SAMMEN TIL DET SIDSTE

“Shit, jeg kan ikke mærke mine tæer,” mumler en bravo. Patruljen er lige begyndt, så varmen har ikke spredt sig helt endnu. Sneen knirker under rækken af støvler. Tunge fnug daler fra himlen. Foran dem slører de sneklædte stammer skoven, som danner en hvid væg af tæt terræn. Over natten er der faldet en tyk dyne af sne, som omfavner hele Sydsjælland. Skoven er rolig, og det eneste, man hører, er en sagte snakken og grene, der knækker under tunge skridt. Indtil stilheden flænses. Et let maskingevær åbner ild. “FØLING FRONT,” brøler LMG 2. Kolonnen falder til jorden. Skud og måludpegninger flyver fra alle sider. Hurtigt kryber delingen om bag træer og krat og kommer i stilling. Forreste gruppe påbegynder springene mod målet, mens resten af delingen flankerer ud på siderne. Effektivt renser de målet og forsvinder ned i et åløb, der forgrener sig mellem træerne. Magasiner flyver mellem holdene, og efter en kort omfordeling ryger klarmeldinger ind mod midten – fjenden er stadig ikke nedkæmpet. 

DE SIDSTE SKUD 

På trods af truslerne fra DMI, der holder resten af danskerne under dynen, er de mobiliseringsværnepligtige ved godt mod. “Det kan godt være, jeg ligger og fryser, men det gør Lindved også, så der er jo noget fællesskab i det,” fortæller menig Asperup, mens hans kammerater i 4. deling, Gevninge og Lindved, nikker grinende. 

Efter fem år med mobiliseringsværnepligten (MBU’en) er Asperup, Lindved og Gevninge elever på det sidste hold. Som følge af forlængelsen af værnepligten vil denne uddannelse ikke længere blive tilbudt. MBU’en blev oprettet i 2021 med formålet at styrke 1. brigade i tilfælde af krise eller krig. Eleverne opnår et uddannelsesniveau, der betyder, at de vil kunne blive genindkaldt og efter et kortere efteruddannelsesforløb indgå som infanteri i Forsvarets operative styrker. I den nye værnepligt skal mobilisering ikke længere være et speciale, men noget alle kan. Prisen er, at MBU’en forsvinder.

De værnepligtige er seks måneder inde i deres forløb og er nu på offensiv øvelse – endnu et specielt punkt i netop deres læringsplan. Øvelsen varer fem dage, hvor eleverne bevæger sig fra BSO til BSO og øver forskellige offensive manøvrer og angreb. ”Vi har trænet et par uger førhen, nu skal vi træne det løst, og om lidt har vi en skydeperiode, hvor det hele skal trænes skarpt,” fortæller gruppefører og sergent Bertram.

Svingdørsmanøvrer, storm og hængsel er normalt forbeholdt konstabelelever. Her er det en del af værnepligten. Det er netop det, der har gjort MBU’en attraktiv for de mest motiverede. Derfor er det også med blandede følelser, at det nu er sidste omgang. 

”Jeg synes, det er et privilegium at være de sidste, der kan slutte af med et godt hold, samt være med til at bane vejen for den nye værnepligt,” fortæller menig Gevninge. De andre er enige – der er noget ære i at være den afsluttende generation samt at være en inspiration for strukturen til en helt ny værnepligt. Og dog.  ”Jeg synes, det er lidt synd, at der ikke er mobilisering på samme måde,” siger menig Lindved. ”Det er ærgerligt for dem, der er ekstra motiverede, der gerne vil have muligheden for noget grundigere undervisning.”  Det kollektive tilvalg af et højere niveau af faglighed har skabt et stærkere sammenhold og en høj motivation for tjenesten i kompagniet. MBU’en har ry for at være den hårdeste værnepligt, men resultatet er en gensidig respekt mellem menige. Drengene har alle tre valgt denne værnepligt fremfor HBU’en af netop denne grund – den ekstra udfordring.  

”Hvis alt brænder på, hvem vil så ikke være med til at forsvare sit land?”

– menig Asperup

KLAR TIL MERE END ØVELSE

Træerne er dækket af et let lag is, og de værnepligtiges sløring modarbejder dem i det hvide landskab, selvom de ligger dybt inde bag stammerne. Sneen daler stadig ned, og der er ikke udsigt til tørvejr. De gemmer sig bag åløbets kreteparti og venter. På en melding. Et skud. Sneen skjuler faren, så stilheden når næsten at lægge sig helt. Men kun næsten. Et højt brag runger mellem stammerne. “ARTILLERI,” forplantes der hurtigt. En røgsky stiger mod trækronerne, få meter bag stillingen. Hurtigt ryger arme og geværer under kroppen, og de menige planter deres ansigt dybt i sneen. Da angrebet er ophørt, kravler de op af åløbet og forbereder den videre manøvre ind i målområdet, hvor fjenden stadig ligger og venter på dem. 

”Det er jo længere tid, så vi går mere i dybden, og de bliver mere uddannede” fortæller Sergent Bertram om MBU’en. ”Så har de også noget bedre grej. De render rundt med tyr, vest og brokosbælte, optik på riflerne, LMG og PVV’er”.  Bertram har været i Forsvaret siden 2017, da han var værnepligtig på Bornholm, og har efterhånden en bred vifte af erfaringer fra udsendelser til Afghanistan og Irak. Det samme har andre førere i delingen, fra alt fra Letland til Helmand. Det smitter. 20 ud af 26 menige i 4. deling har søgt videre til den koncentrerede konstabeluddannelse, FKU’en. Den bygger oven på deres foreløbige uddannelse, så de efter få måneder er udnævnt konstabler. 

Rådighedskontrakten med 1. brigade er endnu en unik del af mobiliseringsværnepligten, da det betyder, at deres opgaver i tilfælde af krise eller krig sandsynligvis vil være markant anderledes end HBU’ernes. ”Jeg havde selvfølgelig nogle pårørende, der var nervøse på mine vegne og spurgte; er du nu sikker på, at det er det, du vil?” husker Gevninge. Men det var han. Drengene er enige om, at det ikke var et benspænd for deres beslutning. Asperup nikker og spørger: ”Hvis alt brænder på, hvem vil så ikke være med til at forsvare sit land?” 

Nedlæggelsen af mobiliseringsværnepligten er endnu en milepæl i oprustningen af Forsvaret. Selvom uddannelsen har været en speciel del af den tidligere oprustning, betyder det nu, at den operative indsats og styrken til 1. brigade overgår til den almene værnepligt – en langt større indsats. 

“Jeg synes, det er et privilegium at være de sidste”

– menig Gevninge

ILDENS OPHØR

“Najne-nul-najne, hooold inde”. Efter et længere ildoverfald er målet renset, og momenterne kan rejse sig op fra den snedækkede skovbund. Delingen tager hjelmene af og mærker den kolde luft ramme hovedbunden. Åndedrættet damper i luften. Hele delingen samles i en hestesko om kompagnichefen, der straks begynder at dirigere og uddele feedback. De værnepligtige fedter med skriv-med-og-på, mens pulsen langsomt falder. 

Om få måneder er uddannelsen slut. Mobiliseringsværnepligten eksisterer ikke længere. For Asperup, Gevninge og Lindved – og resten af kompagniet – betyder det, at de ikke bare afslutter en værnepligt, men lukker et kapitel i Forsvarets historie. I stedet venter en ny værnepligt – formet af en verden, hvor mobilisering ikke længere bare er en teoretisk mulighed for et udvalg af særligt motiverede menige. Nu er det hele værnepligten, der skal kunne bære de evner, der lige nu ligger gemt dybt inde i skoven – hos de mobiliseringsværnepligtige. 

Skrevet af Kamma Giersing