Med svømmefødder, dykkermasker og en vilje, der skal bane deres vej til at blive frømænd, sidder eleverne på kajen på Marinestation Kongsøre for at øve deres kommende speciale: iltdykning. Dyk med, når de sætter i spring under havets overflade og lærer at operere på dybt vand.
VANDET OG VILJEN
På én række sidder de skulder ved skulder. Tålmodigt. Med svømmefødder og dykkermaske venter de på at springe ned i det, som de håber, kan blive deres rette element: vandet. Viljen i deres øjne er ikke til at tage fejl af, og roen i deres bevægelser viser, at de stoler på hinanden og ikke mindst sig selv. De er klar og venter kun på at få lov til at bevise, at de har, hvad der skal til. De kan blive frømænd.
”Man dør af det her lort, hvis ikke man er påpasselig. I er ikke gode nok til at freestyle, så følg nu den procedure, jeg har lært jer,” siger dykkerinstruktøren. Ikke truende, men alvorligt. Eleverne kigger på ham gennem dykkermasken og med armene om det apparat, som skal sørge for, at de kan trække vejret under vandet. Med respekt får instruktøren deres fulde opmærksomhed. Afventende kigger de fremad gennem dykkermasken, indtil de får tegn til at gå i vandet. Så hopper de selvsikkert én efter én i vandet og gør klar til at forsvinde under havets overflade.
I virkeligheden skal man bare være naiv nok til at starte og social nok til at fortsætte.
Eleverne har kun tre måneder tilbage af det otte måneder lange forløb, som først består af selektion og dernæst intens træning og undervisning. Mange er faldet fra undervejs, og nu står de 10 elever tilbage med drømmen om at være blandt det fåtal, som kan gennemføre den krævende uddannelse.
FRYGTEN FOR KNUSTE DRØMME
Dagen i dag er ligesom alle andre dage endnu en prøvelse af eleverne, der går med en konstant frygt for at få deres drømme knust. Trods dette skrækscenarie, som lurer i overfladen, har den velkendte værnepligtsbekymring for, hvad morgendagen bringer, for længst forladt eleverne. ”Der er ingen grund til at bekymre sig på forhånd. Man lærer også hurtigt at glemme alt det, man har lavet, som er nederen, og så må man tage resten, som det kommer,” fortæller en af eleverne, og der trækkes anerkendende på smilebåndet hos hans sidemakker, der samstemmer: ”Ja, ellers er man her sgu ikke så længe.” Nu må de tilbageværende elever præstere for at undgå, at en instruktør pludselig prikker dem på skulderen og beder dem aflevere den røde hjelm og forlade marinestationen.
”SKVADDERHOVEDER MED FOR HØJT TEMPO”
To elever må gøre sig ekstra umage, fordi de under gårsdagens makkerånding ikke formåede at stille instruktøren tilfreds. ”Vi svømmede for hurtigt i forhold til, om apparatet kan nå at følge med, så vi ophober for meget CO2, og erkender for sent, at vi er nogle skvadderhoveder med for højt tempo, så vi er nødt til at gå i overfladen.” Eleven kigger op, og der er et kort øjebliks stilhed, før han tilføjer: ”Nogle gange er vi selv vores egen største fjende, fordi vi tænker, at vi skal have fart på, og det er ikke altid dét, som instruktørerne gerne vil se. De vil også gerne se, at vi følger proceduren og har styr på vores ting.”
Med de ord må de til næste dyk, mens instruktørens budskab fra gårsdagens debriefing runger på havets dyb: ”I morgen er der ikke en pædagog til at tørre jer i røven. I skal bevise, at I har styr på proceduren, hvis I vil fortsætte.”
TI RØDE HJELME BLIVER TIL NI
Næste morgen trækker eleverne igen i våddragten med svømmefødder og kigger op og ned ad sig selv. Alt sidder, som det skal. Så vender de sig mod deres makker. De nikker bekræftende til hinanden og koncentrationen skinner ud af øjnene bag dykkermasken. De tror på, at de godt kan klare det. Og igen i dag skal de bevise, at de har det, der skal til for at blive frømænd.
En stilhed runger mellem eleverne, som i over en måned har stillet ti mand til mønstring hver morgen. Men noget har ændret sig siden i går; de har mistet en mand. Af sikkerhedsmæssige årsager er en elev taget af holdet, fordi det vurderes, at han ikke kan stå distancen længere. Der bliver prikket et lille hul i deres boble af håb, tillid og tro til hinanden, og de står nu med et wake-up call og en mavepuster efter at have mistet en holdkammerat. Det er i situationer som denne, at det stærke bånd mellem eleverne bliver altoverskyggende. Én hjelm er afleveret, og der er taget en hård afsked, inden han forlod Marinestation Kongsøre. Mens luften i rummet er helt koncentreret af den efterfølgende trykkede stemning, må eleverne ryste det af sig og fokusere. De resterende ni elevers rejse fortsætter.
DET SIKRESTE STED PÅ JORDEN
”Med den teknologi der findes i dag, er vandet efterhånden det eneste sikre sted på jorden, hvor man kan forblive uset,” fortæller instruktøren om dagens øvelse, som skal træne eleverne i den livsnødvendige procedure, der skal til, når man svømmer med et lukket iltsystem.
Fire meter under vandet svømmer eleverne af sted i makkerpar lige over hinanden og træner at deles om ét mundstykke ved at skiftes til at trække vejret gennem det. Farten afhænger udelukkende af, hvad sikkerheden tillader.
Eleverne bevæger sig lydløst og uset fremad. Hvis ikke de hver især var forbundet til en orange bøje, som trofast følger deres undervandsfærd, var de umulige at få øje på. Intet andet på havets overflade indikerer, at de 9 elever sniger sig fremad, mens solen vandrer henover himlen.
Hvis de kan gå hele vejen, får de en plads blandt de bedste og en fremtid, som byder på arbejde med opklarings- og kampopgaver i nærmaritime områder. De bliver en del af specialoperationsstyrken, som internationalt kan betyde, at de er de første i ukendte fjendeområder. Men først er de nødt til at bevise, at de er lavet af det rette stof.
DET VÆRSTE BLIVER DET BEDSTE
De orange bøjer flyder af sted, mens eleverne under vandet nærmer sig kajen. Med en sigtbarhed på 2 meter må de stole på hinanden, egne evner og kompassets retning. Øvelsen i dag er blot én af mange timer i undervandstræning, der skal forberede dem på at blive ét med det maritime miljø.
Med sig i bagagen har eleverne efterhånden et væld af erfaring, både når det kommer til at gebærde sig i vand, når der skal præsteres, og når kroppen presses. ”Dét, som har overrasket mig mest, er, hvor meget man kan blive ved. Altså hvor meget lort, man kan få i hovedet, men stadig fortsætte. Man tror, man er helt færdig, og pludselig får man bare en ny overligger, så barren hæves igen – og så fortsætter man alligevel,” fortæller en elev, der er uddannet dyrelæge og nu prøver kræfter med sin drøm om en frømandsuddannelse for anden gang.
TIL GRÆNSEN
Det er ikke den fysiske grænse men den mentale, som eleverne nævner. En af eleverne forklarer, hvordan kroppen kan udholde meget mere, end hovedet tror, men det kræver en mental styrke at overbevise sig selv herom. Ifølge ham er det netop den mentale styrke, der har fået dem igennem de fysiske udfordringer, som tilmed har skabt grobund for nogle af de bedste oplevelser. Han mener nemlig, at de bedste øjeblikke opstår, når de værste er gennemført, hvilket også skaber grundstenen for elevernes unikke fællesskab. ”Jeg vil ikke sige, at vi ligefrem er nogle adrenalinjunkies, men vi tænder på at være aktive og tænder på at være sammen med gode kollegaer og arbejde sammen i teams,” fortæller han om det samarbejde, som skal bære eleverne hele vejen igennem: ”I virkeligheden skal man bare være naiv nok til at starte og social nok til at fortsætte.”
FRØERNES RETTE ELEMENT
Solens genskær glimter i havets overflade, og en let brise svæver forbi båden, hvori frømandseleverne igen sidder skulder ved skulder. Der sejles præcis 1.000 meter væk fra kajen, før eleverne sættes af i åbent hav, inden de for første gang skal svømme uden en instruktør under vandet ved deres side og følge kompasretningen selvstændigt.
”Vi joker ofte med, at jo længere man kommer i uddannelsen, jo mere bange bliver man for vand, fordi vi har været udsat for så mange sindssyge ting,” fortæller en frømandselev efterfølgende. Han har tidligere været sergent ved Ingeniørregimentet i Skive. ”Vi er langt fra eksperter, men vi kan finde ro i det.” Hans sidemakker er enig og tilføjer: ”Vi har efterhånden prøvet at blive presset et par gange, og nogle er da besvimet indimellem, men man lærer at kende sine grænser, og man får sig noget selvtillid, som vi tager med til dykningen i dag.”
FRØMÆND ER IKKE DE BEDSTE SOLDATER
Der er særligt ét karaktertræk, som er gennemgående for både frømændene og de elever, der står tilbage på elevskolen: ydmyghed. Hvis du nogensinde fejlagtigt har betragtet en frømand som en elitesoldat, må du skynde dig at trække det tilbage! Det vil de helst ikke associeres med. ”Vi er ikke elitesoldater,” fortæller Jonas, som efter 17 års tjeneste som frømand nu er leder af elevskolen. Han fortsætter: ”Hvis man er elite, så er man jo elite af noget – og det er vi ikke.” Det handler ikke om, at frømændene ikke er bekendt med, hvor dygtige de er til de opgaver, de løser. Det, det handler om, er, at hvis man er den bedste, fjernes rådighedsrummet for, at man altid kan blive endnu bedre. Som frømand har du nemlig ikke kun ét felt, men et vidtrækkende domæne af forskellige opgaver, som skal løses. Jonas afslutter med at sige: ”Vi skal kunne det, som ingen andre kan – det er dét, vi er her for.”
Leonora Frydensberg Sepstrup
Artiklen er udgivet i SOLDATEN – September 2021. Tryk her for at læse hele bladet!
