DEN OPERATIVE TJENESTE I HÆREN

Hvad sker der, når værnepligten flytter fra Haderslev til Nuuk? Langt hjemmefra skal de værnepligtige løse deres operative opgaver i et landskab, der stiller helt andre krav end det, de kender hjemmefra. Men Grønland byder også på indlandsis, vagter, patruljer og øvelser i et landskab af fjorde og bjergtoppe – og en hverdag, der byder på reel opgaveløsning.

Langs en hovedvej i et industrikvarter i Nuuk går 2. deling fra Slesvigske Fodregiments Livkompagni. Solen er steget op over de omkringliggende bjergtoppe og bryder disen, der hænger over Grønlands hovedstad. Delingen hyggesnakker, mens landskabet langsomt udfolder sig foran dem. Atlanterhavet fylder Nuuks fjorde, hvor store isstykker fra gletsjerne skvulper rundt. Den dramatiske bjergtop Twin Peaks knejser over de lavthængende skyer, og soldaterne ser pludselig meget små ud i forhold til bjergene omkring dem. Selvom det er nogle uger siden, de værnepligtige ankom til Grønland, er det stadig svært at vænne sig til udsigten.

Delingen ankommer til en stenstrand, hvor de lægger rygsække og geværer fra sig og hurtigt hiver tyren af og snacks ud af lommerne. Det er en ganske almindelig øvelsesdag. Bortset fra at den foregår i Grønland.

En anden slags hverdag

Før de værnepligtige kan løse deres opgaver i Nuuk, skal de også have en hverdag op at køre. Sammen med halvdelen af 4. deling ankom 2. deling til byen for få dage siden. Den første del af opholdet i Grønland foregik i Kangerlussuaq, hvor rammerne var anderledes end i Grønlands hovedstad. ”Kangerlussuaq er virkelig en hyggelig og speciel by, der virker, som om den er bygget midt i en ørken,” siger menig Svantemann fra 4. deling. I Kangerlussuaq var der langt mellem husene og ikke meget, der mindede om en dansk kaserneby. I Nuuk er rammerne anderledes. Her bor de værnepligtige i et BSO for foden af bjerget Store Malene. Der er fællesareal, større stuer og lidt mere plads til at få hverdagen til at fungere.

”Der er en mere luksuriøs indkvartering her i Nuuk end i Kangerlussuaq. Der får man et stykke af gulvet til sine ting og en feltseng. Her i Nuuk får man en større feltseng, et større rum, og så har vi mulighed for at lave små natborde og så videre,” fortæller Svantemann. ”Indkvarteringen i Kangerlussuaq var lidt mere primitiv end her i Nuuk – men det havde også sin charme,” siger hans kollega Boesgaard fra 2. deling, med et smil. Det er dog ikke kun indkvarteringen, der er anderledes i Nuuk. Også arbejdsdagen har fået en anden karakter.

Når opgaven bliver operativ

Langt fra de store internationale mødelokaler og Christiansborg bliver Grønlands sikkerhedspolitiske betydning omsat til hverdagsopgaver. For de værnepligtige bliver de store spørgsmål til noget helt konkret: en vagtpost, et kort, et gevær og et ansvar, der skal løftes. Det handler om at være til stede og indgå i det samarbejde, der skal få tingene til at fungere. Hvor de værnepligtige hjemme i Danmark primært træner til at løse deres opgaver, er de i Nuuk en del af en konkret operativ sammenhæng. De har forskellige vagtposter, der roterer mellem delingerne.

”Opgaven her virker mere reel, for her er man en del af et samarbejde med Arktisk Kommando, hvor vi har et vagtrul og for eksempel er på patrulje i byen – det er mega  fedt at se det gå op i en højere enhed,” fortæller Boesgaard. Ud over vagten ved Arktisk Kommando er der vagttjeneste i forskellige MMO’er. ”Man kan godt mærke, at vi er det første værnepligtige hold – de forventer meget af os,” siger Svantemann. De er dog ikke blevet smidt ud i det uden at blive klædt på til opgaven. ”Vores førere har gjort et godt stykke arbejde med at forberede os,” siger han.

Vagterne er en stor del af hverdagen og indebærer primært, at man sidder stille og holder vagt i lang tid ad gangen. Men den reelle opgaveløsning og det ansvar, der følger med, er også en del af oplevelsen.

”Vagterne heroppe synes jeg faktisk er ret sjove, fordi man får det hele i sine egne hænder,” fortæller Boesgaard og fortsætter: ”Når man bestrider vagterne sammen, så ender man med at få nogle andre samtaler med nogle, man måske ikke ville snakke så meget med normalt – man får en helt anden relation til folk heroppe.”

Vagterne fylder meget, men de værnepligtige skal også kunne løse deres opgaver i et terræn, der stiller helt andre krav end det, de kender hjemmefra.

Kulde, klipper og gennemførsler

Iført undertøj og VAPA-sko står de værnepligtige på række og skæver ud mod isstykker, der flyder rundt i horisonten. De tager hinanden under armene, går på instruktørens instruks ud i vandet og sætter sig ned. En forskrækket gispen og stønnen kommer, så snart vandet rører deres bare hud. Vandet er omkring fem grader varmt, og de værnepligtige skal nu forsøge at holde ud i 15 minutter.

”Det er bare virkelig, virkelig koldt,” siger Svantemann. Badeturen er selvfølgelig ikke for hyggens skyld. Det er hypotermitræning, hvor de værnepligtige skal lære at genvinde varmen efter at være blevet ekstremt nedkølet. Så snart de 15 minutter er gået, løber de værnepligtige op og skifter tøj og begynder desperat at løbe rundt og drikke varm suppe. Mens næste hold ligger i sig vandkanten, og andre laver squats og burpees iført fem lag tøj, går civile på vandretur forbi og stopper lidt forvirret op. Børn griner og vinker til soldaterne, der vinker tilbage. De værnepligtige ved, at de ikke kun lever sammen med hinanden. De er også en del af det samfund, der eksisterer omkring dem. 

Da alle har genvundet varmen, bevæger de værnepligtige sig væk fra vandet og ind i terrænet til et lille plateau mellem to bjergtoppe. Som på en helt almindelig SKYT-dag står den på handlebaner. Grupperne indøver standardreaktioner med udsigt over bjergtoppe, så langt øjet rækker. ”KLAR TIL DELT SPRING FREMAD,” brager gruppeførerne, og løbene begynder – der er dog en klar udfordring, som de værnepligtige ikke møder hjemme i Danmark. Opgaverne er velkendte, men terrænet er det ikke. ”Det er højdemeterne, der er i fokus,” siger Boesgaard og ser på den stejle stigning, de springer op og ned ad. Landskabet i Grønland sætter nogle anderledes rammer for selv de mest basale militære færdigheder. Der er ingen træer at søge skjul bag. Til gengæld er der højdemeter, klipper og lange strækninger uden meget, der bryder landskabet.

Det, der bliver hængende

Hypotermitræning i ekstreme temperaturer er blot en del af kataloget af oplevelser, de værnepligtige får med hjem fra en måned i Grønland. Selvom opgaven fylder meget, er det ikke kun vagter og øvelser, de værnepligtige kommer til at huske. For nogle er det den nat, de værnepligtige overnattede på indlandsisen i Kangerlussuaq. For andre er det flyveturen mellem de to byer, der foregik i et Hercules-fly. ”Det var også en lille drøm, der gik i opfyldelse,” siger Svantemann. Det samme gælder Boesgaard: ”Man sidder ikke så godt som i et normalt fly, og det larmer lidt mere, og der er ingen vinduer – men fedt, det var det sgu.” Men for Boesgaard er det måske især en særlig oplevelse, der foregik langt fra Forsvarets øvelsesterræn, der hænger mest ved. ”Jeg synes, det fedeste, vi har lavet indtil videre, var at deltage i et civilt halvmaraton – det er nok en af de oplevelser, jeg vil huske mest. Vi er jo kommet herop for at løse en opgave, men jeg synes også, det er fedt at møde de lokale og støtte op om noget lokalt.” Det er en anden side af opholdet: at være værnepligtig i Grønland betyder også at være til stede i et samfund, som ikke har været vant til at se danske soldater.

”Jeg vil huske denne øvelse som en virkelig fed mulighed for at se Grønland og den virkelig skønne natur, Grønland kan tilbyde,” siger Svantemann og kigger rundt på de mosklædte bjergsider, der omringer ham. Også Boesgaard fremhæver landskabet: ”Jeg vil nok mest huske naturen – men så også dem, man har været i naturen med. Ens deling og ens gruppe, det kommer jeg også til at huske – alle de sjove små stunder.”

 

En måned er lang tid

Men selvom dagene er fyldt med nye oplevelser, er Grønland også en måned væk fra det, de kender hjemmefra. ”Efter 20 dage kan man godt mærke, at det ikke er helt det samme som kun at være væk, indtil det er weekend,” fortæller Svantemann. ”De pauser med at komme hjem og ned i gear og fortælle om, hvad man har oplevet, dem har man ikke på samme måde. Jeg glæder mig lidt til at komme hjem, komme ned i gear og endelig få lidt weekend.”

Øvelsen har stået på konstant, siden de værnepligtige ankom, og derfor er deres deling og gruppe blevet endnu vigtigere end nogensinde før. Når man bor og arbejder sammen døgnet rundt, bliver delingen en anden slags fællesskab. ”Vi er blevet tættere i delingen – det er helt sikkert,” siger Boesgaard. ”Jeg ved, at så snart jeg har været hjemme i to dage, kommer jeg til at tænke tilbage på det her: ’Jeg kunne godt lige have taget en uge mere,’” siger han. Svantemann smiler og siger: ”Grønlandsturen har generelt sprængt alle forventninger.” Boesgaard er enig. ”Jeg savner nok familie og venner en lille smule.” Han holder en pause og tænker sig om. ”Det er i hvert fald det, jeg tænker, de ville håbe, jeg siger, men jeg hygger mig egentlig meget godt heroppe,” griner han.

 

Skrevet af Kamma Giersing

Denne artikel er udgivet i SOLDATEN – Oktober 2026. Du kan læse hele magasinet lige her.

 

You may also like

Comments are closed.

More in Forsvaret