Bliv dekontamineret af CBRN-enheden
Beredskabet har været på sit højeste niveau i over en time, og alle soldaterne, der deltager i øvelse BRASH LION, har CBRN-masken inden for rækkevidde. De er udmærket klar over, at selvom de er i gang med at løse en opgave, er det nødvendigt at være klar til at gribe masken hvert sekund. Følg med bag facaden og se, hvordan et C-angreb håndteres af dem, som rent faktisk ved, hvad det handler om.
GAS, GAS, GAS!
Logistikenheden har netop afsat forsyninger til kampenhederne i deres BSO, og kolonnen er atter kørt afsted, da en C-granat skydes i luften og regner ned over køretøjerne. Soldaterne er forberedte, og inde såvel som uden på køretøjerne gribes CBRN-maskerne, som skal sikre deres overlevelse. Selv i øvelsesramme er det vigtigt at bevise, at de har hastigheden, der skal til. “GAS, GAS, GAS!” råbes der over radionettet, og kommandoforplantningen forskydes helt ned til kampenhedernes BSO, hvor soldaterne får anlagt masken. Sporepapiret giver hurtigt udslag, og soldaterne må fatte antigaspudderet for at påbegynde den umiddelbare dekontaminering af dem selv og deres udrustning, som nu er forenet med C-kampstof. Men før enhederne igen er kampklar til at løse deres opgave, må de igennem en fuldkommen dekontaminering, som kun dekontamineringsenheden (DEKON-enheden) ved CBRN- og GEO-kompagniet kan udføre.
Hvad står CBRN for? Chemical, Biological, Radiological, & Nuclear våben Hvad er dekontaminering? Dekontaminering betyder afgiftning og er en rensning af CBRN-stoffer
Afgørende beregninger
“Er der noget, vi er bange for, så er det det, som vi ikke kan beskytte os imod. Det kan vi ikke, når det kommer til CBRN, i hvert fald ikke uden midler som vores gasmaske,” fortæller P.A. Andersen, som er fører på vognen af CBRN Warning and Reporting-centralen. Sammen med sine to makkere sidder han klar til at modtage information fra marken og omsætte dette til taktisk rådgivning for at sikre størst mulig sandsynlighed for overlevelse hos det enkelte individ. “Der er en grund til, at vi bliver indsat,” fortsætter han, “vi er en slags forsikring for Forsvaret for at sikre, at de soldater, vi har, er kampduelige og holder længst muligt.”
Med et øget fokus på den trussel, som CBRN udgør, er det vigtigt for soldaterne at være klar og beredt. Netop dette trænes under Brash Lion øvelsen, som skal danne et realistisk billede af den procedure, de skal igennem, i rammen af major combat, hvor en fjende besidder evnen og viljen til at benytte kemiske våben.
Behov for moraleboost
Energien bliver hurtigt brugt op under masken, og soldaterne er tappede for energi, da de endelig når frem til DEKON-enheden. Her kan de heldigvis slå hjernen fra og lade DEKON-specialisterne føre dem sikkert igennem rensningen for at komme kampklare ud på den anden side. Punktligt bliver kampenhederne trukket igennem den grundige dekontaminering, og der efterlades ikke en tør plet. Alt renses fuldkommen, køretøjet såvel som soldaten. Ganske nænsomt og sirligt bryder DEKON-enheden ethvert hjørne, hvori der kunne gemme sig C-gas. Køretøjerne bliver spulet igennem ved alle åbninger og sprækker. Udrustningen sorteres. Uniformen aftages varsomt af soldaterne og bliver kun berørt på indersiden af stoffet. Det er tydeligt, at omhyggelighed er nøgleordet i denne situation. Slutteligt går soldaterne igennem et varmt bad og kommer ud på den anden side “så gode som nye”. Ligesom Warning and Reporting-centralen ikke sender noget information ud, som ikke er grundigt kontrolleret, sender DEKON-enheden ingen soldater ud, før også de er 100 procent fri for C-gas.
“Vores opgave er egentlig at sørge for, at alt kontamineret personel kan blive renset for at kunne fortsætte kampen,” fortæller MG Dyr, som efter 5 år i CBRN- og GEO-kompagniet er udnævnt til overkonstabel af 1. grad. “Det kan godt være lidt af et moraleboost at komme ind til os, slå hjernen fra, få et varmt bad og skifte til tørt tøj. Det plejer de at være glade for,” fortsætter han.
I materien på CBRN
Ligesom de øvrige soldater har også DEKON-enheden overnattet i BSO inden C-angrebet. “Planen er at gøre vores enhed endnu mere taktisk ved at inkorporere felten og vedligeholde de grønne færdigheder,” fortæller Dyr, mens hans sidemakker MG Grubbe vrider sit ansigt. Hun er tydeligvis ikke lige så fornøjet over denne inddragelse af felt-færdigheder og tilføjer: “Jeg kom herover for at være specialist, ikke for at være grøn soldat. Jeg kan godt lide at være forberedt og skulle tænke selv.” Til dette nikker Dyr genkendende og supplerer: “Jeg kan godt lide den måde, man får lov til at gå i materien på materialet og får en masse ansvar, fordi man som enkeltmand bærer en større viden.” Et smil løber hen over Grubbes ansigt, da hun tilføjer: “Det er nemlig os konstabler, som ved mest, fordi det er os, der er specialisterne.”
Med dette er det tid for hele enheden til at lede soldaterne, der kommer kørende, sikkert igennem dekontamineringen, så de kan komme rene ud på den anden side og løse deres opgave.
Leonora Frydensberg Sepstrup
Artiklen er udgivet i SOLDATEN – April 2021.
Tryk her for at læse hele bladet!