Ting, man får gratis, betyder ikke noget. Det er de ting, man betaler for, der betyder noget for én. Sådan lød de indledende ord til Bornholms 3. Marineeskadron før deres REX-tur. Det var startskuddet til fire dage, hvor de kommende marinere fik lov til at mærke, hvad det koster at bære titlen.
Tilblivelsen af en mariner
Med megafon, heavy metal og en gang fyldt med befalingsmænd, beordres alle ud på gangen. Det er tid til at tage uniformen på og stille sig klar til den kommende felttur, hvor de værnepligtige skal gøre sig fortjente til at bære REX-mærke. På Bornholm gør man sig også fortjent til det eftertragtede ankermærke, som markerer, at man er mariner. Fra tirsdag nat til fredag middag var de kommende marineres bedste venner nu deres rygsæk og gevær gennem skov, mark og vej.
Midt på natten, Almegårds Kaserne. Alles rygsække gennemsøges inden afgang.
Hvis man ser på en REX-tur udefra, er den egentlig ikke særlig speciel. REX-turen foregår i hovedet. Den cocktail, der skabes, når man blander mangel på søvn, dårligt vejr og tung udrustning, er uforenelig med det moderne bekvemmelige liv. Behovspyramiden sables ned til mad og søvn, og naturen, der ellers normalt er så bekvem, bliver til din fjende. Vinden suser og stikker i ansigtet, lydene af fugle i træerne forstyrrer dine dyrebare timer i posen, og du synker ned til dine knæ ved hvert skridt ide våde marker, der mest af alt minder om Roskilde Festival, der er gået i vasken.
Det handler om, at jeg skal
vise mig selv, at jeg kan lidt
mere, end jeg selv tror.– Menig Karlslunde
To fra første deling bliver enige om, at trods forholdene, var det i det mindste ikke frostgrader. Menig Karlslunde kunne også stadig finde motivationen på den anden nat: ”Det, der motiverer mig lige nu, er faktisk ankermærket, men også selve målet. Det handler om, at jeg skal vise mig selv, at jeg kan lidt mere, end jeg selv tror,” siger han under et hvil, mens delingen plejer sine fødder og sluger snacks for at holde energien oppe. Hans stemme er sløret, som var han fuld, hvilket nok skyldes de tre timers søvn, han indtil videre har fået.
Selv når de fleste af folkene tager sig et hvil, har delingen øjne udadtil.
Søvngængeri
Timerne går, og på den tredje dag skal Karlslunde og hans kammerater ikke bare til at slå hjernen fra og gå – nu skal der arbejdes og tænkes. Fjenden er blevet set i nærheden, og der er et begrænset stykke tid til at grave kampstillinger og pleje sig selv. Gudskelov for det. De flestes tæer ligner rosiner, der er ved at visne af. ”Jeg tør slet ikke tage mine støvler af og se,” siger én, der får øje på hans kammerats lilletå. I de færdige kampstillinger står vagterne på skift og spejder ud i terrænet, trætte, men vågne. Delingen er enig om, hvad der skal til at ske – vi skal angribes.
Deres anelser bliver til virkelighed, da vagtens ”Hvem der?!” besvares med en salve fra et LMG inde fra skoven, der sætter gang i hele delingens besvarende ild. En instruktør fortæller i samme øjeblik delingsføreren: ”Så er det bare om at pakke sammen. Der er ikke noget søvn til jer i nat”. Det er nemlig tid til den sidste march hjemad. Den sidste march glemmer de ikke lige med det samme – det er her hvor skyggerne taler til dig, hvor dit gevær bliver til en slange i dine arme og det er som om, at din kammerat har et ansigt i baghovedet. Ofte vender én sig til en anden, og spørger ”Hvad?” – Svaret tilbage er altid ”Jeg sagde ikke noget.” Menig Gørløse peger på de sten, han sidder op ad, og siger: ”Jeg kunne sove lige her. Uanset hvor koldt det er”. Et ønske han aldrig får opfyldt.
Den sidste prøvelse.
Hvad koster et anker?
Næste morgen er målet nået, og delingen mødes endelig med resten af eskadronen tæt ved kasernen. Den sidste forhindring er ceremonien, der markerer tilblivelsen af en ny eskadron marinere. Deres karakteristiske gummibådsattrapper (læs: træstammer) skal bæres ned til stranden, hvor Østersøen i dag raser. Her skal de genfødes ved at grave sig under stammen og derefter døbes i de kolde bølger. Det er en mulighed for at udløse de sidste krampetrækninger, give det sidste stød energi og vise, at man stadig har noget at give af. ”Kom nu for helvede! Du skal bare under den fucking stamme!”, lyder de motiverende ord til den sidste, der endnu ikke har klemt sig over på den anden side. Dette øjeblik vil marinerne altid huske på, når de ser på deres anker. ”Jeg har betalt vildt meget psykisk for det anker. At skulle holde sig selv og sin deling motiveret selvom det hele er lort, det flytter grænser”, fortæller Mariner Nyboder efter en dags pusterum.
Jeg er pissetræt, men jeg er
bare glad for, at jeg står her.
– Menig Gørløse
Den endelige dåb – med ankeret som bevis, tager alle deres første bad som Marinere.
Det blev sagt ved turens begyndelse og slutning: Ting, man får gratis, betyder ikke noget. Det er de ting, man betaler for, der betyder noget for én – og hvis man spørger de nyudnævnte bornholmske marinere, har de betalt med alt, hvad de havde at give af. En REX-tur er ikke noget man dør af, nej, man føler sig nærmere langt mere i live, når man har gennemført. At bedømme på glade marinere der omfavner hinanden og ønsker hinanden tillykke med titlen en time senere på kasernen, er denne handel én de aldrig ville have gået glip af.
Christoffer L. Jørgensen
Artiklen er udgivet i SOLDATEN – November 2019. Tryk her for at læse hele bladet!
