Mord, biluheld, brand og oversvømmelser er blot nogle af de mange tragiske indsatser, som de værnepligtige i Beredskabsstyrelsen kan blive sendt ud til. Mød oversergent Daniel Toborg, samt Kristian og Tobias, der sætter ord på, hvordan det er at være befalingsmand og værnepligtig i Beredskabsstyrelsen, hvor man kan komme med ud til frygtelige hændelser som dobbeltmord eller store brande.
“DE VIL GERNE HAVE, AT VI TRÆKKER OS, HVIS VI IKKE VIL VÆRE MED TIL DET”
De værnepligtige i Beredskabsstyrelsen indgår allerede efter kort tid i tjenesten i udrykningsvagter som ‘hjælpere’. “Efter en måneds tid indgår de værnepligtige i vores daglige beredskab,” fortæller oversergent Daniel Toborg, som er instruktør i redning. Daniel Toborgs første dag som sergent gik heller ikke stille for sig. “Min første dag som sergent var den dag, jeg blev sendt ud som holdleder ved togulykken på Storebæltsbroen. Der blev der også sat fokus på, at man lige tager en snak, forbereder sig, går ind i sig selv og finder ud af, om man er klar til at komme tæt på. Det er en god mulighed at forberede sig på hændelserne, når man er på vej ud i bilen, da der typisk er en del køretid.” De værnepligtige skal derfor tidligt i værnepligten gøre op med sig selv, om de er klar til at møde den virkelige verden, hvor andres liv kan være på spil. Én af dem, som har mærket indsatserne på egen krop, er Kristian Schultz, som er tidligere værnepligtig. “Det var vildt at komme direkte fra civilt ind i sin værnepligt og så komme ud på indsatser som dem her,” siger han om sine oplevelser med de forfærdelige hændelser.
“MAN GÅR ALTID LIDT OG HÅBER PÅ, AT MAN KOMMER MED UD PÅ NOGET”
Tobias Stadsgaard gik på samme hold som Kristian og var selv med ude til et dobbeltmord og selvmord. “Man går altid lidt og håber på, at man kommer med ud på noget,” forklarer Tobias, imens han lægger vægt på, at man ikke håber for nogen, at der sker dem noget, men at han glæder sig til at være med på en indsats.
“Vi kan aldrig rigtig vide præcis, hvor slemt ting ser ud, før vi er ved skadestedet” – Oversergent Toborg
“Fordi det var første gang, var nysgerrigheden højere, end hvor tragisk det faktisk var,” fortæller Tobias og fortsætter: ”Der var politiafspærring, og dem måtte man gå under, uden at nogen sagde stop. Det skulle man lige vænne sig til.”
DEN SIDSTE INDSATS
“Bare det, at det er en politiopgave, gør det fortroligt,” siger Tobias, imens han tænker tilbage på sin sidste indsats. De var kaldt ud til en lysopsætning uden de store informationer. De vidste ikke, hvad der ventede dem. “Så vi ved faktisk ikke, at vi skal ud til en mor, som har slået sine to døtre og sig selv ihjel.” Tobias var på hold Bravo, som var det eneste hold, der blev kaldt ud på indsatsen. “Alarmen går bare, og vi får at vide: ”Det er alvorligt,” forklarer Tobias. Vagtholdets opgave var at assistere politiet og efterforskerne med at sætte lys op på gerningsstedet. Lige inden hold Bravo tog ud til gerningsstedet, sikrede alle befalingsmænd, at de værnepligtige var okay med at rykke ud. “De vagthavende fortæller, at det er en drabssag, og at der kommer til at være lig,” forklarer Tobias og fortæller, at befalingsmændene spurgte dem direkte: “Der er lig. Er der nogen, som ikke er okay med at rykke med ud?” Her supplerer Kristian, hvilken kontrast det er som værnepligtig. “Det er en mærkelig stemning. Det kan være en perfekt solnedgang en skøn sensommeraften, og så er det bare en kæmpe kontrast at komme ud til noget så forfærdeligt og tragisk.” “Hvis vi kommer i en situation, hvor der måske er afdøde, eller det står rigtig slemt til, så tænker vi befalingsmænd os lige en ekstra gang om. Vi vil først lige selv få styr på sagen, og så har vi en samtale med de værnepligtige, inden vi rykker ud, om hvorvidt de er klar til at deltage,” fortæller oversergent Toborg.
”Min første dag som sergent, blev jeg sendt ud som holdleder ved togulykken på Storebæltsbroen” – Oversergent Toborg
Kristian beskriver blandt andet også, at befalingsmændene lægger meget vægt på, om man er okay med at rykke ud til indsatser, hvor det er uvist, hvor forfærdeligt det står til. “De vil gerne have, at vi trækker os, hvis vi ikke vil være med til det. Man skal ikke føle sig presset til noget,” fortæller Kristian.
“Vi prøver selvfølgelig at værne så godt som muligt om de værnepligtige, så alle får den “bedste” oplevelse,” forklarer oversergent Toborg og fortsætter: “Ofte kan vi også fordele de værnepligtige, så det ikke er alle, der skal ind til det helt grimme, men kan bruges til andre opgaver, der ikke er helt tæt på.”
“JEG GIK I PANIK”
Hvordan kroppen reagerer, ved man først, når man er med på en indsats. Det havde Tobias også været spændt på at finde ud af. “Jeg kan tydeligt huske min første indsats, som jeg var med på.” Tobias var chauffør den aften og blev kaldt ud til en brand. Den blev vurderet kritisk, så de blev sat på en kørsel 1. “Jeg gik lidt i panik, da der blev meldt kørsel 1,” fortæller Tobias. “Der findes kørsel ét, som er med udrykning, og kørsel to, som er uden udrykning.” Tobias forklarer, at han først havde glemt alt, men så tog han et skridt ad gangen. “Og så løste det sig heldigvis alligevel, ” fortæller Tobias lettet. Men for Tobias satte den sidste indsats det største præg.
“Nysgerrigheden var højere, end hvor tragisk det faktisk var” – Tobias Stadsgaard, tidligere værnepligtig
PROFESSIONELLE OMKRING SIG
Når de værnepligtige bliver sendt ud på indsatserne, er de heldigvis ikke alene. Befalingsmændene, politi, lokalt brandvæsen m.m. kan også være til stede, hvilket gør rammerne rarere for de værnepligtige. “Det var virkelig rart, at de andre aktører på gerningsstederne er så professionelle og håndterer det så godt, for så giver det også bare en ro i os,” fortæller Kristian, hvor Tobias supplerer: “Så den panik, man frygtede ville komme i én, blev holdt væk, fordi de professionelle var så rolige.” Det er netop også derfor, at de værnepligtige får mulighed for at tale om hændelserne efterfølgende. På den måde sikrer befalingsmændene sig også, at alle er kommet godt ud af en indsats, også mentalt. “Vi har en defusing, som er direkte efter indsatsen. Det er en hurtig evaluering af forløbet,” forklarer Kristian. Noget tid efter indsatsen bliver alle, som var involveret i indsatsen, indkaldt til en debriefing. “Ved debriefingen sidder vi alle i en cirkel og evaluerer. Her får man lov til at snakke om det, man har brug for at få vendt fra hændelsen, eller bare mærke, at man ikke er alene om det, hvis det har været svært,” beskriver Kristian Schulz.
“Det er en mærkelig stemning. Det er en perfekt solnedgang en skøn sensommeraften. Og så er det bare en kæmpe kontrast at komme ud til noget så forfærdeligt og tragisk” – Kristian Schulz, tidligere værnepligtig
Kristian og Tobias
“JEG SYNES, DET ER GODE RAMMER, DER BLIVER SAT I VÆRNEPLIGTEN”
Kristian har tænkt sig at søge videre inden for branchen efter sin værnepligt. “Jeg vil gerne søge ind som ambulanceredder efter,” fortæller han. “Jeg ville gerne lige prøve det på egen krop i værnepligten for at finde ud af, hvordan jeg reagerer ude på stederne,” forklarer han. Her uddyber han, at det var svært for ham at vide på forhånd, hvordan han ville reagere på så voldsomme hændelser, før han selv stod i situationen.
Skrevet af Caroline Amalie Dittweiler
Denne artikel er udgivet i SOLDATEN – April 2023. Du kan læse hele magasinet lige her.
