PIONERERNE I FLYVEVÅBNET

De ved ikke præcis, hvad der venter dem. Alligevel har de skrevet under. Som det første hold 11-måneders værnepligtige i Flyvevåbnet er de ikke bare i gang med en uddannelse — de er med til at bygge den op. Midt i øvelsesterrænet i Karup er de allerede i gang.

De værnepligtige er på deres første felttur og har opsat BSO dybt inde i terrænet. Blandt de mange skikkelser i uniform er menig Udsen. Hun snakker med sine to kammerater, menig Marburger og menig Schøller. Alle tre er grønne i hovedet af gammel sløringscreme og våde af regnen, men moralen er høj, og de arbejder med et smil på læben.

De er godt i gang med at udbedre deres nærsikringshul. Imens taler de om deres motivation for at aftjene deres værnepligt. “Jeg var gået lidt i lås,” fortæller Udsen som den første. “Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle med mit liv. Så tænkte jeg: ‘Nu gør jeg noget, som ingen forventer af mig.’”

For Schøller var motivationen noget andet. “Jeg valgte det for at få noget disciplin,” siger han og tager et spadestik. “Jeg har fundet ud af, at jeg gerne vil fortsætte min uddannelse, når jeg er færdig med mine 11 måneder. I starten troede jeg, at jeg ville i politiet, men nu tænker jeg, at det bliver Forsvaret.”

AT TAGE SPRINGET

At gå fra en værnepligt på fire til 11 måneder er noget af et spring, og det var en nyhed, som kom bag på mange, da det blev annonceret for knap to år siden. Nogle bliver skræmt væk af at skulle forpligte sig til noget, man ikke aner hvad er, i så lang tid. Andre ser det som en gylden mulighed for at få en længere uddannelse med mere ansvar.

“Jeg vidste godt, at det skulle være 11 måneder,” forklarer Udsen. “Jeg fik at vide, at der kun var én plads tilbage på 11-måneders-holdet. Hvor rigtigt det er, ved jeg ikke, men jeg skrev under med det samme. Jeg tænkte, at jeg lige så godt kan gå all-in nu.”

Hos Marburger er det en anden historie. “Jeg vidste det ikke. Jeg var til Forsvarets dag for flere år siden, og dengang fandtes vores værnepligt ikke,” fortæller han. “Efterfølgende gik jeg ind og researchede, hvad der var af muligheder. Så fandt jeg den her, og den syntes jeg lød super spændende. Det her med at være en del af og hjælpe til i det nye system.”

“Jeg havde læst lidt op på det,” tilføjer Schøller. “Jeg skulle egentlig først have været inde til august, men så siger lægen, at han har en ekstra plads, hvis jeg har lyst. Den takkede jeg ja til, og det er jeg glad for,” siger han.

OPERATIVE FOR FØRSTE GANG

Marburger lægger skovlen fra sig og fatter i stedet sit M/95-gevær. I modsætning til de 11-måneders værnepligtige i Hæren har de i Flyvevåbnet ikke de nye uniformer og geværer. De har den samme udrustning og det samme udstyr, som værnepligtige i Flyvevåbnet har haft siden 90’erne.

Men det varer ikke ved. For når de efter de fem første måneder rykker over på Sjælland til Flyvestation Skalstrup, får de udleveret de grejer, man kender fra konstabelelev-uddannelsen og stående styrke, og som alle værnepligtige misunder. Det indebærer blandt andet tyr, brokos og let uniform.

Derudover får de værnepligtige også ekstra privilegier. De skal nemlig være operative og udføre vagttjeneste på flyvestationen — for første gang i årtier. Det medfører en omskoling til pistol og ATV. Begge dele får de brug for, når de for eksempel skal lave hegnpatruljer langs flyvestationens periferi. Her får de altså en reel rolle, og det er noget, som fylder meget hos de værnepligtige.

“Jeg ser frem til at blive set mere som en kollega end som en værnepligtig,” fortæller Schøller, mens han tramper jorden flad. “Jeg ser frem til at få nogle virkelige opgaver, man skal løse. Det bliver virkelig fedt at komme ud og være operativ og blive omskolet til pistol og ATV,” fortæller han. “Jeg glæder mig til at få lov til at bruge nogle ting, som kun de færreste får lov til.”

“Det bliver pissefedt!” tilføjer Udsen pludseligt, og alle tre bryder ud i latter.

ET LILLE SKRIDT FOR MENNESKET

De tre sløringsgrønne gravere tager sig en lille velfortjent pause og sætter sig ned på det dugvåde mos. Udsen ryster sand ud af sin handske. “Man føler sig lidt speciel. Det er en lidt vild følelse, at man får lov til at være med til at starte det hele op,” siger hun med et smil. “Man ved, at man skal være med til at lægge de her første byggesten. Det synes jeg er ret fedt.” Hun trækker lidt på skuldrene, som for ikke at tage sig selv for seriøst. “Jeg vil ikke overdrive det, men det føles lidt historisk.”

Jeg føler, at vi er med til at bane vej for de kommende generationer af værnepligtige. Lige nu er det en byggeplads med murbrokker over det hele. Men langsomt bygger vi noget op.

– Menig Udsen

Denne spændende fornemmelse af at være en del af noget nyt går også igen hos de andre. “Jeg synes det er fedt, at vi kan være med til at gøre det bedre for dem, der kommer efter os,” siger Schøller. “Man kan give sine guldkorn videre til ledelsen, og sige: ‘Det her tror jeg ville være godt for de næste.’ Derudover kan vi, når vi er færdige, kigge tilbage på det og tænke, at vi var de første. Vi var med til at starte det hele op,” siger han med en klar stolthed i stemmen.

Marburger nikker. Han er enig med sine to kammerater, men han er også opmærksom på, at der er en bagside af medaljen. “Vi er lidt nogle forsøgskaniner,” siger han og lader blikket glide over BSO’et. “Så der er nogle ting, vi ikke rigtig får svar på. På nogle punkter tager vi det bare, som det kommer. Nu er vi sammen med de andre i de første fire måneder, og her ved vi godt, hvad der skal ske,” fortsætter han. “Efter de fire måneder er det lidt uklart. Men nogle skal jo igennem processen første gang.” Han er bevidst om, at det er prisen, man betaler for at være de første.

IKKE “BARE VÆRNEPLIGTIG”

I den operative del af tjenesten kommer tilværelsen til at være en del anderledes, end værnepligtige ellers er vant til. Det er noget, som Marburger tænker over.

“Vi kommer til at gå fra at være ‘bare værnepligtige’ og lege soldater til rent faktisk at være soldater. I hvert fald i en operativ forstand,” siger han.

Det mener Udsen også. For hende er det et andet vigtigt element, at man som værnepligtig bliver bedre klædt på til en mulig videre uddannelse.

“Efter de første fem måneder får vi forhåbentlig en bedre fornemmelse af, hvordan det er at være fastansat,” siger hun. “Vi får nok også noget mere indsigt i, hvad man kan lave i Forsvaret efter værnepligten.”

Det er Schøller helt enig i, men for ham handler det mere om, hvad man tager med sig fra uddannelsen.

“Det, jeg håber på at få ud af min værnepligt, er noget erfaring,” siger han og tager endnu et spadestik. Marburger åbner sandsækken. “Jeg tænker, at den er et godt springbræt til, hvis man gerne vil videre i systemet eller vil i politiet, hvor det kræver visse kompetencer. Det kunne for eksempel være, at man har haft nærkamp eller er blevet omskolet til pistol.”

Netop sådanne kompetencer vil kommende værnepligtige i højere grad kunne tage med sig videre i Forsvaret eller det civile, end de førhen har kunnet. Det er tydeligt, at det er en mærkesag hos de værnepligtige.

HØJT HUMØR I EN SPÆNDENDE TID

På de omkringliggende huller bliver der arbejdet af soldater, der er ved godt mod. Spadestik og høj utaktisk latter runger gennem den tætte skov. Det er noget af det, der fylder allermest.

“Jeg er meget tilfreds med, at jeg valgte at aftjene min værnepligt, og jeg fortryder det slet ikke,” siger Schøller smilende, mens han ser på sine to kammerater.

“Jeg hygger mig”, indskyder Udsen. “Det er fandme sjovt. Især det sociale trækker det meget op.” Hun gengælder smilet og klapper Marburger på skulderen.

“Jeg er glad for, at vi ikke skal sige farvel til vores venner om tre måneder allerede, men at vi kan få lov til at opleve endnu flere fede ting sammen. Vi glæder os rigtig meget,” siger Marburger som det sidste.

Hvordan de sidste måneder præcis kommer til at se ud, ved de endnu ikke. Men for de tre værnepligtige og deres kammerater er det en del af præmissen. De er de første, og det betyder, at ikke alle svar findes på forhånd. Til gengæld er de med til at skabe dem.

Jeg er glad for, at vi ikke skal sige farvel til vores venner om tre måneder allerede, men at vi kan få lov til at opleve endnu flere fede ting sammen.

– Menig Marburger

HØJT HUMØR I EN SPÆNDENDE TID

Værnepligtsholdet februar 2026 hos Flyvevåbnet har ét eskadrille bestående af tre delinger. En af disse delinger er det første hold af 11-måneders værnepligtige, mens de to andre delinger er det sidste hold af fire-måneders værnepligtige. Alle tre delinger følges ad de første fire måneder, hvor pensum og uddannelsen ser ud, som den altid har gjort for den nuværende værnepligt. Efter de fire måneder bliver de to delinger aftrådt til civilt, mens den sidste deling bliver på Flyvestation Karup i endnu en måned for at få yderligere undervisning. Derefter flytter de til Air Defence Wing hos den genoprettede Flyvestation Skalstrup nær Roskilde, hvor de kommer til at have operativ tjeneste de sidste seks måneder af deres værnepligt. Det indebærer primært vagttjeneste, hvor de bliver omskolet til pistol og ATV og skal foretage hegnpatruljer og sidde i hovedvagten.

Skrevet af Viggo Johansen