Dragonregimentets Viking-kompagni har rettet sigtet mod den genopståede trussel i øst. Under den afgørende fremrykning sprænger fjendtlige ingeniører en bro i luften, og kompagniet må bevise, at de besidder beslutsomhed og samarbejdsevne, hvis ikke situationen skal ende i et blodbad. Netop disse egenskaber vil blive altafgørende for kompagniet, hvis den optrappende spænding i Østeuropa skulle tvinge Danmark i krig.
Viking-kompagniets nye officerer, sergenter og konstabler skal side om side løse nogle udfordrende opgaver på den såkaldte Viking-tur. Her beviser de, at de villige til at give alt for det kompagni, de skal være en del af og lærer samtidigt, hvad der kendetegner tilværelsen i stående styrke.
Den fjendtlige luftlandsætning
Meldingen på radionettet er ikke til at tage fejl af. Fjenden har luftlandsat styrker i Finderup, der på den midtjyske hede er ved at mobilisere sig forud for den endelige kamp. Selvom solen først lige er begyndt at hæve sig fra trætoppene i horisonten, skal soldaterne i Viking-kompagniet gnide søvnen ud af øjnene, fatte deres stumper og klargøre til øvelsens højdepunkt. Efter at have dannet sig et indtryk af de fjendtlige styrkers placering sætter soldaterne sig op i deres pansrede mandskabsvogne og rykker frem mod det besatte område.
Viking-kompagniets ildkampe har deres udgangspunkt i Piranhaerne, hvori grupperne er placeret. Bliver der behov for det, kan infanteristerne sidde af køretøjet og mobiliseres i terrænet.
Kunsten at få pusten og slå tilbage
Viking-kompagniets infanterister skal i samspil med bataljonens øvrige enheder fremrykke nordpå. Her får de føling med de fjendtlige styrker, der i mellemtiden har indtaget strategiske positioner i det brogede terræn, klar til at give de danske styrker kamp til stregen. Kompagniet beordres til at rykke frem mod fjenden ad en ensporet vej, hvor det første møde med fjenden opstår. De luftlandsatte styrker har sprængt den videreførende bro i stykker, og kompagniet er tvunget til at tænke i alternativer for at undgå et sviende nederlag. Kompagnichef kaptajn Neldeberg beslutter i stedet at udføre en manøvre. ”Det så umiddelbart svært ud. At lade køretøjerne stå og bekæmpe fjenden afsiddet fra den retning, som fjenden forventer, ville blive svært. I samråd med mine enheder vælger vi i stedet at udføre en omgående manøvre og angribe fra nord,” fortæller han efterfølgende. Den risikofyldte beslutning giver pote, og gennem en fælles indsats lykkes det kompagniet at nedkæmpe en fjendtlig deling ved at tage dem i flanken. ”Du kan have lagt verdens bedste plan, men en gang imellem går den i lort. Så handler det om at erkende, at man er havnet i en dårlig situation, hvorefter man som fører skal træffe nogle modige beslutninger for at få pusten og komme fremad på ny, det er det, der betyder føring. Det er en del af krigens vilkår – særligt i den konventionelle krig, som vi har trænet i dag,” forklarer Neldeberg.
Delingen modtager løbende meldinger fra bataljonen og kompagniet på et internt chat room.
Fra ørkenkrig til truslen i Europa
Efter den veleksekverede manøvre fortsætter kampsoldaterne mod målet, hvor de stykvis indtager en række kreter og gårde undervejs. Selvom de lige nu befinder sig i hjemlige rammer i det midtjyske øvelsesterræn, udgør øvelsen BRASH LION en afsluttende eksamen forud for bataljonens tilslutning til et NATO-beredskab, der med 30 dages varsel kan sende infanteristerne i krig. ”Dette øvelsesscenarie tager os tilbage til fremtiden i den forstand, at det netop var dette trusselsbillede, man trænede til under Den Kolde Krig. I en periode har der været mange stabiliseringsoperationer, men nu er det kampen mod en ligeværdig modstander, vi forbereder os på. Her skal man i langt højere grad have fokus på de grundlæggende soldaterfærdigheder såsom sløring og evnen til at holde sig skjult for fjenden. Dette skyldes, at modstanderen har så meget ildkraft, at hvis han finder os, kan han potentielt tilintetgøre os,” lyder det fra Neldeberg, som siden sin udsendelse til Irak i 2019 selv har været vidne til de store ændringer i trusselsbilledet. ”Dette fjendebillede er meget anderledes, end hvad vi i Forsvaret blev vant til i 00’erne. Her var vi i Irak og Afghanistan oppe imod en irregulær modstander, der ikke havde samme slagkraft som os.” Fokus er flyttet fra Mellemøstens ørkensand til de baltiske skovområder. Med forandringens vinde blæsende om ørene under dagens ildkampe er kaptajnen dybt afhængig af, at delingens erfarne kerne kan tage hånd om de mange nye konstabler, så de sammen kan stå skarpt i kampen mod genopståede trussel i øst.
”Man kommer fra værnepligtens kæmpestore grupper, hvor man godt kan være gevær 25-et-eller-andet og ikke rigtigt forstå, hvad der foregår. Når du kommer over i stående styrke, begynder du først rigtigt at være soldat.
– Madsbjerg, vognkommandør
Tillid på tværs af rang
I døgnene op til dagens konfrontation har der været fokus på at kunne indrykke i et nyt beredskabsområde på den mest hensigtsmæssige måde. Jo hurtigere delingen kommer på plads, og jo bedre de formår at sløre deres køretøjer, jo mindre er risikoen for at blive skydeskive for fjendens artilleri. Selvom disse færdigheder kan være forskellen på liv og død, sætter Madsbjerg, der er overkonstabel af 1. grad og vognkommandør, dog størst pris på de stunder, hvor Piranhaerne frigøres fra deres enorme sløringsnet, og han for alvor kan udøve sit håndværk. ”Det fedeste ved Viking-kompagniet er samspillet mellem bilerne og infanteriet. Som mekaniserede infanterister er det de pansrede mandskabsvogne, der kører rundt med grupperne, hvor vi skal samarbejde i forskellige manøvrer og taktiske rammer,” fortæller han. Fra sin position i køretøjets front med hovedet stukket op ad den pansrede luge har han overblikket over den enhed, han har været en del af i næsten fem år. ”Man kommer fra værnepligtens kæmpestore grupper, hvor man godt kan være gevær 25-et-eller-andet og ikke rigtigt forstå, hvad der foregår. Når du kommer over i stående styrke, begynder du først rigtigt at være soldat, hvor du kan nørde dig ind i din funktion. Her går det op for én, hvordan tingene hænger sammen, og så bliver det skidesjovt at være soldat,” siger han. I takt med at man beviser sit værd i sin funktion, fremkalder det den tillid fra ledelsen, som er kernen i det ligeværdige forhold mellem menig og befalingsmand, der generelt gør sig gældende i stående styrke. ”Vi er kollegaer, og jeg kan lige så godt rette på min gruppefører, som han kan rette på mig. Alle er kammerater i det her. Alle kan bidrage til, hvad man skal gøre, og hvordan man bedst muligt løser opgaven. Selvom vi har nogle doktriner, som danner rammerne om vores opgaveløsning, udvikler de sig også hele tiden. Og her er vi menige også med til at præge, hvordan eksempelvis vores nye Piranha og dens mange funktioner skal gøre sig gældende i kamp,” lyder det fra Madsbjerg.
Hver deling patruljerer sit eget område, der tilsammen sikrer kompagniets ydergrænser.
Tørre tæsk i Tovby
Middagssolen står højt på himlen og kaster sine stråler ned på den fjendtlige forskansning i Tovby. Da de massive støvskyer fra Piranhaernes fremrykning nærmer sig den lille landsby, bliver man klar over, at det afgørende slag lurer i horisonten. Viking-kompagniet skal nu sætte alle kræfter ind for at bevise, at de foregående måneders øvelser har givet dem et samspil, der er NATO-beredskabet værdigt. I samarbejde med køreren og skytten skal Madsbjerg med køretøjets tunge maskingevær forsøge at støtte infanteristerne, der netop er siddet af mandskabsvognen og har sat i løb mod fjenden.
Ansvar, der giver hår på brystet
Flere af de fremstormende soldater har kun været tilknyttet delingen i få måneder, og her har Madsbjerg sammen med andre erfarne soldater spillet en vigtig rolle i at sikre delingens sammenhængskraft. “Når de nye konstabler skal integreres i enheden, placerer det et stort ansvar på os andre, der skal være med til at træne dem op. Det har for flere af os været en ny rolle, som gør, at vi fortsat kan udvikle os som soldater,” fortæller han. Efter udsendelsen til Irak valgte Madsbjerg som en af de få at blive i delingen, hvor han udviklede sig til at blive en af de bærende kræfter. ”Man vil lægge mærke til, at det lige pludselig går ret hurtigt, når man kommer over i stående styrke. Her er det vigtigt, at de mere erfarne er gode til at tage nye under deres vinger og få dem med på beatet. Jeg plejer altid at sætte folk ind i, hvad vi laver, da jeg selv har erfaret, at man kan blive meget forvirret over de ting, der foregår. Ved at blive sat ind i, hvorfor man gør tingene, og hvad man kan forvente som det næste, har man langt bedre forudsætninger for at præstere,” fortæller Madsbjerg og pointerer, at det ikke kun er de nye konstabler, der nyder godt af hans ansvarsbevidsthed. ”Lever man op til sit ansvar, bliver det belønnet – også på et personligt plan. Man er jo ikke rigtig voksen, når man som 19-20-årig har første mødedag i værnepligten. Men når jeg efter 3-4 år som soldat kigger tilbage, er der ingen tvivl om, at den udvikling, jeg personligt har gennemgået, er kæmpestor. Hvis man er her længe nok, ender man jo lige pludselig med at blive voksen,” siger han med et skævt smil, der afslører, at han udmærket er klar over, at delingens barnlige humor og bramfri tone ikke nødvendigvis giver udtryk for samme modenhed.
Træning i dag, krig i morgen?
Fra sit spot i mandskabsvognen kan Madsbjerg følge slagets gang. I velorganiseret samspil får grupperne renset husene ét efter ét og får i sidste ende nedkæmpet de resterende mobiliseringer af fjendens luftlandsatte styrker. Fjenden er slået tilbage, og infanteristerne kan nu for en stund smide kamphandskerne og læne sig tilbage i Piranhaens bløde sæder. Kompagniet kan nu se frem til et år i NATO-beredskab, hvor de fortsat skal arbejde hårdt for at spille bedst muligt sammen, inden de til marts skal udsendes. Her skal de som en del af NATOs fremskudte styrker i Estland imødegå den tiltagende russiske trussel, der potentielt kan tvinge dem ud i den kamp, de har forberedt sig til i dag.
Mikkel Ahle Høgh
Artiklen er udgivet i SOLDATEN – April 2021. Tryk her for at læse hele bladet!
