LIGESTILLING I GELEDDERNE

I århundreder har Forsvaret primært været mændenes domæne. Men det er slut i Flyvevåbnet. Da de nye værnepligtshold trak i uniformen i februar, var der lige mange mænd og kvinder. Mændene er stadig fysisk overlegne, men kvindernes tilstedeværelse bringer nye perspektiver og skaber en mere nuanceret tilgang til opgaveløsningen. Forsvaret bliver stærkere, lyder konklusionen – også selvom det betyder, at en del egnede mænd må vige pladsen for kvinderne.

 

Ser man ned ad geledderne i de værnepligtige delinger i Flyvevåbnet, vil man hurtigt spotte lige mange kvinder og mænd. Det er et resultat af en voldsom udvikling. For fem år siden var der kun en håndfuld kvinder på Flyvevåbnets værnepligtshold. I dag er fordelingen lige.

Flyvevåbnet og Forsvaret har i årevis arbejdet på en ligelig fordeling af mænd og kvinder for at sikre, at Forsvaret er bedst rustet til fremtidige udfordringer.

ET MODERNE FORSVAR

“Vi har utrolig mange kvinder, der er dygtige til det, vi laver i vores værn – så hvorfor ikke fiske i begge sider af søen?”, spørger oberst Palle Mikkelsen. 

Han understreger, at beslutningen om en mere ligelig fordeling af mænd og kvinder ikke blot handler om tal, men om at skabe et stærkere forsvar. 

“Et robust og moderne forsvar bygger på mangfoldighed. Vi har erfaret, at enheder med større diversitet – både i køn og alder – udvikler et miljø, der bygger på gensidig respekt og ro. Det skaber bedre forudsætninger for læring, styrker samarbejdet og gør, at vi tænker mere nuanceret i vores opgaveløsning.” 

 

“En mere balanceret kønsfordeling giver en stærkere enhed.”

– Oberst, Palle Mikkelsen

LIGGED I GELEDDERNE SKABER SAMMENHOLD

Ifølge Mikkelsen er det netop denne dynamik, der gør enhederne mere velfungerende: “Når vi sammensætter enheder med forskellige perspektiver, ser vi, at folk lærer af hinanden og udfordrer hinandens måder at løse opgaver på. Det gør os stærkere – både som individer og som samlet enhed,” afslutter han.

Blandt de værnepligtige mærkes denne dynamik tydeligt. 19-årige Emma, der aftjener sin værnepligt i Flyvevåbnet, nikker genkendende til oplevelsen. “Det skaber et godt miljø, hvor vi hjælper hinanden i og uden for tjenesten,” fortæller hun.

På den anden side af kønshegnet står 20-årige Alexander. For ham er Forsvaret langt mere end rå styrke – det kræver også taktisk forståelse, samarbejde og evnen til at træffe hurtige beslutninger under pres. “Kvinder tænker ofte lidt længere og bidrager med en mere taktisk tilgang til opgaveløsning. Jeg tror, at mange af de egenskaber, der kendetegner en god leder i Forsvaret, findes hos kvinder,” siger han.

 

“Når de trækker i uniformen, er de soldater og ikke mænd og kvinder.”

– Oberst, Palle Mikkelsen

FRA FORSIGTIGHED TIL FULDTRÆFFER

Sergent Primdahl står midt i kønskampen. Hver dag oplever hun kønnenes forskellige tilgang til de opgaver, som rekrutterne bliver stillet over for. 

Dette gælder blandt andet første gang på skydebanen, hvor hun generelt har oplevet, at kvinderne har mere respekt for våbenet og tænker over, at de har et skarpladt våben i hånden. “Første gang på skydebanen er pigerne ofte mere forsigtige og har større respekt for geværet, men når de først føler sig sikre, bliver de meget præcise og dygtige. Mændene kaster sig ofte ud i det, hvilket nogle gange gør, at de lærer hurtigere – men andre gange må tage et skridt tilbage for at rette ind.”

Forskellene ses også i andre aspekter af uddannelsen. “Mænd er som regel fysisk stærkere end kvinder, men der er kvinder, der kan matche – eller endda overgå – nogle af mændene,” forklarer sergent Primdahl.

Spørger man oberst Mikkelsen, handler det nu ikke om mand eller kvinde. ”Når de trækker i uniformen, er de soldater og ikke mænd eller kvinder.”

 

“Alle kommer med det samme udgangspunkt – de fleste har aldrig prøvet noget lignende før.”

– Sergent, Primdahl

FORSKELLIGHED FORSTÆRKER FORSVARET

“Forsvaret er en meget maskulin verden, men jeg synes, vi lærer meget af hinanden ved at have både mænd og kvinder med. Det skaber en mere nuanceret tilgang til tingene,” siger menig Kierulff. Han oplever, at mænd og kvinder ofte griber opgaver forskelligt an, men at forskellighederne supplerer hinanden. 

Ifølge oberst Palle Mikkelsen skaber denne dynamik en positiv effekt. “Kvinderne får mændene til at oppe sig – og omvendt. Der bliver ikke gjort forskel på kønnene i træningen,” forklarer han.

Han bemærker, at nogle har en stærk taktisk forståelse, andre er bedre til organisering, mens nogle har en stor fysisk kapacitet. Ifølge Mikkelsen betyder det, at soldaterne motiverer hinanden til at forbedre sig på de områder, hvor de er mindre stærke, fordi de spejler sig i deres kammerater.

 

“Jeg tror, at mange af de egenskaber, der kendetegner en god leder i Forsvaret, findes hos kvinder.”

– Menig, Kierulff

STYRKE ELLER SKÆVVRIDNING?

Når Flyvevåbnet vælger at sikre en ligelig fordeling af kvinder og mænd, betyder det, at en del mandlige ansøgere bliver valgt fra på baggrund af deres køn, fordi der stadigvæk er flere mandlige ansøgere end kvindelige.

Risikerer Flyvevåbnet at fravælge potentielt dygtigere kandidater i jagten på kønsbalance?

“I yderste konsekvens kan vi risikere at afvise en dygtig kandidat, fordi vi prioriterer en ligelig kønsfordeling,” erkender oberst Palle Mikkelsen.

Men han understreger, at fordelene ved en balanceret kønsfordeling opvejer risikoen: “Vi har lært, at en mere balanceret kønsfordeling fra start giver en stærkere enhed. Det har aldrig været en udfordring at finde lige mange kvalificerede mænd og kvinder. Og i takt med at værnepligten muligvis bliver obligatorisk for begge køn, er dette blot en naturlig forløber for denne udvikling.”

Skrevet af Samilla Agger

 

Denne artikel er udgivet i SOLDATEN – April 2025. Du kan læse hele magasinet lige her.

 

You may also like

Hæren

DEN UENDELIGE TIME

MÆRKETUREN I SKIVE Mærketuren i Skive presser de værnepligtige til deres grænser for ...

Comments are closed.

More in Flyvevåbnet