SØVÆRNETS PRESTUR
Blå Uge presser Søværnets værnepligtige til deres grænser – på land, hvor de slet ikke hører til.
Solen skinner, men intet føles let. Sandet er glødende varmt, sveden løber ned i øjnene, og det salte havvand har for længst ætset sig ind i støvlerne. De værnepligtige fra Søværnet kæmper sig frem i lav kravl – maven slæber hen over tør tang og skarpe sten. De værnepligtige slider gennem timer, der føles som dage – og opdager undervejs, at de kan mere, end de troede.
Det salte havvand er koldt. Uniformen er tung som beton. Hver bevægelse føles umulig. De værnepligtige kravler i strandkanten, mens sandkornene klæber sig til huden som vådt sandpapir. Armene synker ned i det løse underlag, knæene skraber mod sten og muslingeskaller. De forsøger at holde sig lave – forsøger at holde sammen.
En befalingsmand råber, at de skal op og løbe, men en menig snubler i det varme sand. Han vælter forover og lander hårdt med skulderen i strandkanten. Et øjeblik bliver han liggende, brystet hamrer, ansigtet er halvt nedsænket i saltvand. Så trækker han sig fri med et stød, spytter sand ud af munden og rejser sig på skælvende ben. Uniformen drypper. Øjnene er røde. Han gisper efter luft. Der er ingen vej udenom – han må videre.
De værnepligtige fra Søværnet befinder sig på stranden ved Frederikshavn. Det er sidste dag i Blå Uge, og de har allerede tilbragt fire døgn i felten. Dage med march, minimal søvn og tunge opgaver, hvor kroppen er slidt, og hovedet har været tæt på at give op. Men inden de kan vende tilbage til kasernen og tørre sokker, venter der dem endnu én sidste prøve: Den såkaldte røvtur.
STARTEN PÅ RØVTUREN
I Frederikshavn holder Søværnets basisuddannelse til. Her lærer de værnepligtige at begå sig til søs – men under Blå Uge er alt anderledes. I stedet for skibsdæk og maritime rutiner bliver de sendt ud i felten med rygsæk, feltrationer og uvished. Øvelsen er en fast del af forløbet – en tradition, der tester dem fysisk, mentalt og i fællesskab. Det er her, de bygger deres første BSO, sover under åben himmel og marcherer mange kilometer gennem ukendt terræn. Men intet forbereder dem helt på afslutningen: de sidste to timer, hvor alt kulminerer i en overraskende og brutal strandøvelse.
Nu starter det. De næste to timer vil presse dem til det yderste.
“Det er en røvtur. Og det siger vi også ærligt til dem. Det er uretfærdigt og pisse nederen – men de kan mere, end de selv tror”
– Delingsfører, Michelle Höper
“Det er en røvtur. Og det siger vi også ærligt til dem. Det er hårdt, uretfærdigt og pisse nederen – men de kan mere, end de selv tror,” siger Michelle Höper, 28 år, og delingsfører for de værnepligtige i Søværnet.
Hun har fungeret som delingsfører hele ugen. Og netop denne afslutning – uvisheden, kulden og spørgsmålet om, hvornår det slutter – er ikke tilfældig. Den er sat i scene med vilje. Formålet er klart: De skal presse sig selv, sammen.
“Vi piller alt det bløde af. Når de bliver presset, kommer det rigtige frem. Det er der, de lærer, hvem de selv er – og hvad de betyder for hinanden,” fortæller hun.
For 21-årige Benjamin er det netop den uforudsigelige afslutning og det mentale pres, der har gjort størst indtryk.
“Vi troede, vi var færdige. Og så fik vi bare at vide, at nu skulle vi i gang igen. Det var et kæmpe chok”
Benjamin er en af de værnepligtige, der har været igennem hele Blå Uge. Før han trådte ind i Søværnet, arbejdede han i fastfoodbranchen – men nu befinder han sig midt i den afsluttende strækning, med sand i hovedet og vand i støvlerne.
INGEN KLARER DET ALENE
På stranden i Frederikshavn er det tydeligt: Ingen klarer Søværnets prestur alene. Det kolde vand, det tunge udstyr og de mange opgaver kræver, at de værnepligtige hjælper hinanden – konstant.
“Når én falder, hjælper vi dem op. Vi bærer hinandens grej, hiver i hinanden, skubber på. Alt sammen for at komme videre ”
– Menig Victor
“Når én falder, hjælper vi dem op. Vi bærer hinandens grej, hiver i hinanden, skubber på. Alt for at komme videre,” fortæller 21-årige Victor, der har en baggrund som kok. Den erfaring gør ham til delingens kommende kok, når de en dag skal ud og sejle.
En af de største udfordringer er dækket og rebet, som de fik udleveret i starten af røvturen. Disse genstande skal med hele vejen – og de må absolut ikke røre jorden. Hvis bare ét hjørne af dækket eller rebet rammer sandet, vanker der straks straf: mavebøjninger i det iskolde havvand eller armstrækkere i vådt tøj og blæst. Opgaven lyder måske simpel, men midt i udmattelsen og kaosset kræver det konstant fokus, kommunikation og koordinering.
“Det gør ondt overalt. Du er gennemblødt, træt og færdig. Men så er der én, der lægger en hånd på din skulder – og så går du videre,” siger Benjamin
ANSIGT TIL ANSIGT MED SIG SELV
En værnepligtig snubler i sandet. Vandet trækker i tøjet som lænker, og hvert skridt gennem sandet føles som at mase sig gennem kviksand. Han forsøger at rejse sig, men benene ryster. Bag ham råber en befalingsmand: “Op igen – du er ikke færdig!” Så kommer en hånd ned foran ham. Én fra gruppen har vendt sig om, rækker ud, trækker ham op. Sammen løber de videre.
Benjamin sætter ord på, hvad han har fået med: “Jeg kender mine grænser bedre nu – og jeg kender andres. Jeg er blevet bedre til at rykke mig selv frem og tage initiativ. Det gør en kæmpe forskel.”
For delingsfører Michelle Höper er målet klart. “De lærer hinanden bedre at kende her end i nogen anden del af forløbet. Og de opdager, at de kan meget mere, end de selv tror,” fortæller hun
Presturen tager alt det nemme væk og stiller dem ansigt til ansigt med sig selv – og med hinanden.
Skrevet af Villads Holck Petersen
Denne artikel er udgivet i SOLDATEN – september 2025. Du kan læse hele magasinet lige her.
