EN AF FORSVARETS MEST BERYGTEDE ØVELSER

Imellem Brikbys ruiner gemmer Hærens Sergentskoles tre delinger sig. Solen er på vej ned over Oksbøls øvelsestærren. Det er søndag aften og sergentelevernes syvende dag i felten. Ugen har stået på offensive manøvrer samt bykamp over weekenden. ”Det var en rigtig fed uge med en masse gode gennemførelser,” fortæller sergentelev Nøhr. Hans kolleger Grinderslev og Bregenhof er enige. Humøret og energiniveauet er højt blandt grupperne. De har været heldige med vejret og har endda sovet  med tag over hovedet de sidste dage.

Men deres held er ved at løbe ud.

Sort Sol er kulminationen på sergentuddannelsen i Hæren. En fler­dages øvelse, hvor eleverne – presset på søvn, mad og kræfter – bliver testet i ledelse, samarbejde og mental robusthed. Det er ikke en røvtur, og det handler ikke om at nedkæmpe eleverne. Sort Sol er den ultimative omskoling til felten. Det er her, det afgøres, om eleverne kan føre andre, når det virkelig gælder.

Denne søndag morgen fik de deres sidste feltration. Der er nu kun timer tilbage, før Sort Sol skydes i gang. ”Det er meget uforudsigeligt, og vi ved ikke, hvad der skal ske de næste par dage, så vi er både spændte og lidt nervøse,” siger Bregenhof. Gisninger og rygter om denne øvelse går i arv mellem holdene på GSU. ”Der er mange skøre spekulationer om, hvad der kommer til at ske,” bekræfter Nøhr. En ting, eleverne dog er overbeviste om, er at de skal en tur i svømmehallen. Grinderslev trækker på skuldrene og griner skævt: ”Jeg er en smule vandskræk, men det er bare noget, der skal springes ud i – helt bogstaveligt.”

Vi er både spændte og lidt nervøse””

– Sergentelev Bregenhof

TENSOPLAST, CITRONGRÆS OG TYSK TECHNO

Eleverne får ret. Første deling bliver hevet ud af omklædningsrummene. Deres arme og ben er plettede af blå mærker, og tensoplast strammer om fodsåler, hæle og hofter. Fra det ene hjørne af Oksbøl Svømmehal brager tysk techno fra en højtaler gemt i et lille rum. Luften er tung. Fugtig. Omklamrende. Tyk af varme og duften af citrongræs fra saunaen. Eleverne bevæger sig rundt mellem forskellige poster, hvor de kan få lov at afprøve deres værktøjer fra Militær Mental Træning (MMT) – et forløb, hvor eleverne lærer at kontrollere stress, frygt og pres. Deres selvtillid og selvkontrol bliver nu sat på prøve.

Eleverne snakker ikke sammen. Nogle udveksler et betryggende blik , andre lægger en hånd på skulderen. Flere skæver nervøst op mod tremetervippen. Langsomt kravler de skiftevis op ad stigen. Små skridt. Tøvende. De vender ryggen til vandet og kigger instruktøren dybt i øjnene. Han giver dem et lille anerkendende nik. Efter nogle dybe vejrtrækninger fylder de lungerne med luft. Holder den inde. Spænder op. Lukker øjnene. Lader sig falde. Et brag fylder svømmehallen, når de bryder overfladen.

”Det var dejligt at få et bad,” griner Nøhr på den anden side af oplevelsen. ”De vil gerne udfordre os på mange forskellige punkter, så nogle har det fedt og synes, at det er en tur i vandland. Andre synes, at det er det værste nogensinde,” fortsætter han. Elevernes MMT-teknikker er blevet sat på prøve, men med varierende succes. ”Vejrtrækning havde jeg meget fokus på, sammen med visualisering og positive tanker,” siger Bregenhof. Disse værktøjer og elevernes psykologiske tilstand er afgørende for oplevelsen, påpeger Grinderslev: ”Det er meget mere mentalt, end hvad man lige regner med.” Men da det er overstået, og eleverne vender tilbage til deres sædvanlige omgivelser i skoven, vokser humøret og energien. ”Det var nok den ting, jeg havde frygtet mest ved Sort Sol, så det var fedt at overvinde,” fortæller Grinderslev. Bregenhof er enig: ”Det var vildt at prøve at blive udfordret på den måde.”

“JEG HAR IKKE FÅET MAD I 36 TIMER”

Solen står højt på himlen da de agerende gruppeførere samles foran en GD, lidt væk fra Børsmose Skole. De hiver skriv-med-og-på frem og bliver givet et sæt tal. Marchens første koordinater. Den første opgave er stik vest – mod havet. Eleverne samler deres ting og grejer op. Solen begynder at banke ned over den vestjyske hede. “Så er det nu,” siger en af dem lavt.

Gemt i klitterne, der knejser langs Danmarks vestkysts brede strande, kæmper eleverne sig op og ned. Sandet synker under deres fødder. Et skridt frem, tre tilbage. Efter en tilpas drænende række bakketoppe søger de ned på stranden. Horisonten er skjult i dis, Vesterhavet brager, og vinden river.

Grupperne knækker en efter en væk fra vandet og tilbage mod skoven. Her møder de poster, der sætter en pause for deres fysiske trængsler, men udfordrer deres afstandsbedømmelse og evner til at bruge kort og kompas. Eleverne trækker tiden, mens de skæver hen mod den tunge rygsæk, der venter på dem, så snart de er færdige. ”Vi kan godt mærke, at vi har gået langt, og at der langt endnu – men vi holder humøret godt oppe,” siger Bregenhof, mens hans gruppe peger på en busk i terrænet og diskuterer, om de skal skrive 150 eller 200 meter. Presset er begyndt at sætte ind – kilometerne bliver længere og længere, som vablerne bliver større og større. ”Jeg har ikke fået mad i 36 timer, men nu er det begyndt at gå over i, at man ikke kan mærke det – så jeg hænger i,” siger Bregenhof.

Mørket falder på, og det er sent, da eleverne endelig er færdige med at bevæge sig gennem det kulsorte terræn. De ankommer til en lille plads, hvor de hurtigste grupper får sikret sig en plads i sheltere. Resten lægger sig vilkårligt rundt omkring i skovstykket. Dagens sidste kræfter bliver brugt på at hive soveposen frem, og der går ikke mange minutter, før der er ro over de sovende sergentelever.

LANGT IGEN

”GODMORGEN GSU,” råber en instruktør over den snorkende shelterplads. Langsomt kryber eleverne ud af deres soveposer.

Tunge skyer hænger nu over Oksbøl. Ildevarslende dråber falder ad korte omgange. ”Vi er hjemme i morgen,” minder en gruppefører sin gruppe om. ”Håber jeg,” mumler han. Det er tirsdag, og denne morgen har en langsom start for eleverne. Her, på en shelterplads nær Marbæk Strand, skal de kunne genopbygge noget kampkraft for at sikre, at ingen knækker i løbet af deres sidste hele dag i felten. En fysioterapeut går rundt mellem eleverne og giver råd, mens en instruktør hjælper dem med vabler og tensoplast. Flere anvender tiden i soveposen, mens de stirrer tomt ud over lysningen. De må samle deres tanker, ignorere smerten i fødderne, den stikkende sult og deres tunge øjenlåg – de har stadig langt endnu.

Den første gruppe bliver sendt af sted. De er nu iført SKYT, og den næste time må de kæmpe sig op og ned ad Marbæk Strands skrænter. De tonser igennem sandet, slæber bårer og bliver udfordret i huskeord og granatkast. Tidevandet har trukket sig tilbage, og eleverne må løbe langt ud i Vesterhavet, hvor det kolde vand rammer som et chok. “Kom nu!” ”Fremad!” De råber hinanden op. Pisker energien frem.

Da de endelig er tilbage på shelterpladsen, skynder de sig at skifte til tørt tøj.  ”I forhold til gruppens energiniveau var det hårdt,” fortæller Nøhr. ”Der blev brugt en masse energi, vi godt kunne have brugt nu.” For nu venter den tunge rygsæk og endnu flere kilometer på dem.

Gennem Varde Kommunes små landsbyer sniger sergenteleverne sig rundt. Over hovedet på dem hænger valgplakater. Børn på cykler stopper op og stirrer. På ruten er der forskellige poster og hindringer, de må igennem. Netop som de kommer ud af en lille by, støder grupperne på en GD parkeret langs en kartoffelmark. En instruktør hopper ud og vifter gruppeføreren hen til sig. Han peger på en bro et stykke længere nede af vejen. ”Som du kan se, er broen sprunget – så den kan I ikke anvende”. Gruppeføreren stirrer et øjeblik. Sukker. Hun vender sig og går tilbage til sin gruppe: ”Klar til VAPA, klar til VAPA.” De må bevæge sig igennem det brune åvand og op ad en stejl skrænt. ”Det er jo en af fordelene ved at være i militæret – altid at få lov at bade lidt,” griner Grinderslev.

Skrevet af Kamma Giersing