DEN OPERATIVE TJENESTE I FLYVEVÅBNET
På Flyvestation Skalstrup er de værnepligtige i gang med den operative tjeneste – en hverdag med både rutine, ansvar og fællesskab. Kom med på en arbejdsdag, hvor de værnepligtige holder øje med hovedporten, patruljerer langs hegnet og opretholder sikkerhed og tryghed for Air Defence Wing.
Dannebrog blafrer i vinden, da det hejses over Flyvestation Skalstrup. Solen er netop stået op, men de værnepligtiges arbejdsdag er allerede i fuld gang. Vagthold 7 er mødt ind og har overtaget for nattevagten. Ansvaret for sikkerheden på flyvestationen er nu deres.
”Godmorgen, tak for det, god dag!” lyder det høfligt, da ansatte triller ind gennem hovedporten og stikker deres ID ud af vinduet. En af de værnepligtige er trukket i en gul refleksvest og kontrollerer alle, der passerer denne morgen. Civilt ansatte, håndværkere og politifolk smiler venligt til vagten, når de møder ind på arbejde. ”Nu kommer obersten,” smiler den værnepligtige, da en hvid SUV drejer ind mod porten. ”Godmorgen, tak for det, god dag!” lyder det igen.
”Man ved aldrig, hvad man kommer ind til. Der kan ske alt muligt. Så det er altid spændende at møde ind på arbejde,” fortæller menig Schøller, mens radioer bipper omkring ham. Vagtrummet er fyldt med skærme fra kameraerne rundt på flyvestationen, og Schøller skæver mod dem, da det sidste af morgenrullet kører gennem hovedporten.
Schøller er en af fire værnepligtige på vagthold 7, som har været i gang med deres operative tjeneste siden juli. Efter grunduddannelsen og funktionsuddannelsen i Karup flyttede de på tværs af landet og blev de første værnepligtige på Flyvestation Skalstrup i 20 år.


Peberspray og pistol
”VB, her er patrulje – modtagerkontrol, skift,” lyder det, og Schøller og hans kammerat begynder at bevæge sig langs hegnet. Solen skinner, og de hyggesnakker, mens de holder øje med flyene, der letter fra landingsbanen på den anden side af hegnet, og harerne, der farer rundt i det høje græs. ”Man kommer fra værnepligten, hvor man nogle gange bare er en dum menig, til at man er kollegaer med førerne. Det synes jeg er fedt,” fortæller Schøller. De værnepligtige har fået en høj grad af ansvar og selvstændighed, og arbejdet 

En hund med på holdet
Tilbage i vagtrummet bliver der holdt øje, forberedt, hyggesnakket og slappet af. Diverse opgaver skal løses i løbet af dagen – patruljer, ID-kontrol, observation og andre småting går på skift. En af vagtrummets faste gæster er patruljehunden Anker og hans fører, Karen. ”Har I lyst til at lege lidt med ham?” spørger Karen, og de værnepligtige griner og nikker.
Anker er en 34 kilo tung energibombe, men også et vigtigt redskab i bevogtningen. På grund af deres gode lugtesans kan hunde danne et helt andet normalbillede end mennesker og dermed opdage helt minimale forandringer – som for eksempel patronhylstre eller våben gemt i græsset.
”Det er målet, at hvert vagthold skal have deres egen hund,” fortæller Schøller, da han tager et bideærme på. Han bliver hurtigt afbrudt af en entusiastisk og gøende Anker. Hunden får lov til at angribe de værnepligtige ved at bide fat i bideærmet, og i et halvt minut får han lov at hænge på, indtil han vrider ærmet af dem og løber stolt hen til Karen.
Et nyt fællesskab
Vagtholdene består af en blanding af værnepligtige og fastansatte, der skal arbejde tæt sammen. Det klassiske, rangopdelte hierarki, som de værnepligtige kender fra grunduddannelsen, præger ikke hverdagen på holdet. Der er stadig struktur og en kommandovej, men ikke i samme grad.
Fællesskabet blandt de værnepligtige har derfor også ændret sig siden grunduddannelsen. ”I delingen er vi blevet spredt ud på vagtholdene. Men dem, man er på vagthold med og lever sammen med – dem er man blevet mere tæt på,” reflekterer Schøller. Delingen ser stadig hinanden på tjeneste- og uddannelsesdage, men det er vagtholdene, der er de værnepligtiges tætteste fællesskab nu. På vagthold 7 er hverdagen præget af et afslappet og sjovt, men også hjælpsomt fællesskab. De værnepligtige har kendt hinanden i et halvt år og er blevet tætte venner. Schøller smiler og siger: ”Hvis man har det godt på vagtholdet, så er det bare en bonus. Hvis man snakker godt sammen og har et godt fællesskab – så er det hele lidt sjovere.”
Skrevet af Kamma Giersing
Denne artikel er udgivet i SOLDATEN – Oktober 2026. Du kan læse hele magasinet lige her.

















