Den store Night Hawk-øvelse er skudt i gang, og specialoperationsstyrker fra 13 nationer kan bruge hele Danmark som deres legeplads. Kom helt tæt på jægeren P.F.M., når han fortæller om øvelsen, Jægerkorpset og sine missioner.

SKUD I MØRKET

Døren brydes op med et brag. Igennem NVG’ens to øjne ses hunden Kaos, der fokuseret løber ud i alle rummets kroge. Fem mand følger hurtigt efter. ”Bang, bang!” Den første mand er inde og har erkendt en fjende. Bag ham finder de resterende fire mand deres sikringshjørner. Det er næsten som en dans, når de fem bevæger sig i rummets mørke – som en indøvet koreografi. Rummet er afsøgt efter 10 sekunder.

Jægerne står i en rungende, stor hangar og er i gang med den taktiske forberedelse af rumkamp. De fik for nogle timer siden et target, som er en forladt gård et sted i Jylland. I hangaren er der bygget en midlertidig kulisse, hvor de kan træne deres færdigheder i rumkamp. Der er højt til loftet i den mørke hangar, og de stemmer, der kan høres fra jægernes gennemgang af indøvelsen, forsvinder i en stor, sammensmeltet summen.

Jægerkorpset holder til på Flyvestation Aalborg. Deres område er omringet af høje hegn, hvor de eneste to indgange er hovedporten og bagporten. Inden for indhegningen er der kun aflange, lave bygninger, hvor Jægerkorpsets delinger er. Det er her, de forbereder sig til missioner og opbevarer deres udstyr.

Night Hawk er i gang, og det er to begivenhedsrige uger for Jægerkorpsets patruljer. Jægeren P.F.M., som er nødsaget til at holde sin identitet skjult, fortæller, at ”Night Hawk træner vores velsmurte tandhjul og er et godt eksempel på, når det hele fungerer som én sammensmeltet masse.” P.F.M.’s rolle i en air mobility- patrulje er Joint Terminal Attack Controller (JTAC), hvilket betyder, at han er den, der udpeger målet for piloten. Han er høj, mørkhåret og har venlige øjne. Før Jægerkorpset var han MP´er, og i 2016 gennemførte han jægeraspirantkurset, hvor han i 2017 fik sin bordeaux baret. Sidenhen har han været på flere missioner – bl.a. evakueringen i Kabul.

BRIKKERNE I DET STORE PUSLESPIL

Gitre beklæder væggene i en af de aflange bygninger på Flyvestation Aalborg, og de er fyldt med udstyr – alt lige fra NVG’er til kaffekopper. I briefingrummet er væggene tapetseret af overtegnede tavler med planer og opgaveløsninger. Rummet er omsluttet af et varmt gult lys fra lamperne i loftet, og på det store bord i midten står der gamle kaffekopper og papirer. For enden af rummet hænger seks tv-skærme. De viser Google Maps-visninger af en øde gård fra alle vinkler. Det er en patruljes næste target, som er i gang med forberedelserne. God forberedelse er nøgleordet for en jæger.

Stemningen er spændt i briefingrummet. Sprængningsmanden sidder ved skærmene og noterer, om der er behov for at sprænge døre eller lignende op ved gården. En JTAC står og diskuterer lavmælt med en anden om muligheden for at indsætte fly eller helikopter. Når den foreløbige befaling er givet, går medic, sprængningsmanden, JTAC, finskytten og de andre roller i en patrulje i gang med at planlægge opgaveløsningen.

”Night Hawk er et kæmpe setup, og vi er brikker, der rykkes rundt på for at løse opgaverne. Sådan skal vi anvendes, og det er op til os, hvordan vi bedst kan opnå målet,” fortæller P.F.M. ”Det, vi laver, er også et arbejde, vi er bare lidt mere ekstreme i måden, vi løser det på. Men jeg søger ikke suset i maven, som jeg gjorde før Jægerkorpset. Jeg søger at dygtiggøre mig selv i mit speciale.”

MISSIONEN I KABUL

Night Hawk sætter virkelighedsnære scenarier op for specialoperationsstyrker, så de hele tiden er klar til uforudsete hændelser, som for eksempel når mennesker skal evakueres fra krigstilstande. Det var tilfældet, da danske statsborgere stadig befandt sig i Kabul under Talebans overtagelse. Her blev jægersoldater sendt ned for at evakuere i hold, og P.F.M. var med på en af de sidste patruljer på missionen.

”Evakueringsopgaven i Kabul er den, jeg har mest frisk i hukommelsen. Det var en opgave, der var sværere mentalt end andre opgaver, fordi vi ikke havde teten, som vi ellers normalt har,” fortæller P.F.M., mens han kigger ud på regnen. ”At komme ned til Kabul og se, hvad de første mænd havde nået at udføre på bare ti dage, inden vi kom, det var vanvittigt imponerende og godt planlagt.”

Kabul-opgaven tydeliggør vigtigheden af øvelser som Night Hawk, og derfor bliver der forberedt godt til hvert target. Det er noget, som den anden air mobility-patrulje stadig er i gang med i hangaren, hvor de indøver taktiske manøvrer til deres targets. Dette er fasen lige før den endelige befaling og afmarch til opgaven. Den taktiske indøvelse er essentiel, fordi den forbereder jægerne på scenariet.

VILJEN SÆTTER DAGSORDENEN

”Du finder mange herovre, som har mere end normalt krudt i røven, og du oplever, at der altid er et højt energiniveau,” siger P.F.M. Under Night Hawk bruger jægerne tiden imellem targets på at forberede, planlægge og indøve. ”Der er masser af inspiration at hente her, men man skal lære at trives i, at der hele tiden sker noget.”

Tilbage i en af de aflange bygninger, hvor den anden air mobility-patrulje stadig er i fuld gang med planlægningen af deres opgave på gården, er stemningen blevet endnu mere spændt. En jæger står og binder snore sammen på bordet i den lange midtergang. En anden kommer ud af våbenkammeret med sin TYR og nogle ekstra magasiner. De er alle dybt koncentreret i planlægningen af et møde med fjenden, og en sitrende atmosfære omgiver hver og en. Det er tydeligt at mærke, at de er ivrige efter at komme i gang med opgaveløsningen.

Under Night Hawk veksler jægerne konstant mellem ventetid og tid i aktion, ligesom de gør på virkelige missioner. ”Der er ikke nogen opskrift på en jægersoldat. Det handler udelukkende om indre motivation. Det kræver selvfølgelig en mental styrke ud over det sædvanlige, og det kræver vilje og stålfasthed. Viljen indtræffer, når man beslutter sig for, at det, er det her, man vil,” fortæller P.F.M. Nu er ventetiden ovre for P.F.M.’s patrulje, som i nat skal ud og finde frem til en kvinde, der ligger inde med oplysninger om et møde mellem to essentielle individer på et ukendt sted.

Fotos: Christian Sundsdal

Lise Wenger Rosenwanger

Artiklen er udgivet i SOLDATEN – November 2021. Tryk her for at læse hele bladet!

 

You may also like

Comments are closed.

More in Forsvaret