage på kasernen samles hele holdet i pudsestuen. Våbenolie, piberensere og tork fylder bordene, mens bundstykker ligger sirligt fremme, og eleverne metodisk arbejder sig gennem hver enkelt del. En elev holder sit bundstykkehoved op mod lyset: ”Shit, det her har aldrig været renere.” Hans kammerat kigger skeptisk ned mod bunken af sorte vatpinde. Kun rester af sløringen er tilbage, og flere hiver en sodavand ud af lommerne fra kedeldragten.
Dagen er ved at være slut, men koncentrationen er den samme som ude i terrænet. Ingen har lyst til at få et våben tilbage med anmærkninger.
16:52
Senere på gangen er tempoet faldet. Eleverne står igen samlet i udgangsstilling, trætte efter dagens mange timer, men allerede med blikket rettet mod morgendagen. Der bliver hurtigt enighed om, at værelserne kan stå endnu skarpere, og løsningen er lige så enkel, som den er velkendt: Vækkeuret bliver sat lidt tidligere. For i morgen starter det hele igen.
Militærpolitiskolen – fortalt af eleverne
”Hvis man godt kan lide at tilegne sig nye færdigheder, så er det i hvert fald det bedste sted at søge ind i Forsvaret, ville jeg mene,” smiler William. MP-uddannelsen spænder bredt, fordi rollen som militærpoliti handler om mere end faglighed. ”Man skal slutte fred med, at man skal agere forbillede for resten af Forsvaret – der ville helt sikkert være nogen fra min værnepligt, der ville grine over, at jeg skal være et forbillede, men man vokser med opgaven,” fortsætter William. Uddannelsen er også fyldt med hårdt arbejde, men dette tiltrækker blot eleverne. ”Jeg havde brug for nogle udfordringer i min hverdag,” husker Charles. ”Mine forventninger er blevet mødt, men også oversteget,” fortæller han. Det er netop disse hårde stunder, der gør MP-uddannelsen til det, den er. ”Hvis man gerne vil være presset, se hvor langt man kan gå og blive trykket lidt på maven – så skal man helt klart vælge MP,” reflekterer Marcus. Men det handler ikke kun om fysiske udfordringer, fortæller Charles: ”De går også meget op i det menneskelige – det handler ikke kun om, hvem der bænker mest.”
Eleverne kommer alle med forskellige ting i rygsækken. Mathias kommer fra Søværnet, William havde netop overstået sin værnepligt, da han startede, Marcus og Charles havde begge nogle år som konstabel på CV’et. Derfor starter undervisningen fx i felten med det allermest basale. Det handler om at skabe et fælles fundament, der kan bygges ovenpå fra start. ”Folk har flere erfaringer, har oplevet nogle andre ting, og så kan man spille hinanden gode,” siger Marcus og fortsætter: ”Man deler de oplevelser, man har haft rundt om i Forsvaret, og på den måde bliver man bedre.” Eleverne har også forskellig rang – men det har ikke den store betydning i elevernes dagligdag. ”En sergent behøver ikke nødvendigvis at bestemme – vi er alle sammen lige herinde,” siger William.
Skrevet af Kamma Giersing
Denne artikel er udgivet i SOLDATEN – September 2026. Du kan læse hele magasinet lige her.























