Felten er både frygtet og elsket. For de værnepligtige i 2. Livgardebataljons 2. kompagni blev deres første felttur en lektion i samarbejde og beviset på, at man kommer længst ved at stå sammen.
En helt speciel morgen
“Jeg synes jeg føler mig mere og mere klar, jo tættere vi kommer på turen”. Ordene kommer ud af munden på en rekrut fra Livgarden, som sidder i cafeteriaet på Garderkasernen i Høvelte. Han er i færd med at stoppe sig med havregryn. Kammeraten ved siden af ham stemmer i med munden fuld af cornflakes. De har brug for al den energi, de kan få, de kommende dage, og ikke en eneste kalorie må gå til spilde. Klokken er lidt over seks, men rengøring, stueeftersyn og snart resten af morgenrutinen er allerede overstået. I dag er speciel. I de næste 72 timer får rekrutterne brug for at arbejde sammen og stole på hinanden på et niveau, de endnu ikke har oplevet. Velkommen til den første felttur – FELT I.
Rekrutterne har allerede prøvet at være et døgn i felten – men denne gang er det alvor.
Iblandt rekrutterne fra 4. deling, 2. kompagni, er Rekrut Christensen. Det virker muligvis fjernt for ham i dette øjeblik, men den kommende fredag sidder han trygt i toget hjemad og fortæller om turen: ”Jeg tror det, jeg frygtede mest i begyndelsen, var at miste noget. At komme tilbage til min gruppefører og indrømme, at jeg havde tabt noget vigtigt.” Det er måske en nervøs Christensen, som man kan se fra cafeteriaet er ved at kontrollere, om alle fra hans gruppe har deres fulde udrustning på sig inden de drager ud i felten. ”Har alle sikkerhedsbriller? Og høreværn? Knæbeskyttere?”, kan man forestille sig, at han spørger.
Man ligger smurt ind i mudder med et gevær i hånden i sine underbukser. Så kigger man over på sin iskolde kammerat, kigger ham i øjnene, og flækker af grin.
– Rekrut Christensen
Opgaven de næste tre dage bliver at vise tilstedeværelse overfor fjenden, som er blevet set i området. Derfor skal der oprettes et beredskabsområde, et BSO, hvorfra 4. deling kan sove, spise og udføre opgaver. De næste tre dage bliver dette BSO deres hjem. Et hjem, hvor der døgnet rundt skal holdes vagt, og hvor man aldrig er mere end en meter fra sit våben.
Soldater er natdyr
Da klokken passerer fire og BSO endelig er oprettet, sænkes tonelejet automatisk mellem rekrutterne. Det kommer ikke som en overraskelse for dem, at nu hvor mørket falder på, skal de være ekstra omhyggelige med lyd og lys. Aktiviteten i BSO begrænses nu til vagt, søvn eller klargøring til patrulje. I dagslys har grupperne sammen reccet – altså planlagt en rute ud til et område, hvor der burde være fjendeaktivitet. Det er op til 4. deling at finde ud af, hvad der foregår. Med både en termisk kikkert og en god mængde NVG’er, er hver gruppe godt udrustet til mørket.
Omkring midnat. Målet er nået. To grupper lægger sig lydløst i skjul og venter nu tålmodigt på, at fjenden dukker op. Rekrutternes vejrtrækning er sagte, og kroppene er spændte, da en bil ankommer, og to personer stiger ud. De graver noget ned i jorden, som ingen rigtig kan se. Det er fristende at bevæge sig tættere på, men alle ved godt, at det gælder om at ligge stille nu, så fjenden ikke opdager dem.
Rekrutterne indtager deres skyttehuller og måludpeger, når potentielle fjender dukker op i horisonten.
Ikke mere end ti minutter senere begynder regnen stille at falde, netop som fjenden forlader området – delingen har fået det, de kom efter, og vender snuden hjemad for at bekræfte, at ja, fjenden er derude. Turen hjemad foregår i samme stilhed som turen derud, men der er god stemning blandt rekrutterne. Både fordi opgaven er løst, og fordi der endelig er udsigt til at hoppe i posen for de flestes vedkommende. Måske mest grund nummer to. De kan sove trygt under deres teltflager takket være de enkelte rekrutter, der holder vagt gennem den kolde vinternat for at sikre delingen mod eventuelle angreb.
Vi er foran tidsplanen, så nu har I 15 minutter til afslapning. Og ja, man må gerne ryge
– Instruktør
Morgenvagt med smæk på
Et brag skærer igennem den fredelige stilhed lidt over klokken 06.00. Det er efterfulgt af lyden af skud og råb. Fjenden er her. Vagterne besvarer ilden, og imens er de rekrutter, der for fem sekunder var i gang med at sove, på vej ud i skyttehullerne for at hjælpe til. Morgenduggen gør hullerne til en fugtig omgang, når man ligger i undertøj med sit gevær. Nu kender fjenden delingens position, og det er tid til at pakke sammen i en fart. Med rygsække og fuld oppakning går turen videre til en mark, hvor det er tid til undervisning. Her venter der dog en positiv overraskelse.
”Vi er foran tidsplanen, så nu har I 15 minutter til afslapning. Og ja, man må gerne ryge”, lyder det fra instruktøren, som skal undervise delingen. Det er en tåget morgen, og det trækker op til regn, hvilket ikke rører rekrutterne – de kan trods alt ikke blive meget vådere. Trods deres situation og udmattelse, griner folk og joker med hinanden under pausen. Der bliver udvekslet rationer og talt over en smøg. Udefra kunne det ligne et festligt selskab, hvor alle er gamle venner, der har kendt hinanden i årevis, men det er kun rekrutternes anden måned sammen. Hvordan kan det være, at stemningen har ændret sig? Rekrut Christensen reflekterer over det fredag eftermiddag i toget: ”Man var fuldstændig høj. Lige pludselig brød solen bare frem, og vi fik endelig tid at reflektere over alle de skøre ting, vi havde oplevet. Lige der indså vi, hvor fedt det faktisk havde været”.
Når man er i beredskab, skal man altid være klar til at rykke ud, hvis der bliver slået alarm. Rekrutterne får derfor ikke meget søvn i BSO, da de hele tiden må være på vagt.
Pludselig husker delingen alle de små scenarier, som har foregået de seneste to dage: ”Man ligger smurt ind i mudder med et gevær i hånden i sine underbukser. Så kigger man over på sin iskolde kammerat, kigger ham i øjnene, og flækker af grin. Det er så fedt”. Man kan høre smilet i Christensens stemme, mens han fortæller. Den ændrede stemning gør, at delingen får let ved at smile og grine, endda så let at de får helt ondt i maven af grin. Bånd knyttes på få sekunder. Ja, det er sandt. 4. deling er blevet feltskæve. Bare én gang er nok til at få dig hooked.
Finalen – og præmien
Feltskæve eller ej må rekrutterne indse, at før de kan komme hjem til deres køje på Garderkasernen, mangler de en sidste prøvelse, nemlig robusthedsbanen. En test af deres færdigheder, samarbejdsevner og ikke mindst deres lyst til at fortsætte, selvom hele kroppen siger pænt nej tak. Som for at understrege dramatikken begynder regnen at tage til her på øvelsens sidste formiddag. Alle sidder spændte i et skur, mens de venter på at få den magiske ordre om at rykke ud.
Så er det nu! ”Jeg skal bruge jer, første og anden deling – kom afsted!”, lyder det fra en instruktør. To delinger løber af sted ad gangen, og der går ikke længe, før fjenden byder dem velkommen til skoven med et lag artilleri. Rekrutterne må arbejde tæt sammen – ikke kun for at beskyde fjenden, men også op ad de stejle bakker, hvor man nemt kan falde. Og hvis det skulle ske, gælder det bare om at rive hinanden op igen. Heldigvis holder ingen sig tilbage med at give deres kammerater en hjælpende hånd, heller ikke da de skal bære en båre med en såret pose jord.
Dette er turens klimaks. En enkelt rekrut snubler med al sin udrustning og udbryder i et øjebliks svaghed: ”Jeg kan ikke mere! Stop!” Det er der bare ikke noget der hedder. Hans kammerat løber tilbage, og hiver fat i hans ærme. Om han vil det eller ej, kommer han med i mål. ”Skift! Skift forrest venstre!”, lyder det en gang imellem fra bårebærerne, nogle mere desperate end andre. Imens løber de hurtige skytter foran, bagved og ved siden af båren for at sikre gruppen mod de fjender, der i tide og utide beskyder dem fra buskadset.
Gruppeføreren råber opløftende ord til de menige: ”Grav dybt, æd jer selv! Skal I være gardere, eller hvad?”, brøler han ud over sin gruppe. Og det må have en effekt, for inden længe begynder de også at råbe det til hinanden. Nogle løber over målstregen. Andre må næsten skubbes fremad. Fælles for dem alle, er at de er hjemme. De kommende gardere kaster sig ned på asfalten og kan endelig puste ud efter tre våde og kolde dage i felten.
Der er ikke tid til at tænke to gange, når rekrutterne møder en forhindring.
I hjemmets trygge rammer
For 4. deling føles det nok som en hel del mere, men for 3 dage siden forlod de deres trygge omgivelser på kasernen, spændte og klar til udfordringer. Det er ikke til at tage fejl af – udfordringer har de fået. De har bevist over for hinanden at de kan mere, når de er sammen. De har bevist over for dem selv, at de kan dobbelt så meget som de selv tror. Og ti gange mere, end deres mor tror. Deres indbydes bånd er blevet styrket: ”På bare en måned er der sådan et stort sammenhold, at man er villig til at smadre sig selv fuldstændigt for sine kammerater. Det kammeratskab, jeg har med mine stuekammerater, er lige så stærkt som de venskaber, jeg havde efter tre år i gymnasiet,” fortæller Christensen.
Ikke mindst har 4. deling erfaret, at ude godt, men hjemme er uden tvivl bedst. Mens solen sænker sig over Garderkasernen løber rekrutterne fra 4. deling mod en salig duft fra en velkendt bygning. Varm, velfortjent spise fra Garderkasernens cafeteria har aldrig smagt bedre – især ikke når man spiser den sammen med dem, man stoler på.
Christoffer L. Jørgensen
Artiklen er udgivet i SOLDATEN – Februar 2020. Tryk her for at læse hele bladet!
