Mysundemilen venter forude for de værnepligtige ved Danske Artilleriregiment på Oksbøl Kaserne. Milen er en tradition, som regimentet stolt bærer videre fra hold til hold. Det er den afgørende prøvelse og afslutningen på BSO-øvelsen. Hvordan klarer de det?

STARTSKUDDET TIL EN STÆRKERE VILJE

”To infanterister på bakkeeeeen!”, *DAK, DAK, DAK*, ”Fejl, feeejl”. Skudkadencen intensiveres. TMG’ens bønner overdøver soldaternes kommandoforplantning. *DAK, DAK, DAK* lyder det igen højt gennem røgen, som har omringet den bakkede hede. Under de støttende soldater løber en gruppe hastigt gennem tunnelsystemet. I tunnelen er det bælgmørkt. Den eneste orientering er lyden ovenfra. ”Jeg sidder faaast,” bliver der desperat råbt inde fra mørket, mens skuddene fortsat er øredøvende. ”Træk vejret, fortsæt lige ud, og hold hovedet koldt,” svarer en befalingsmand i tunnelen.

”Vi råbte meget. Den gode slags råb. Det var motiverende, og det tog fokus væk fra det hårde.” – Andreasen, 3. gruppe, 1. deling.

Tunnelsystemet og den tørre hede, som soldaterne skyder fra, er Oksbøl Øvelsesterræn. Det er en varm dag i starten af marts, og solen står allerede højt på himlen. Det idylliske forårsvejr står i skarp kontrast til det setup, som Danske Artilleriregiment har stillet op for dagens prestur – Mysundemilen. For de værnepligtige i Mysundebatteriet er det en fuldkommen realistisk situation, hvor støttende styrker skaber en sikker tilbagetrækning for dem til Oksbøl Kaserne. De har nemlig trukket sig ud af deres BSO, som blev angrebet, og nu er vejen hjem fyldt med fjender i terrænet. Mysundemilen er en stor tradition ved Danske Artilleriregiment, og det er de værnepligtiges allersidste krampetræk efter en udmattende BSO-øvelse.

Mysundemilen har til formål at presse de værnepligtige til det yderste, og det handler om at få dem ud af deres comfort zone. Derfor bruger regimentet også meget tid på at planlægge ruten og scenariet. ”Presturen er en nødvendighed. Der var lagt op til, at denne tur skulle presse folk til det yderste, så det var både fysisk og psykisk intenst. Det er vigtigt, synes jeg, fordi alle finder ud af, hvad de selv kan og tror mere på sig selv,” siger menig Andreasen. Han er 20 år gammel og i tredje gruppe fra første deling. Han sidder på en bænk i sin kedeldragt ude foran delingens sovesale. Mysundemilen er gennemført, men den tætte sløring sidder stadig godt i ansigtet på ham. Ved siden af ham sidder menig Fischer, som er 21 år og fra fjerde gruppe i første deling. Hun er også iført kedeldragt og sløring, og hendes fletning er godt filtret sammen som et bevis på den prestur, hun lige har været igennem. ”Det er hårdt, og selvom turen er irriterende i momentet, så har man det godt bagefter. Man ved, at man rykker sig personligt, fordi man finder ud af, at man kan mere, end man tror,” tilføjer hun og nikker smilende til sin kammerat.

”Folk sætter følelser på nogle andre ting. Der var en fra min gruppe, som blev helt rørt over, at vi ville bære ham på båren. Han indså måske, at han var vigtigere for os, end han troede.” – Andreasen, 3. gruppe, 1. deling.

DE KÆMPER FOR REGIMENTET

Efter presturen sidder sergent Lund, som er gruppefører i første deling, på en bænk og fortæller: ”De værnepligtige får en forståelse for, at gruppen holder sammen, og at alle mand skal med ind, før vi er færdige.” Ligesom hos de værnepligtige er hans ansigt også beklædt med sløring, håret er uglet, og kedeldragten er på. ”Man kan godt mærke, at der er gjort rigtig meget ud af det. Det er en af kaptajnens mærkesager, at Mysundemilen er fed for de værnepligtige, og at det er et ekstremt og realistisk scenarie,” fortsætter Lund og smiler stort.


Et par timer tidligere inde blandt træerne bryder en stemme kort de skud, der lyder omkring ørerne på de kæmpende værnepligtige: ”Hjælp hinanden!” Det er en gruppefører. De værnepligtige fra Oksbøl kæmper sig igennem en kold å, der går dem til lårene. Forreste mand er fuldt fokuseret på de hvide markeringsstrimler, der er de eneste indikatorer på, om de går den rette vej. ”Vi skal op over vejen!” råber han, mens han baner sig igennem vandet og op ad skrænten. Han vender sig om for at hjælpe sine kammerater. To af dem har en tredje om deres skuldre. Sammen får de bakset alle op på stien, over på den anden side og ned i vandløbet igen. ”SÅDAN tredje gruppe!” råber gruppeføreren, mens gruppen hastigt løber videre.

”Man er aldrig alene i det her.” – Fischer, 4. gruppe, 1. deling.

”Første gang man lige kom op af vandet, hvor man fik våde støvler og våd uniform, og det hele bare var tungt, det var nok et af de hårdeste tidspunkter. Der var jeg meget træt og kold, og jeg havde bare lyst til at sætte mig ned,” fortæller Fischer om det første møde med den kolde å. Hun fortsætter: ”Men resten af holdet var jo bag mig, og så fik jeg en arm i ryggen. Så vi hjalp hinanden på den måde.”

NU ER DE SOLDATER

”Vi støtter jer!” lyder det efterfulgt af en høj skudsalve. ”Kom så, I skal den her vej! Ned under rørene!” råber en anden og guider gruppen ned i sandet og under metalrørene, som er dækket med pigtråd. De våde og kolde værnepligtige falder én efter én ned på knæ og begynder at kravle lavt gennem rørene. Sandet klæber til deres uniform, og bevægelserne fremad i det omsluttende sand er tunge og langsomme. ”Det var nok det mest pressede øjeblik for mig,” siger Andreasen, da han tænker tilbage på scenariet. ”Vi var to, som bar båren, men det var svært at være to i metalrørene, så jeg blev nødt til at trække båren selv, samtidig med at jeg også havde mit eget gevær gennem røret.” Han smiler skævt. ”Men selvom jeg var presset fysisk, så var det aldrig noget, der hindrede mig. Det var fucking hårdt, men man kunne mærke endorfinerne, og så var stemningen bare vildt fed. Folk glædede sig til at komme i mål.”

Milen presser de værnepligtige hårdt, og udover at afprøve deres samarbejde er den også med til at presse dem psykisk. For lige meget, hvor meget ens hjerne fortæller en, at man ikke kan mere, så er der altid energi nok til at gennemføre sådan en prestur. ”Min gruppe har virkelig levet op til mine forventninger. De starter selvfølgelig ud med at køre deres eget show i starten af BSO-øvelsen, men under Mysundemilen viste de, at de havde god energi, og at de kunne hjælpe hinanden. De er i løbende udvikling,” fortæller Lund stolt.

”Nu har de allerede prøvet at være presset, de har prøvet at være kolde og våde og løbe i et panserspor, og de har prøvet at være trætte. Alt dette er med til at gøre dem klar til resten af deres værnepligt, så de ikke bliver overraskede over det fysiske og psykiske pres,” siger Lund.

Klokken er 1930. Mørket har lagt sig, og det eneste lys, der er i appelgården på Oksbøl Kaserne, er det kolde skær fra lamperne langs vejen. Den dybe stilhed blandt de ca. 130 værnepligtige, der alle står i retstilling i den store hestesko, bliver pludselig brudt. ”STÆRKEST!” råber batterichefen højt, som står midt på pladsen. Den spændte og udmattede samling af værnepligtige svarer trofast og sikkert: ”SAMMEN!” Ordet runger højt og efterlader et ekko, der langsomt svinder ud. Mysundemilen er afsluttet for dette værnepligtshold, og traditionen tro har de nu gjort sig fortjent til deres mærke, som de stolt kan bære på deres ærme på uniformen.

Skrevet af Lise Wenger Rosenwanger

Denne artikel er udgivet i SOLDATEN – April 2022. Du kan læse hele magasinet lige her.

You may also like

Forsvaret

Dine feltfif

Her finder du samlingen af tidligere værnepligtiges brugbare feltfif, som du med fordel ...

Comments are closed.

More in Hæren