PÅ BUNDEN AF KATTEGAT
Gennem Kattegat sejler Molslinjen fra Jylland til Sjælland. På dækket står en passager og ser ud over horisonten. Her er intet at bemærke, udover to, små både, mange kilometer væk. Hvad han ikke ser, er den 80 år gamle mine fra Anden Verdenskrig, der ligger på havbunden og som om lidt skal bortsprænges. Netop som havet synes at stå fredfyldt hen, bryder et forbløffende syn og et rungende, højt brag stillbilledet – og på havet viser sig en stor, eksplosiv silhuet.
Syd for Sjællands Odde ligger to gummibåde midt ude på havet. Det er juli måned, men sådan føles det ikke herude. Lavthængende, dunkle skyer har lagt sig som et tungt låg over det danske farvand. Meterhøje bølger slår sig op ad siderne på de lette både, og en kølig vind raser om ørene på bådenes få besætningsmedlemmer. Det har dog ingen indvirkning på dem. “Det er måske lidt dårligt vejr, men der er ingen strøm,” forklarer patruljefører Simon. Deres fokus er stift rettet mod, hvad der foregår under dem, og ikke på, hvad der i deres optik er “udmærkede arbejdsforhold”, men som de fleste andre ville beskrive som ekstremt dårligt vejr.
På kanten af en af bådene sidder en mand, iklædt en mørk, havgrøn dragt fra top til tå, og med svømmefødder, dykkermaske og to ilttanke på ryggen. Uforstyrret af bølgernes afskrækkende, dunkle farve, lader han sig falde baglæns ned, og med ét omslutter havets rungende stilhed ham.
SPRÆNGNINGER UNDER VAND
Opgaven i dag lyder på at bortsprænge gamle, dysfunktionelle miner fra Anden Verdenskrig. Minedykkeren har en grøn taske med ned, hvori der befinder sig 10 kilo sprængstof. Derudover har han en lang antændings ledning med, som skal føres fra en af bådene og ned til minen. Minerne blev fundet tilbage i 2018, og dykkerne skal nu fjerne dem. Dette løser de ved at påsætte sprængstof omkring minen, som får den til at detonere, når det antændes.
Minedykkeren befinder sig på over 20 meters dybde, mens han fastmonterer sprængstoffet rundt om minen. Hans kollega er med dernede, for at kunne hjælpe. På sådanne dybder er vandet koldt, og man kan nærmest intet se. Samtidig er havet bomstille. Alligevel formår dykkerne at kommunikere, ved at bruge simple håndtegn og fakter, og dermed have fuld kontrol over situationen.
En minedykker er en, som kan bevare roen i tilspidsede situationer.”
– patruljefører Simon
ET UUNDVÆRLIGT KAMMERATSKAB
Oversergent og patruljefører Simon forklarer, at alle som udgangspunkt kan blive minedykkere, men at det kræver, at man kan holde hovedet koldt. “En minedykker er en, som kan bevare roen i tilspidsede situationer,” siger han. Det afspejler sig også i de arbejdsopgaver, minedykkerne har.
Simon forklarer, at hver uge kan se forskellig ud. Nogle gange skal de bortsprænge gamle miner, andre gange kan det være bjærgningsarbejde eller hjælpe politiet med krævende dykkerassistance. “Vi hjælper politiet meget, med blandt andet bjærgning af våbengenstande, eller i værste tilfælde lig,” fortæller Simon. I sådanne ekstreme situationer tilbydes minedykkerne psykologhjælp, men Simon siger også, at de bruger hinanden meget som sparringspartnere, og at kammeratskabet er noget af det vigtigste ved deres arbejde – både når det kommer til at snakke om deres oplevelser, og løsning af arbejdsopgaver.
Du skal være god til at samarbejde, for du kan ikke gøre det alene.”
– patruljefører Simon
Samarbejdet viser sin vigtighed igen, da de to dykkere vender tilbage til havets overflade. De svømmer hen til den ene båd, og bliver på trods af de vanskelige bølger, hevet op af deres kammerater. “Gik alt godt?” bliver der spurgt. Smilende, tilfredse og forpustede tager dykkerne deres masker af og svarer “ja”. Nu er det forebyggende arbejde gjort, og tilbage venter kun én, sidste opgave.
At antænde sprængstoffet.
Det går så hurtigt, at man ikke kan nå at blinke. Pulsen løber gennem ledningen med 7km/s. Der lyder et højt smæld, øjeblikkeligt efterfulgt af et højt brag. En trykbølge suser gennem havet og bådene. Op fra havet rejser sig en enorm vandsky, 20-30 meter op i luften, og der er vand ud til alle sider. Det er svært at begribe, at det ikke er et maleri, man kigger på, så imponerende, som det er.
Selvom det er hverdag for minedykkerne, lyder der også et lille pift fra dem. Denne begejstring udtrykker patruljefører Simon også, når han skal give de tre bedste grunde til at blive minedykker: “Først og fremmest er det sjovt at gå på arbejde. Vi får lov til at sprænge ting i luften – men den største grund er det gode kammeratskab, som vi har.”
Efter fem vellykkede bortsprængninger vender minedykkerne tilbage til Sjællands Odde. På trods af, at det ringe vejr har taget til i løbet af dagen, har det ikke sat en stopper for dykkerne. Nu venter en god nats søvn, inden der skal sprænges endnu flere miner i morgen.
Skrevet af Julie Bork
Denne artikel er udgivet i SOLDATEN – Oktober 2024. Du kan læse hele magasinet lige her.
